Da Blue Hors præsenterede deres nye første berider, Sune Laust Hansen, var han for mange danske hestemennesker ganske ukendt. I dag er ikke mange i tvivl om, hvem Sune er, som ny førsteberider hos Blue Hors Dressage, har han allerede givet os mange flotte ridt.
Gennem 2009 har han blandt andet deltaget ved DM og EM i dressur med gode resultater. Derudover har han redet flere internationale stævner i udlandet og i Danmark. Ved Danish Christmas Show på Vilhelmsborg, som blev afholdt 19.-22. november, gjorde Sune rent bord med sejre i Prix St. Georg, Grand Prix og Grand Prix Special. Der er ingen tvivl om, at Blue Hors råder over et fantastisk hestemateriale, Sune fortæller dog, at det er svært at overtage heste fra andre. Men som han selv siger, er hestematerialet jo absolut non plus ultra.
Skulle der alligevel være nogen, som er i tvivl om hvem Sune er, kan vi fortælle, at Sune er 34 år gammel. Han har boet og arbejdet 15 år i udlandet, hvor han også har taget sin berideruddannelse. Han overtog i slutningen af 2008 jobbet hos Blue Hors efter Andreas Helgstrand. Der er ingen tvivl om at Andreas har efterladt nogle store fodspor at følge, men det må siges at Sune allerede har vist alle, der følger dressursporten, at han bestemt er opgaven værdig.
Ved JBK Horse Shows deltog Sune med flere af Blue Hors-hingstene, og Heste-Nettet var så heldig at få en snak med en meget travl ung mand.
Video: EH Media

