Dopingbekæmpelse, ungdomssport og prisuddelinger er bare nogle af omdrejningspunkterne, når ridesportsnationer fra hele verden mødes til topmøde i København. Den 17. - 19. november samles toppen af den globale ridesport til det internationale rideforbund FEI's generalforsamling. Hos Dansk Ride Forbund, der er vært for arrangementet, ser man frem til generalforsamlingen, der kan betyde store ændringer for ridesporten.
Dopingfri ridesport
Præstationsfremmende stoffer hører ikke hjemme i ridesporten. Så klar er meldingen fra FEI, og derfor bruger forbundet generalforsamlingen i Danmark til at sætte fokus på en ren sport. Onsdag den 18. november samles ridesportslederne fra hele verden og de bedste fagfolk på området til workshop for at bane vejen for en ren ridesport.
"Doping hører ingen steder til i ridesporten. Dyrene kan ikke selv bestemme, og derfor er det yderst vigtigt, at vi værner om en ren sport. Det gælder sportens troværdighed og fremtidens deltagelse i de største sportsbegivenheder som OL. Vi er stolte af, at Danmark bliver springbrættet, hvorfra FEI's strategi for en ren sport sættes i gang", siger Ulf Helgstrand, formand for Dansk Ride Forbund.
Prinsesse Benedikte slår dørene op for den internationale ridesport
Danmarks Prinsesse Benedikte Prinsessen, der er protektor for Dansk Ride Forbund åbner FEI's generalforsamling med en velkomstmiddag i de kongelige repræsentationslokaler på Christiansborg Slot mandag den 16. november. Ved velkomstmiddagen for de delegerede fra hele verden deltager blandt andre Kronprins Frederik, Danmarks nyudnævnte IOC-medlem, Prinsesse Nathalie, Danmarks bedste dressurrytter, samt FEI's præsident, Prinsesse Haya af Jordan.
Ridesporten forandres i Danmark
Der er lagt op til markante ændringer for ridesporten ved FEI's generalforsamling i København. Ved generalforsamlingen skal det besluttes, om FEI's bestyrelse skal gennemgå en massiv slankekur og reduceres fra 22 til syv medlemmer. Danmark kan også blive stedet, hvor den europæiske ridesport forenes. Europas ridesportsnationer er på nuværende tidspunkt inddelt i en nord- og en sydeuropæisk gruppe, men Danmark bliver sandsynligvis landet, hvor de to grupper smelter sammen i European Equestrian Forum (EEF), der skal arbejde for større europæisk indflydelse på ridesporten.
"Dannelsen af EEF er yderst vigtig og bliver skelsættende for europæisk ridesport. EEF kan sammenlignes med UEFA i FIFA (fodbold), der også arbejder for europæisk indflydelse i den globale organisation. Europæisk ridesport har interesser, som på nuværende tidspunkt ikke varetages globalt, og derfor er det ekstremt vigtigt, at vi får indflydelse", siger Ulf Helgstrand.
FEI Awards uddeles for første gang i Danmark
For første gang uddeler FEI fem priser under navnet FEI Awards. Det sker ved et gallaarrangement i Tivoli torsdag den 19. november, hvor blandt andre Prinsesse Benedikte er inviteret. To danske ryttere er nomineret til FEI Awards. Den danske dressur-ungrytter Cathrine Dufour er nomineret til FEI's pris til største kommende stjerne i 2009 - FEI's "Rising star"-Award. Prisen gives til en rytter mellem 14 og 21 år, der har udvist markant talent, stort engagement og kærlighed til sporten. Den 14-årige danske handicaprytter Stinna Tange Kaastrup er nomineret i kategorien "against all odds", der gives til en handicaprytter, der har demonstreret, at handicap ikke står i vejen for stærke sportslige præstationer.

