Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Totilas og den endeløse strøm af rygter

Allerede inden salget i den forgangne uge, var den laksorte hingst Totilas et af hestemediernes absolutte yndlingsemner. Måned efter måned leverede Totilas nye topresultater og rekorder under sin faste partner gennem fire år, hollandske Edward Gal.

Efter salget af Totilas som blev offentligt kendt sidste torsdag, har flere mediers Totilas-hysteri nået nye højder. Således er der en indædt kamp medierne imellem om, at være de første med nyt, også selvom det blot er baseret på løse rygter.


Heste-Nettet.dk forsøger hermed at bringe et overblik i Totilas-affæren, hvad er bekræftet og hvad er afvist fra kilderne selv.


Matthias Alexander Rath

Fredag skrev den hollandske portal Horses.nl, at den nye indehaver Paul Schockemöhle, skulle have solgt sportsrettighederne på hingsten til tyske Ann-Kathrin Linsenhoff og at dennes stedsøn, Tysklands nyeste stjerneskud på dressurscenen, Matthias Alexander Rath ville få overdraget tøjlerne til Totilas.
Kort efter skrev det tyske magasin Reiter Revue på deres hjemmeside, at Rath havde afvist at skulle ride hingsten.


Heste-Nettet.dk har i dag rettet henvendelse til den presseansvarlige for Matthias Alexander Rath, Tillmann Falt.
Falt oplyser, at Rath endnu ikke er blevet tilbudt, at ride Totilas og heller ikke skulle vide noget om en sådan handel mellem hans stedmor Ann-Kathrin Linsenhoff og Paul Schockemöhle. Rath udtaler dog til sin presseansvarlige, at han næppe kunne forstille sig en international dressurrytter, som ville afslå et tilbud om at ride Totilas.
Dermed sagt kunne den unge Rath bestemt være interesseret i at ride hingsten i fremtiden, men endnu er intet blevet ham personligt tilbudt.
Ann-Kathrin Linsenhoffs kontor afviser at kommentere yderligere på rygterne udover, at de ikke har nogen viden om et eventuelt køb fra Linsenhoffs side.


Andreas Helgstrand

Mange nyheder nævner også danske Andreas Helgstrand som en potentiel kommende rytter på Totilas. Som det er de fleste bekendt, har Helgstrand i lang tid ledt efter en ny tophest, men ifølge en nyhed i fredags på Politiken.dk afviser Helgstrand at skulle være den nye rytter på fænomenet Totilas. Til Politiken.dk udtaler Helgstrand "Jeg har ikke fået ny hest, og det er desværre ikke mig, der skal ride på Totilas."


Heste-Nettet.dk rettede i dag henvendelse til Andreas Helgstrand som bekræftede at være blevet tilbudt at købe part i Totilas, men at det altså ikke bliver ham der i fremtiden skal sidde på ryggen af hesten.


Emma Hindle

Den engelske landsholdsrytter er også flere gange blevet nævnt som en potentiel køber til sportsrettighederne for Totilas, men dette rygte dementerer hun ifølge denne nyhed på Eurodressage.com

Heste-Nettet.dk har ikke haft held til at kontakte Hindle eller dennes repræsentanter for en kommentar.



Victoria Max-Theurer

Også østrigske Victoria Max-Theurer har været nævnt som ny rytter på Totilas, men det afviser moderen, den tidligere OL-guldmedaljevinder Sissy Max-Theurer i dag overfor Heste-Nettet.dk.
Sissy Max-Theurer fortæller, at de for et års tid siden blev tilbudt at købe Totilas, men allerede dengang afslog. Max-Theurer udtaler endvidere, at efter hendes mening vil det blive svært for enhver rytter at løfte arven efter Edward Gal og at et nyt samarbejde mellem hest og rytter ville tage lang tid for at nå op på samme niveau som det Gal og Totilas havde. Efter hendes mening ville Schockemöhle gøre klogest i, at lade hingsten bedække på sin station i en periode af året for så at vende tilbage til Gal i de resterende måneder.


Midt i alle rygterne om, hvem der bliver den nye rytter på Totilas, breder der sig til stadighed et større og større ønske fra hestefolk verden over, om ikke at splitte makkerparret Gal/Totilas fra hinanden. Edward Gal har tidligere udtalt til Horses.nl, at han ikke har kunne finde en sponsor til at købe sportsrettighederne til Totilas eller for den sags skyld selv kunne rejse sådanne midler.


En gruppe på Facebook oprettet med det ene formål, at bevare ekvipagen Edward Gal og Totilas har i skrivende stund over 2.500 medlemmer.

Se gruppen her Steun Edward Gal en Totilas


Andre utilfredse fans er dog mere direkte og gæstebogen på Matthias Alexander Rath's hjemmeside er blevet en slagmark for deres frustrationer. Læs kommentarerne her


Her på Heste-Nettet.dk fortsætter vi med at følge udviklingen og opdaterer naturligvis løbende her i nyhedssektionen.


Tilføjet d. 18-10-2010 kl. 15:00 og sidst rettet den 19-10-2010 kl. 23:17 af i kategorien Ridesport.
Forsidebillede: Ingen titel af Flo

Billede




Seneste relaterede nyheder
21-09-20 Gal:'Toto bedre end Totilas'
25-05-20 20-års fødselsdagshilsen fra en særlig ven
06-02-19 Totilas og sønner i rampelyset
22-05-18 Bluetooth skal rides af Ingrid Klimke
23-03-18 HP køber hingst efter Totilas og Weihegold
14-03-18 FEI ranglisten før finalen i Paris
14-03-18 Video fra formidabel sidste World Cup kvalifikation!
24-01-18 Zonik godkendt i Holland
26-09-17 Edward Gal i Hillerød - Propfyldt og interessant clinic
01-09-17 Edward Gal kommer til Hillerød


Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider