"Kære Formand Torben Frandsen.
I forbindelse med den nyligt opblussede debat om ridestil og etik i ridesporten, følgende blandt andet billederne af Edward Gal i Aachen og den danske toprytter, Andreas Helgstrand, i Falsterbo på hoppen Tørveslettens Stamina, er jeg interesseret i at høre, hvad Instruktørforeningens holdning til den ridning, vi ser på omtalte billeder er?
Er dette måden man ønsker at uddanne heste og beriderelever i Danmark og er det en ridestil der opmuntres blandt Rideinstruktør-Foreningens medlemmer?
Deler Rideinstruktør-Foreningen FEI's holdning til at Falsterbo-billederne er "highly disturbing" og i så fald, hvor stiller det foreningen i forhold til uddannelsen af berider elever fra Stald Helgstrand, som er en stor uddannelses institution af både heste og beriderelever i Danmark.
I Foreningens beskrivelse står der at: "Foreningens formål er at samle erhvervsryttere i Danmark, der har undervisning i ridning som hovederhverv, og som derigennem er med til at højne ridesporten?. "
Føler I, at den mediebevågenhed der er omkring Falsterbo-billederne er med til at højne ridesporten? Og hvilke tiltag vil I, i Rideinstruktør-Foreningen, foreslå fremadrettet for at opnå et positivt og højnet billede af dansk ridesport?
Oplever I at billederne fra Falsterbo lever op til Jeres etiske regelsæt, blandt andet stk 1, 2 og 8e.?
Og slutteligt, er der tiltag Rideinstruktør-Foreningen kan tage, der beskytter både hestene og rytterne, i det offentlige rum, mod uretmæssig behandling?
Jeg ser frem til at høre Jeres svar.
Med venlig hilsen
Susan Kjærgård
Hestetræner og Rideinstruktør
Blue Berry Hill"
Update: Her kan du læse Torben Frandsens svar til Susan Kjærgård