Danish Christmas Show Dressage løber i disse dage af stablen på Vilhelmsborg ved Århus. Ved landsstævnet er der mange spændende klasser og interessante deltagere, bl.a. afvikles lørdag en Grand Prix dressur og søndag en Intermediaire I Kür og en Grand Prix Special.
Grand Prix-klasserne lørdag og søndag får deltagelse af bl.a. Thomas Sigtenbjerggaard på avlshingsten Nobleman, Rie Møller Jensen på avlshingsten Sandro King, Anette Ejlersgaard på tophesten Mikado Engvang og stortalentet Lisbet Seierskilde Pedersen på Jostrupgårdens Raneur, som hun og familien i øvrigt selv har opdrættet og uddannet til højeste niveau.
Stævnet startede allerede torsdag hvor Sandra Jensen lagde ud med en sejr i DRF Dressur Cup LA4 på hesten Dalgårdens Crelicki (DV e. Crelido/Allegro opdrættet af Anette Kloster Pedersen) med 66,18% foran beriderelev Sabrina Hesselhede på Honduro (DV e. Hohenstein/A-Dur opdrættet af Kaj H. Jacobsen).
Sabrina Hesselhede fortsatte den gode ridning fredag, da hun udover en andenplads i den førnævnte LA4 også kunne ride sig til sejren i Lindberg A/S MB3 på den tidligere fløjhingst i Dansk Varmblod, Valløs de Baron (e. De Niro/Feiner Stern opdrættet af Iben Leere Kamp) med 67,58% skarpt forfulgt af Hanne Bender på Sundorfs Aqino (DV e. Akinos/Leandro opdrættet af Tina og Thomas Sundorf Kristensen) med 67,42%.
Fredagens Ecco Prix St. Georg for ryttere under 25, blev vundet af Anne Kasprzak på Miami (DV e. Milan/Lantaan opdrættet af Vivian K. Andersen) med 79,88% foran Mette Hviid Schultz på Dawina (Westf. e. Dinard L/Porter) med 69,12%.
I en PRT ponyklasse fredag tog Kristine Koch Bejtrup sig af sejren på Dornick-Son (e. Dornick B/Bourbon) med 69,72% mens Emilie Holm Toft måtte tage til takke med andenpladsen på Dreamgirl (e. FS Don't Worry/Chantre B) med 68,8%.
Blue Hors-berideren Maria Anita Andersen red sig på Loxana (Old. e. Diamond Hit/Argentinus) i front af Prix st. Georg med suveræne 70,09% og en behagelig afstand til den andenplacerede Maik Kohlschmidt på Akon Askelund (DV e. Akinos/Pari-Ace Dane opdrættet af Poul Flye) med 67,19%.
Se alle stævnets foreløbige resultater her

