Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Tegn på at folingen er nær

Føltiden nærmer sig, og hvornår er det lige det skal ske? Hopper styres ikke alene af kalenderen. Heldigvis viser hoppen sædvanligvis en række tydelige tegn på, hvornår det er tid, som er rigtige gode indikationer på hvornår det er ved at ske. Her er en guide til de typiske normale tegn på hvornår folingen er nær.

 

Føltiden nærmer sig

Nu nærmer føltiden sig, og mange ser frem til den dag hoppen skal fole. De fleste har sikkert helt styr på kalenderen, og hvornår tidspunktet kan falde, men hopper foler ikke efter kalenderen, men hvornår føllet er klart, så der er naturligvis variationer for, hvornår hopper foler, selvom de er blevet befrugtet på nogenlunde samme tidspunkt. Derfor er det nødvendigt at observere sig frem til tidspunktet, og her er der heldigvis mange synlige tegn du kan følge.

 

Der er en række normale tegn på at en foling er lige oppe over, hvis man betragter drægtige hoppers adfærd, som er en rigtig god indikation for som hesteejer at få en fornemmelse på, hvornår det sker. Her er de typiske normale tegn:

  • Forstørrelse af hoppens yver - Et af de første tegn på at folingen er nær er som regel en udvidelse af yveret. I løbet af den sidste måned af drægtigheden udvides hoppens yver som regel. Det kan i denne periode også godt veksle lidt i størrelse, afhængigt af hoppens fysiske aktivitet. Ofte kan man opleve at yveret udvider sig, efterhånden som der løber mælk til i hvile i løbet af natten, mens det skrumper lidt ind igen i løbet af dagen, hvor hoppen er aktiv. Når først yverets størrelse er mere permanent stort også i løbet af dagen, betyder det som regel at tidspunktet for folingen begynder at nærme sig. Fra dette tidspunkt bør hoppen overvåges regelmæssigt.
  • Forstørrelse af yver og forlængelse af patter - yveret udvider sig fortsat, men samtidig øges presset på den yderste del af yveret og patterne svulmer også let op og virker længere. Overgangen mellem patter og selve yveret bliver mindre skarpt, hvorved det forekommer mere end før at de går ud i hinanden uden skarpe afgrænsninger. Den nederste den af patterne forbliver lille, men efterhånden som tidspunktet for folingen nærmer sig, forstørres de og presses udad og strækker sig yderligere, som følge af et voksende pres på yveret.
  • Afslapning og af musklerne i bagparten og omkring skeden - Afslapning af musklerne i bagparten og omkring skedeåbningen, opstår typisk ca. omkring 3 uger før folingstidspunktet. Disse forandringer i fysiologien sikrer at fosteret lettere kan bevæge sig ud i fødselskanalen. Denne proces sker også gradvist og det er ikke sikkert at den er meget tydelig hos alle hopper. I de fleste tilfælde kan man dog observere en tydelig fysisk forandring, hvor det ser ud som om at musklerne i bagparten omkring bækkenet begynder at slappe af. Musklerne i området omkring skeden bliver slappe og indfaldne, og der opstår et hulrum på hver side af haleroden. Dette område er det en god ide at inspicere dagligt, når hoppen alligevel tjekkes, da det er et relativt sikkert tegn.
  • Maven bliver løs og bevægelig - Bugmuskulaturen slappes og maven virker mere løs eller bevægelig efterhånden som den bliver større, og ca. en uge forud for folingen, kan den igen se ud som om den igen bliver mindre, hvilket hænger sammen med at føllet begynder af vende sig og lægge sig i positionen som det skal ligge i forbindelse med folingen. Denne ændring kan ikke observeres hos alle hopper.
  • Dannelse af vokspropper - Når det er lige op over og folingen ligger inden for 12-36 timer, dannes der typisk nogle små vokspropper for hver ende af hver af hoppens patter. I visse tilfælde kan de også opstå en til to uger før folingen, mens enkelte hopper ikke viser dette tegn. Derfor er dette sidste tegn ikke altid så sikkert at kigge efter, da der er relativ stor variation mellem de enkelte hopper.
  • Afslapning af skeden - Indenfor de sidste 24-28 timer før folingen finder sted, kan hoppens skede svulme op og begynde at slappe af, så den fremstår betydeligt større og længere end normalt. Den udvider sig på denne måde, således at det bliver lettere for føllet at passere.
  • Mælkeløb - vokspropper kan nogen gange forekomme kombineret med mælkeløb, eller at der drypper mælk fra hoppens yver. Selvom disse tegn oftest betyder at hoppen foler snart, er det dog ikke alle hopper der udviser dette tegn. Enkelte hopper har mælkeløb indtil flere dage før de skal fole, hvilket dog ikke er at foretrække. Herved mister hoppen megen af den værdifulde modermælk (colostrum), som er i den første hoppemælk, og som er så vigtig for det nyfødte føl. Det indeholder alle de vigtige antistoffer og afføringsfremmende stoffer, som føllet skal bruge i sin første levetid, og hjælper tillige med at opbygge føllets immunforsvar, som det reelt fødes uden. Det er derfor problematisk, hvis en hoppe mister store mængder colostrum op til selve folingen, fordi det er vanskeligt at observere hvor meget hun taber, og tillige at afgøre om der eventuelt bør gribes ind. Man kan så overveje at malke hoppen og fryse mælken ned, så det efterfølgende kan tøs op igen og gives til det nye føl, når det er kommet til verden.
  • Øget raskløshed - Hopper bliver ofte mere og mere raskløse efterhånden som folingen nærmer sig, og hoppen kan virke som om hun helst vil være alene. Det kan være hun går frem og tilbage, slår med halen, kikker på sin bug eller sparker efter maven. Disse tegn kan minde lidt om kolik, men hoppen vil som regel både spise, drikke, gøde og urinere, og frekvensen vil øges efterhånden som hun er tæt på at fole.
  • Hoppen falder i sved - Efterhånden som folingstidspunktet er meget nært forestående, falder hoppen oftest i sved. Hoppens hals og flanker føles varme eller fugtige, og hun begynder som regel at svede over det meste af kroppen. Når hoppen er nået dette punkt er folingen lige oppe over. Derudover kan hoppen finde på at lægge sig og rejse sig igen flere gange i løbet af denne fase, indtil føllets forben i moderkagen kommer til syne. Herefter vil hoppen som regel lægge sig ned og blive liggende, indtil føllet er født.

Ikke alle hopper er ens

Som det fremgår er der en række generelle tegn som man kan se efter og løbende observere. Men som det også fremgår, er det ikke alle hopper der udviser samme tegn lige tydeligt, og der er også forskel på, om der er tale om førstegangsfolende hoppe eller en, der har prøvet det før.

 

Kend din hoppe

Til gengæld forholder det sig også sådan, at kender man den enkelte hoppe godt fra tidligere folinger, så kan man være ret sikker på, at hun udviser samme tegn fra gang til gang. Og så er det lige det, at de fleste hopper intuitivt har fuldstændigt styr på hvad der skal ske, også selvom de ikke har prøvet det før. Derfor gælder det som hesteejer at man først og fremmest skal holde roen på sig selv, og lade hoppen styre forløbets gang. Føllet kommer når det er klart til det.

 

God fornøjelse med følsæsonen!

 

Billede

 

Kend hoppens termin på hendes signaler. Resultatet var her, et yndigt trakehnerføl Instanzia ( e. Aston Martin / Schwadroneur) (Foto: Tine Lessel)

 


Tilføjet d. 11-04-2017 kl. 10:15 af i kategorien Avl.
Forsidebillede: Ingen titel af Tinele (hesti)





Seneste relaterede nyheder
10-09-20 Prisniveau i top på NIS-auktion
10-07-19 Føl savnes og frygtes stjålet
30-04-19 Føl overlever på mælk fra amme-ged
16-04-18 Mavesår uhørt udbredt ved fravænning
17-06-17 Føl forsøgt stjålet fra fold
13-04-17 Beretningen om et tvillingeføl: Væk herfra - alt for tidligt
05-09-15 Przawalski føl født i fangeskab
12-08-15 Når mors mælk er giftig
03-08-15 Når mors mælk dræber
12-04-15 Smerte- og stressfrie folinger


Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider