Andrew McLean har en ph.d. i hestetræning og-psykologi. Han leder og ejer det internationalt anerkendte hestetræningscenter Australian Equine Behaviour Centre

(AEBC) i Australien. Andrew har over 20 års erfaring som underviser i ridning, han har vundet Gawler CCI ***, har konkurreret i dressur på FEI-niveau og i ridebanespringning på Grand Prix niveau.

McLean er desuden forfatter til flere bøger om træning af heste. En af dem Træning af heste - på hestens præmisser kan du købe til en meget fordelagtig pris via. Læsehesten

Vi bringer her femte del af en faglig træningsserie omhandlende McLeans 8 træningsprincipper som han har arbejdet med under sin PhD.

De fire første artikler:

Del 1, Pres

Del 2, Pavlovs princip

Del 3, Signaladskillelse

Del 4, Shaping

Del 5, proportionalitetsprincippet

Proportionalitetsprincippet handler om at der skal være en sammenhæng mellem hvor kraftige rytterens hjælpere er, og hvor kraftige hestens reaktioner er. Jo kraftigere hjælp, jo kraftigere reaktion.

Har man en konkurrencehest, er det vigtigt at hesten kan reagere hurtigt op og ned i tempo, og fra den ene gangart til den anden. Hesten skal hurtigt kunne gå fra den ene yderlighed til den anden, f.eks. fra kraftig øgning og gennem en hurtig afkortning ind i en mere samlet form. Det gælder uanset om man rider dressur, springning, military eller andet. For dressurhesten er det essentielt at den hurtigt kan lave overgange op og ned i tempo, og at rytteren kan bestemme præcis hvor meget hesten skal øge eller afkorte sit tempo. I springning er en god omspringning afhængig af at hesten prompte reagerer fremad, men også lynhurtigt kan afkortes inden springet. Det samme gælder for en hest i et terrænridt, der vil spilde kostbare sekunder hvis ikke afkortninger og accelerationer foregår med det samme rytteren beder om det - for ikke at tale om sikkerhedselementet i en hurtig og korrekt reaktion.

I begyndelsen af hestens træning, afhænger forskellen i responset af en tydelig forskel i styrken af hjælpen. Hesten vil dog hurtigt lære at forstå sammenhængen mellem styrke og reaktion, og man vil kunne begynde at bruge fine variationer af lette hjælpere. Rytteren bliver altid nødt til at bruge den styrke af pres der får hesten til at reagere, altså det pres der motiverer hesten til at gøre det rytteren beder den om. Dette pres bør man hele tiden forsøge at gøre mindre, ved at bruge et lettere pres, og derefter skrue op til motivationspresset. Hesten vil hurtigt finde ud af at det lette pres bliver efterfulgt af et større pres, og vil derfor reagere på det lette pres. Ifølge A. McLean bør en veltrænet hest kunne nå at reagere på rytterens fremaddrivende eller bremsende hjælp i løbet af tre taksslag. I løbet af tre taktslag, skal dressurhesten altså kunne gå fra øgning til samlet galop. I løbet af de tre taktslag skal rytteren nå at give et let signal, øge styrken om nødvendigt til det niveau der giver reaktion og give efter når hesten har reageret.

Det er derfor helt essentielt at rytteren ved præcis hvor meget pres den pågældende hest har brug for, for at reagere korrekt. Rytteren bør bruge præcis det pres der er brug for, og ikke mere. Hvis der bruges for meget pres, risikerer man at skabe frygt hos hesten, og mindsker chancen for at den vil forsøge sig igen når man giver en hjælper den ikke helt forstår. Hvis der bruges for lidt pres, risikerer man at hesten vænner sig til det, og bliver "sløv" for hjælperne.

For at lave gode øgninger, er det vigtigt at hesten forstår hvornår den skal øge og afkorte, og hvornår den skal skifte gangart. Rytteren kan gøre det nemt for hesten ved at bruge forskellige signaler alt efter hvad hesten skal gøre. McLean anbefaler at der bruges korte påvirkninger ved ændringer inden for samme gangart og længere påvirkninger ved skift af gangart. F.eks. skal rytteren i en øgning bruge små korte "prik" med schenklerne for at få hesten til at øge, og giver et længere tryk hvis hesten skal skifte gangart. Denne anbefaling hænger sammen med at skift af gangart er noget der sker over længere tid (3 taktslag), hvorimod gangarten kan øges ved et enkelt taktslag. Fordelen er at hesten ikke er i tvivl om hvad den skal, og man undgår derfor nemmere ilende øgninger, eller en hest der f.eks. springer i galop under travøgningen hvis ikke rytteren holder kraftigt igen på tøjlen.

Når tøjlehjælpen er helt på plads, kan rytteren begynde at introducere sædehjælp. Sædehjælpen kan fungere på samme måde, med korte og længere indvirkninger.
Det er dog vigtigt stadig at træne tøjlehjælpen, da hesten ellers hurtigt vil begynde at reagere dårligere på hjælpen (sæde som tøjle). Det er vist ved forsøg at hvis et dyr lærer to signaler for én respons, og der derefter kun bruges det ene signal, vil dyret begynde at reagere dårligere.

At træne hesten til at reagere hurtigt og let på hjælperne, er ikke kun en fordel for rytteren. Det øger også hestens velfærd, idet den får nemmere ved at "læse" rytteren, og den slipper for pres af kraftig styrke, da den har lært at reagere på lette hjælpere. Begge dele hjælper til at hesten bliver afslappet, koncentreret og velvillig i sit arbejde.

Kilde: Proportional Principle af Andrew McLean