Andrew McLean har en PhD i hestetræning og -psykologi. Han leder og ejer det internationalt anerkendte hestetræningscenter Australian Equine Behaviour Centre i Austarlien. Andrew har over 20 års erfaring som underviser i ridning, han har vundet Gawler CCI***, har konkurreret i dressur på FEI niveau og i ridebanespringning på Grand Prix niveau. McLean er desuden forfatter til flere bøger om træning af heste.
Vi bringer her anden del af træningsserien omhandlende McLeans 8 træningsprincipper som han har arbejdet med under sin PhD.
2. del: Pavlovs princip.
Kort om Pavlovs princip: Hvis en hest skal være afslappet og opmærksom i sit arbejde, er det vigtigt at den modtager kendte og forudsigelige signaler der ikke overskrider dens smertetærskel. Netop derfor er det så vigtigt altid at træne målrettet efter at få lettere hjælpere - jo lettere jo bedre. Der er en specifik videnskab bag at træne heste og andre dyr til at reagere ud fra signaler der tidligere var uden betydning, og Ivan Pavlov (1849-1936) var den første til at beskrive det.
Det var oprindeligt ikke Pavlovs plan at undersøge træningsprincipper. Han var derimod i gang med at undersøge hundens fordøjelsessystem gennem nogle blodige eksperimenter hvor han bl.a. indsatte en glasplade i en hunds bugvæg, så han udefra kunne betragte fordøjelsen. Under forsøgene gav han hunden kød, hvorefter spytproduktion og fordøjelse kunne følges. Pavlov bemærkede dog at hunden for hver gang begyndte at savle tidligere og tidligere i processen. Andre ville bare konstatere at der var tale om en forventning og lade sig tage til takke med det, men Pavlov ville til bunds i teorien bag denne "forventning".
Pavlov fandt ud af at der er nogle strenge regler for hvordan dyr lærer at associere en tidligere neutral stimulus med en bestemt respons eller hændelse.
Han opdagede at når et dyr skal lære et nyt signal at kende, er det meget vigtigt at det nye signal kommer lige før et kendt signal (et såkaldt operant betinget signal som er et primært signal, f.eks. et træk i tøjlen, eller et klem med schenklen). Det nye signal man lærer dyret, som f.eks. "pruh", hvis hesten skal stoppe, eller en vægtforskydning der skal få den til at dreje, er klassisk betingede signaler som hesten lærer at associere med et allerede kendt, operant betinget signal.
For at tage eksemplet med "pruh", er det altså vigtig at rytteren siger "pruh" lige før vedkommende tager i tøjlen, og evt. så tøjlepåvirkningen overlapper det klassisk betingede signal. Jo længere tid der går mellem det nye og det kendte signal, jo sværere har hesten ved at associere det nye signal med den kendte respons. Det er i øvrigt vigtigt at huske at hesten ikke ved hvad "pruh" betyder, men lærer at associere det den hører, med et kendt signal og tilhørende respons. Derfor er det vigtigt for hestens forståelse at man siger ordet ens hver gang. At råbe "PRUUUUH (for pokker din møgkrikke!!)" hjælper ikke, da hesten nok slet ikke opfatter signalet som værende det samme som "pruh".
Ud over timing og præcision, er det vigtigt at være konsekvent. Et klassisk betinget signal bliver nemlig hurtigt aflært igen, hvis ikke det holdes ved lige. Hvis f.eks. rytteren begynder at sige "pruh" hvert andet minut, men uden at stoppe hesten, vil lyden "pruh" miste sin betydning (tilsvarende ville Pavlovs hund holde op med at savle, hvis ikke den fik kød som den regnede med som et led i den proces den kendte), er rytteren derimod konsekvent, og stopper hesten op hver gang vedkommende har sagt "pruh", vil hesten blive bedre og bedre til at reagere på dette signal, og de klassisk betingede signaler kan tage mere og mere over i ridningen - og det er sådan vi får lettere hjælpere.
De lette hjælpere er vigtige for hestevelfærden. Jo klarere og lettere signalerne er, jo mere rolig og opmærksom vil en hest være. Wiepkema har vist at der er en direkte proportionel sammenhæng mellem hvor ofte et bestemt signal forudsiger en bestemt reaktion, og stressniveauet hos et dyr. Således kan man sænke stressniveauet ved at sørge for at hesten reagerer hver gang den får signalet. Og måske er det ikke så mærkeligt. Vi ved alle at noget af det der giver os ro, er at vi til en vis grænse kan forudse hvad der skal ske, og at vi nogenlunde kan styre omgivelsernes påvirkning af os, og ændre dem ved at reagere. Hvis f.eks. vi møder for sent på arbejde, og får en opsang af chefen, kan vi vælge at møde rettidigt dagen efter og slippe for opsangen. Hvis derimod skideballerne hagler ned over os, uden vi kan gøre hverken fra eller til, vil vi blive stressede og utilpasse (og sikkert sige op).
Et dyrs liv består mere eller mindre af at modtage påvirkninger fra omgivelserne, og reagere på dem. Hvis ikke dyret føler det har en vis kontrol over de påvirkninger det bliver udsat for, vil det blive utrygt, stresset og udvise konfliktadfærd. Hesten skal derfor i træningen altid vide hvad den kan gøre for at ændre omgivelserne - f.eks. fjerne et ubehageligt pres fra rytterens ben.
Timing er som altid helt essentielt. For at give hesten klarhed, er det vigtigt altid at lægge ud med en let påvirkning. Hvis hesten ikke reagerer, skal den hurtigt udsættes for en kraftigere påvirkning der så vil få den til at reagere, og få en bedre forståelse for den lette påvirkning.
Også når der bruges positiv forstærkning er det vigtigt at huske Pavlovs princip: Hvis ikke "dyyygtig" bliver fulgt op af noget rart som f.eks. foder, vil det aldrig få en betydning for hesten. Og hvis ikke det vedligeholdes, vil det igen miste sin betydning.