Logo used for printing

HN afstemning
Køber du dyrt udstyr for hestens eller din egen skyld?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Edward Gal i Hillerød - Propfyldt og interessant clinic

Hillerød Horseshow 2017 i den forgangne weekend havde i år gjort et scoop til lørdag aftens særarrangement, hvor det var lykkedes at arrangere en clinic med den hollandske dressurrytter, OL-deltager og tidligere verdensmester Edward Gal med en række dygtige danske dressurryttere og deres heste. Det blev en interessant og inspirerende aften med propfulde tilskuerpladser

 

Prominent gæst til Hillerød Horseshow

Hillerød Horsehow der netop står på her i weekenden den 22-24 september havde planlagt en clinic med verdensstjernen Hollandske Edward Gal, som et særarrangement lørdag aften den 23. september i tidsrummet kl. 19-22. Edward Gal har som bekendt både deltaget ved OL og vundet medalje ved Ol, VM, EM og World Cup, og tidligere holdt verdensmestertitlen.

 

Gribaldi og Totilas

Edward Gal har redet flere legandariske præstations og avlshingste, så som den legandariske trakehnerhingst Gribaldi, som var efter en tvillingedatter efter den ligeså legandariske til Danmark hentede trakehnerhingst Ibikus. Edward Gal red efterfølgende den populære og stærkt promoverede Gribaldi søn Moorlands Totilas, som han slog Anky Van Grundsvens verdensrekord i dressur med, først med 90,75% og senere hvor han slog ekvipagens egen rekord ved World Cup Stævnet på Olympia Station i London i 2009 med formidable 92,3 %, og vandt klassen med mere en 10% point. Edward Gal red Totilas indtil hingsten blev solgt til Tyskland for et tilsvarende svimlende millionbeløb.

 

Glock hestene

Mange har tillige nydt at se ham arbejde med den danskopdrættede Glock's Zonik, eller nydt hans ridt på Glock's Voice, som han ligger på en øjeblikkelig 12. plads på FEI's verdensrangliste. Derudover rider han Glock's Toto jr, og Glocks Sir Schenkenberg.

 

Edward Gal på nært hold i Hillerød

Lørdag aften på Hillerød Horseshow var Edward Gal imidlertid ikke selv til hest, men indtog den lille bane i Frederiksborghallen til fods for at afvikle en clinic med nogle af vore rigtig gode danske dressurryttere og deres heste. I alt fire ekvipager var på banen alt fra den unge 5-årige hest til den fuldt uddannede og modne Grand Prix hest, så der var heste på alle niveauer uddannelse at følge med i, fra de propfulde tilskuerpladser.

 

Gennemgående for Gal's instruktion denne aften af alle fire ekvipager, var at han generelt arbejdede meget på at instruere rytterne i at forbedre hestenes skarphed og reaktionsevne, sikre at de hele tiden var opmærksomme på rytternes hjælpere, og ikke selv forudsagde øvelserne, samt gennem mange overgange afvekslende arbejde og forberedende øvelser, at opnå at forbedre hestens bevægelse og kvalitet i de enkelte øvelser der blev udført, svarende til hestenes alder og uddannelsesniveau. For samtlige ekvipager var det tydeligt, at arbejdet gav resultater og det var helt tydeligt for publikum at se, at kvaliteten af de udførte øvelser blev bedre fra start til slut i de enkelte sessioner efter Gals vejledning.

 

Kraglund på Jumbo Jet

Første ekvipage på banen var Katrine Kraglund på en dejlig 5-års vallak Jumbo Jet, som Edward Gal øvede overgange med. Vallakken hang lidt, med for megen vægt på tøjlen, og var ikke helt fremme, så sessionen gik på at få den frem for benet, gøre den mere skarp og lettere fortil. Edward Gal forklarer: "Hvis hesten ikke er så hurtig, så lader jeg den gå frem først i stedet for at hænderne holder hesten tilbage. Det er vigtigt den reagerer først for benet". Tillige gøres hesten hurtig og skarp ved hjælp af mange små og hurtige overgange forklarer Gal: "Der skal en masse små transitioner til med den unge hest, for at gøre den hurtigere for benet, så den bliver mere opmærksom og hurtigt reagerende", vejledte Gal.

 

På spørgsmålet fra publikum på, hvad Gal ser efter ved køb af unghest, svarede han: "Jeg vil gerne sidde på hesten og mærke følelsen af den under mig. Det er det vigtigste for mig. Mange heste bevæger sig godt, men det kan være noget helt andet at sidde på dem" Og om deres temperament sagde han: "Hvis den er helt umulig i hovedet som 5-års, vil den formentlig også være en udfordring som 10 års". Ifølge Gal er det altså noget man skal gøre op med sig selv, hvilken hest, hvilket temperament og hvilken fornemmelse, der føles rigtigt for den enkelte rytter.

 

Selina Solberg Vittinghus på mb hoppe

Næste rytter på bane var Selina Solberg Vittinghus på en rød Atterupgaard hoppe på mb niveau.

Edward Gal observerede indledningsvist, at den virkede lidt stram, så opgaven blev indledningsvist at løsne den lidt mere op, og få den til at samle sig af sig selv. Det var tydeligt for publikum at se at bl.a. traven på hesten blev meget bedre fra start til slut af sessionen, efter det indledende arbejde, hvor hesten var betydeligt mere løsgjort.

 

Gal arbejdede endvidere med ekvipagen på det forberedende arbejde til piruetter, og på at få den til at sætte sig bedre bagtil, samtidig med at fremaddriften og rytmeen blev fastholdt, også når de igen red ud af øvelserne. Gal vejledte om at det til tider er hensigtsmæssigt blot at lave kvartpiruetter, for at fastholde styringen hos rytteren, så hesten ikke forudser øvelserne som f.eks. en halvpiruette og hermed forsøger at tage styringen. Den skal derimod hele tiden være opmærksom på og afvente rytterens anvisninger.

 

På spørgsmålet om hvornår Edward Gal ville synes det passende at påbegynde arbejdet med at lege med piruetter, svarede han ligesom ved køb af hest, at det kommer an på hesten og ens fornemmelse. Ud fra hans erfaring har små heste nemmere ved at lære det tidligt, men man må tilpasse det efter hesten, og passe på ikke at gøre for meget for tidligt. Men 7-års alderen er normalt meget passende, og nogle gange kan det være fint at starte i 6-års alderen. "Changementer kan derimod godt lejes ind i en 5-års hest", forklarer Edward Gal: "Jeg tror ikke det er godt at vente alt for længe. Man kan sagtens gøre det når man alligevel træner kontra galop, og det er fint hvis hesten kan changere som 6-års, så kan man lege det ind i 5-års hesten".

 

Amanda Overgaard på Sky News

Næste rytter på banen var Amanda Overgaard på den 9-årige vallak efter Zardin Firfod, Sky News Horsebo. Gal arbejder her tillige med forberedelserne til piruetter og han ønsker hesten mere aktiv i galoppen, hvorfor de træner med at den rides godt frem, hvorefter den rides tilbage og frem igen. Her er det tydeligt at hesten forudser at der kommer en piruette, derfor er det vigtigt at den blot rides frem, for derefter at blive redet tilbage igen og frem igen.

 

Hesten kommer ind og sætter sig en hel del, og Gal giver den en skridtpuse. "Det er vigtigt med skridtpauser. Det er hårdt for hesten at komme ind og sætte sig så meget", siger Gal inden de igen genoptager øvelsesarbejdet med piruetterne. Til sidst vil Gal gerne se lidt travarbejde, og kommenterer en udbredt fejlopfattelse: "Samlet trav har intet at gøre med at ride langtsommmere. Det er blot et spørgsmål om at hesten kommer mere ind under sig".

 

Zibrandtsen på Detroit

Aftenens sidste rytter på banen er Anna Zibrandtsen på den 12-årige sorte oldenburger hingst Detroit, som der øves piaffe og passage med. Faktisk er det tydeligt at hingsten har ret let ved passage, da den nærmest bevæger sig rundt i passage på den lille bane allerede under opvarmningen.

 

Under Edward Gals vejledning øves passagen først og herefter piaffe fra skridt. Der veksles lidt mellem øvelserne, og det er tydeligt at hingstens passage og piaffe bliver bedre og bedre efterhånden. Gal varierer med travarbejde ind imellem, men da hingsten har tendens til at korte op i passage, ønsker Gal mere jordvindende almindelig trav, til afveksling for at få endnu mere bevægelse ind i de svære øvelser og bedre overgange. Han opfordrer i flere omgange Anna til at gå op i letridning og komme frem over jorden, hvilket i sig selv er en udfordring på den lille ridebane der er opstillet i hallen, men efterfølgende ses resultatet tydeligt i form af en meget bedre, mere fremadsøgende og større trav, og en efterfølgende tillige meget flot passage med meget aktive bagben.

 

Blomster og læring med sig hjem

Aftenen blev sluttet af med applaus fra publikum og overrækkelse af blomsterbuketter til samtlige de deltagende ryttere, som sikkert har fået et par gode øvelser med sig hjem. Tillige blev det til en interessant, inspirerende og lærerig aften for alle amatør rytterne på tilskuerpladserne, som med sikkerhed også har fået inspiration og gode tips til ridningen med sig hjem at øve sig på.

 

Det var desværre ikke tilladt at tage billeder under afviklingen af Edward Gals clinic. Der for er det ikke muligt at vise billeder fra arrangmentet.

 

Billede

 

Edward Gal på Glocks Voice, som ikke er fra arrangementet ved Hillerød Horseshow, da det desværre ikke tilladt at tage billeder under afviklingen af Edward Gals clinic. (Arkivtoto: Jp-Photo.dk)

 


Tilføjet d. 26-09-2017 kl. 09:15 og sidst rettet den 26-09-2017 kl. 09:45 af i kategorien Ridesport.
Forsidebillede: Ingen titel af Tinele (hesti)





Seneste relaterede nyheder
01-09-17 Edward Gal kommer til Hillerød
17-11-16 Vil du møde Severo ansigt til ansigt?
26-10-16 Hillerød Horse Show – en fantastisk weekend i hestens tegn
04-09-15 Åbent brev til Dansk Rideinstruktør-Forening fra Blue Berry Hill, Rideinstruktør-Foreningen
28-12-13 Legendernes tid i Olympia
13-03-12 Se eller gense Gal og Romanov
20-01-12 Adelinde og Parzival i topform
09-01-12 Edward Gal suveræn i Drachten
01-12-11 Top hingste i KWPN hingstekonkurrencen i Hengelo
25-10-11 Edward Gal og Lars Petersen skal ride Romanov og Casmir


Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider