Det tyske hold lå i førerposition allerede fra første runde og holdspringningens tredje runde ændrede ikke ved det faktum.
Med fejlfri runder af Janne-Friederike Meyer på Cellagon Lambrasco (Holst. e. Libero H/Coriolan), Carsten-Otto Nagel på Corradina (Holst. e. Corrado I/Sandro) og Meredith-Michaels Beerbaum på Checkmate (Hann. e. Contender/Pik Bube II), holdt tyskerne deres samlede antal fejl nede på blot 17,8 foran et stærkt afsluttende fransk hold med 24,32 fejl.
Det franske hold bestod af Pénélope Leprevost på Mylord Carthago (SF e. Carthago/Jalisco B), Kevin Staut på Silvana de Hus (KWPN e. Corlando/Widor), Patrice Delaveau på Katchina Mail (SF e. Calvaro/Laudanum XX) og Olivier Guillon på Lord de Theize (SF e. Donald Rouge II/Tolbiac Des Halles).
Belgien vandt overraskende nok bronzemedaljen i holdkonkurrencen. Den belgiske landsholdstræner Philippe Guerdat havde ellers haft svært ved at samle et stærkt nok hold, da man i Belgien har været præget af mange hestesalg og skader det seneste års tid.
For det belgiske hold red Jos Lansink på Cavalor Valentina Van't Heike (BWP e. Nabab de Reve/Lys de Darmen), Philippe Le Jeune på Vigo d'Arsouilles (BWP e. Nabab de Reve/Fleuri de Manoir), Dirk Demeersman på Bufero van het Panishof (BWP e. Parco/Polidictus van de Helle) og endelig Judy-Ann Melchior på den tidligere danskejede Cha Cha Z (Zang. e. Carthago/Beachboy).
Cha Cha Z var i Danmark ejet af Linnea Ericsson som også ved flere lejligheder repræsenterede Danmark ved nationsspringninger på hoppen, bl.a. ved den uforglemmelige sejr i Falsterbo 2008, hvor Cha Cha blot 8 år gammel leverede to fejlfri runder i den femstjernede nationsspringning.
Det canadiske hold sluttede på en 5. plads med 27,93 fejl og det blev dermed ikke til en holdmedalje for den danskopdrættede Chianto (DV e. Carano/Primus AA/Ugor opdrættet af Annette M. Nielsen) der dog leverede en nulrunde i klassens anden runde og dermed var holdets andenbedste hest, kort slået af OL guldvinderen fra 2008, Hickstead med Eric Lamaze i sadlen.
Med den flotte nulrunde er Chianto rykket endnu længere op i den individuelle stilling og ligger med sine blot 3,7 fejl nu på en flot 5. plads og dermed kun er en enkelt placering fra den prestigefyldte finale blandt de fire bedste ekvipager.
Brasilianske Rodrigo Pessoa fører den samlede stilling på HH Rebozo (CCDM e. Tlaloc M/Ramiro) med 2,8 fejl foran belgiske Philippe Le Jeune på Vigo d'Arsouilles med 3,11 fejl og tyske Carsten-Otto Nagel på Corradina med 3,24 fejl.
Canadiske Eric Lamaze ligger foreløbigt på en fjerdeplads med 3,39 fejl.
Svenske Rolf-Göran Bengtsson og Ninja La Silla (KWPN e. Guidam/Lys de Darmen) ligger med 5,37 fejl på en foreløbig sjetteplads, mens gårsdagens nummer et, saudi arabiske Khaled Al-Eid og Presley Boy (KWPN e. Concorde/Damiro) med sine 4 fejl i holdspringningens sidste runde, rykkede ned på klassens 7. plads.

