Det hjælper naturligvis at ride en god dressur hvis man gerne vil klare sig godt i military. Men på Blair Castle viste det sig i går at være af yderste vigtighed at man kan ride terrænspringning også. Således gav den kuperede bane anledning til mange fejl og megen flytten rundt i placeringerne.
Det regnede hele dagen og bunden blev i løbet af klassen meget glat. Midt i klassen valgte man efter to afsidninger i træk at tage forhindring 21b ud. Kombinationen bestod af en kasse på flad grund (21a) derefter let buet spor til en lidt mindre forhindring med landing på en meget stejl bakke (21b) i bunden af bakken stod så en smal kasse (21c). Problemerne på 21b opstod når hestene forsøgte at sætte bagbenene ind under sig for at springe, der gled bagbenene frem og hestene kunne således ikke nå at komme helt fri af kassen. Ingen kom alvorligt til skade ved nogle af faldene og alle ryttere og heste gik derfra ved egen hjælp.
Den megen regn gjorde det svært at holde tiden. Bunden var tung mange steder og med de mange bakker handlede dagen ligeså meget om at holde hesten frisk hele vejen som at springe springene. Mange ryttere valgte alternativer for at være sikker på at give hestene de mest optimale forhold hele vejen rundt.
Tre ryttere nåede mål uden fejl overhovedet, de ligger nu hhv nummer 1, 3 og 7. Michael Jung eller som døbt af kommentatoren på FEItv the Junginator red klassens yngste hest, den kun otte år gamle fischerTakinou rundt på banen som om det var en 1* til nationalt stævne. Direkte vej alle steder og 9 sekunder inden for fejlfri tid. FEI kommentatorerne debaterede et øjeblik om han overhovedet gik alternativerne på sådan en bane. Dermed ligger Michael Jung nu nummer et, rykket op fra en tredjeplads i dressuren, med 33,5 straf.
Den anden helt fejlfri ryter er Isabelle (Izzy) Taylor på KBIS Briarlands Matilda. Izzy lå efter dressuren nummer 26, men ligger nu nummer tre med 44,0 straf.
Tredje helt fejfri var Gemma Tattersall på Arctic Soul. Gemma var den første på banen der viste at det var muligt at nå tiden og være fejlfri. Hun rykker fra en placering som nummer 35 op til nummer 7 med 47,3 straf.
Sandra Auffarth på Opgun Louvo, der var bedst efter dressuren, var fejlfri på forhindringerne i terrænet, men med 11,2 fejl på tid har hun nu 42,6 straf og indtager dermed andenpladsen.
Hanne Wind Ramsgård var eneste dansker tilbage efter Mia Hastrups hest Constantin M blev syg fredag og derfor ikke kunne fortsætte i konkurrencerne. Hanne og Vestervangs Arami leverede et virkelig flot og flydende ridt. De var fejlfri på forhindringerne men med 30 fejl på tid. Dette giver en placering som nummer 32 før søndagens ridebanespringning, med 78,3 straf.
Også for holdmesterskabet blev terrænet vigtigt. Kun to nationer har fire ryttere tilbage, det er Tyskland og Spanien. Tyskland indtager førstepladsen med 122,70 straf.
For Storbritannien måtte William Fox-Pitt og Bay My Hero meget overraskende udgå. Bay My Hero fandt det svært at få fodfæste i et afsæt på en trippelbrush og var derefter ikke til at overtale til at gøre endnu et forsøg der. Storbritannien holder dog fast i deres andenplads med 169,3 straf.
På tredjepladsen er det Frankrig der holder på med 179,7 straf. Her var det Karim Florent Laghouage på Entebbe de Hus der var en af de uheldige på forhindring 21b. Frankrig kæmper om en kvalifikation til OL så de vil gøre hvad de kan for at holde fast i deres tredjeplads.
Der gives ved EM to biletter til OL. De gives til de to bedste hold der ikke allerede er kvalificerede. Allerede kvalificerede er Storbritannien, Tyskland, Holland og Irland. Frankrig var kvalificeret indtil en positiv dopingtest fratog dem deres medaljer ved WEG på hemmebane sidste år. Franskmændene er derfor meget opsatte på at få deres kvalifikation nu.
De to andre nationer der kæmper indædt for at komme til OL er Sverige og Spanien. Sverige måtte desværre i går sige farvel til Johan Lundin, som ellers gav en stor akrobatisk opvisning i fuld galop gennem vandforhindringen, i sit forsøg på at blive på.
Sverige ligger lige nu foran Spanien, men også kun lige, seks strafpoint skiller de to nationer.
Søndagens springning begynder kl 12 dansk tid og kan følges på FEItv. Inden da skal alle hestene præsenteres for ground jury og en dyrlæge. Med den hårde bane i går er det ikke utænkeligt at et par heste bliver vurderet for trætte til at springe i dag. Dette kan nemt få indflydelse på stillingen, specielt i holdkonkurrencen. I skrivende stund har ingen ryttere trukket sig før den sidste trot up.

