Det må have været en noget tom fornemmelse at være dansk tilskuer i Madrid ved dagens runde af EM. De danske OL-drømme brast med et brag, eller rettere femten.
Femten var antallet af nedslag med danske hovaftryk og dermed var alle forhåbninger om en placering blandt de 7 bedste hold brast.
Andreas Schou var første dansker på banen som start nummer 7, desværre virkede Uno's Safier noget uoplagt og slog intet mindre end 4 bomme ned. Dertil kom en tidsfejl og det endelige resultat lød på 17 fejl. Ikke den drømmestart man som dansker kunne have drømt om.
Banen i dag så umiddelbart ikke så svær ud som man havde forventet efter gårsdagens mange fejlfrie runder og der var måske mere end bare nogle få ryttere som havde undervurderet banens sværhedsgrad. Specielt vandgraven og den sidste linie på banen voldte mange ryttere problemer. Selvom vandgraven ikke var specielt bred i dag, så havde opbygningen en stor indflydelse på hvordan hestene sprang den og det blev desværre til hove i vandet for mange ekvipager.
Den sidste linie bestod af en bred trippelbarre, derefter seks stramt opmålte galopspring til et dobbeltspring med en lodret som indspring og en oxer som udspring efterfulgt af 6-7 galopspring til en lodret med en blå vandmåtte på landingssiden. Dobbeltspringet var malet i meget neutrale pastelfarver og i den skarpe sol på den lyse sandbane i Madrid, har den med sikkerhed været optisk svær for hestene at vurdere. Utallige ekvipager fik redet flot på afstanden mellem trippelbarren og dobbeltspringet og kom tilsyneladende perfekt til indspringet, men alligevel fik hestene nedslag på netop denne forhindring.
Camilla Enemark og Regino var næste danske ekvipage på banen og de leverede en fantastisk flot runde. Regino sprang imponerende med stor forsigtighed, desværre bliver den store hingst engang imellem lidt stærk for Camilla og det resulterede i to ærgerlige nedslag i dag, men uden tvivl en runde der lovede godt for fremtiden. En enkelt tidsfejl kom der også til deres ridt og det gav en slutscore på 9 fejl, hvilket dog ikke var noget at skamme sig over i dagens klasse, hvor flere af mesterskabets favoritter havde ligeså svært ved at håndtere banens fælder.
Christian Schou og Coronada havde svært ved at finde rytmen sammen på banen og det resulterede i 5 nedslag hvoraf det ene var et ben i vandet samt en tidsfejl. 21 fejl stod der på tavlen da ekvipagen havde passeret målstregen.
Emilie Martinsen var fjerde og sidste rytter for det danske hold og på den danskkårede hingst, Bøgegårdens Apollo så hun som i gårsdagens klasse igen ud til at kunne levere en toppræstation. Desværre ser det ud til, at vandgraven er blevet Emilies onde ånd da den ved flere lejligheder i år, har spillet hende et puds og i dag var ingen undtagelse. Et ben i vandet og dertil kom der desværre yderligere tre nedslag. 16 fejl blev det endelige resultat, men på den positive side, er det fra et dansk perspektiv fantastisk dejligt at se en hest som Apollo tilbage i topform.
Til trods for de mildest talt knap tilfredsstillende resultater i dagens runde, avancerede det danske hold to placeringer i holdmesterskabet og ser ud til at kunne slutte på en 12. plads.
Se alle dagens resultater i dette link

