Åh hvor jeg ved at du lider i dag....

Erkend at der intet er at gøre andet end at være der

Tag i mod den støtte andre giver og lader være med at skulle være pæn, sød, værtinde agtig og alt muligt andet.

Bare vær der for sig selv og for at sige farvel

Det er SÅ svært at sige farvel til sine forældre, jeg tuder bare ved at skrive dette til dig.

Jeg vil sende mine varme tanker til dig i dag .....

RIP mor og far

Jeg skal fortælle...

Nå, here it goes:

Min ældste storesøster og min mor (i kørestol), står på kirkegården- så har de glemt det. Min søster får adviseret graveren, så min far blev bisat i sin barkurne.

Min mor var noget ked af det, men bagefter fik vi den lettere barsk humoristiske kommentar:

"Og da de kom til graven, så var der intet hul..."

("Melodi: Mallebrok").

Det var sgutte sjovt for min gamle mor. Men hun vidste ting kan ske.

Da hun blev begravet sagde præsten "håndgerningslærer"- jeg forventede min mor ramlede kistelåget af, og sagde: "Det hedder det ikke! Det hedder håndarbejdsslærer!"

Forresten skyndte præsten sig væk- og huskede så, at vi skulle synge "Altid frejdig"ved graven. (UPS!)

Min mor var heller ikke vild med den præst. De tog nogen ture, da han sad i byrådet.

Han bisatte også min far, og brød sig tydeligvis ikke om de røde faner i kirken.

Ham om det!

---

Charlotte, jeg kondolerer, og ønsker det går godt.

"Her vil ties, her vil bies, her vil bies, det har den art,

snart kan du finde forsommers minde forsommersminde der gør mig glad"

Først og fremmest kondulerer jeg dybt. Det er forfærdeligt at miste en forælder.

Jeg er en af dem der måtte til psykolog intet mindre end 2-3 år efter min mor døde. Jeg havde simpelthen "glemt" sorgprocessen i min iver efter komme videre. Der gik dermed flere år inden det hele ramlede og jeg opsøgte studiepsykologen, som hurtigt diagnosticerede at det ikke var studiet, men tabet af min mor der var årsagen.

Så mit råd er: Vær i sorgen, føl den og lid. Man må græde alt hvad man vil. Husk at bruge din familie. Det kan være svært at tale om tabet, fordi folk bliver triste, men husk dette:

Du gør dem ikke kede af det ved at tale om din fars død. De var kede af det hele tiden. Ved at starte en samtale kommer de til at græde, men de VAR altså kede af det inden, og ud skal det jo.

Derefter kan der komme en tid hvor man vender sig til at være i sorgen og være småtrist hele tiden. Så kan man få dårlig samvittighed over at føle sig glad. Man har altså de følelser man har, og selvom man har mistet en nær og kær person, må man altså godt glæde sig over eller sammen med det eller dem, man stadig har.

Efterhånden vil der komme flere glade end triste stunder igen, men man kan sagtens blive trist en stund flere år efter, og så må man tage sig tid til at sørge igen igen igen.

En klog person sagde: Man kommer aldrig over et dødsfald, men man kommer videre.

Kære Charlotte.

Jeg har heldigvis begge mine forældre endnu, men for snart to år siden mistede vi min elskede morfar. Det var forventet, han sygnede langsomt hen, og vi havde allerede flere gange sagt farvel, for lægerne mente, at nu! var det nu. Han tog afsted en tidlig mandag morgen hvor næsten alle børn, børnebørn og oldebørn var hjemme. Min mormor holdt hans hånd. Jeg var den første der kom derover, lidt i syv om morgenen, og gik i fuld effektivitets-modus. Vi fik ringet til dem, der skulle vide det, ringet efter bedemand, præst, familie, blomster osv. Der blev skaffet morgenmad og frokost - han lå i sengen i stuen, ud til vinduet, og vi sad i stuen sammen med ham. Jeg trøstede mormor, moster, mor... Ja, jeg havde endda tid tilovers til at være harm over min lillebrors (på 24) åbenlyse sorg.

Der blev spist, snakket, hilst over til Morfar der lå med en lille buket under hænderne og sov. Nogen dage efter blev han begravet, og jeg kunne da lige organisere musikken samt selv spille til bisættelsen. Hu hej bagefter måtte jeg op til mit arbejde bagefter, der var ingen tid. Jeg kunne trøste og hjælpe, men sørge? Det havde jeg ikke tid til.

Nogen måneder senere var urnen kommet på plads, og gravstenen sat. Jeg tog op til kirkegården alene, og så for første gang graven. Der fik jeg endelig, endelig grædt ud. I ca. en time stod jeg og snakkede og fik lukket hul op til min store sorg der slet ikke havde fundet noget hul ud. Jeg havde jo taget alle disse roller, og afskåret mig fra en stor del af sorgbearbejdelsen i og med at jeg også ved bisættelsen tog en rolle. Ydermere var bedemanden kørt med kisten da jeg kom ud, og DET har jeg aldrig tilgivet ham. Han har sidenhen undskyldt, men hvad skal jeg bruge det til nu? Jeg får aldrig den chance tilbage.

Efter at jeg havde fået taget afsted med morfar den sommerdag jeg var oppe ved graven har jeg da været der nogen gange - men det var simpelthen så vigtigt den gang. Har du brug for at holde tilbage, så hold dig travl med forskellige opgaver - men der er intet du SKAL. Det du SKAL er at gøre det, som er bedst for dig, og som du helst vil huske tilbage på det.

Kunne du tænke dig noget specielt musik, så ring til præsten og spørg om der er mulighed for det. Ønsker du f. eks. et minuts stilhed så bed om det, ingen tale, så bed om det. Mange præster går gerne meget vidt for at tilpasse situationen efter folks ønsker. Som organist har jeg oplevet forskellige musikanter og sangere, dansere, ultrakorte og meget lange begravelser, endda en CD-afspiller med Vera Lynn: "We'll meet again" da den gamle landbetjent og modstandsmand blev begravet.

Jeg har efterhånden gjort min fred med at morfar er væk. Han har i meget af min barndom betydet rigtigt meget, da han boede lige henne om hjørnet og altid havde tid, mens far altid arbejdede, så en slags Far, i alle henseender, har han været for mig. Han gik ned af bakke i mange år før han døde, fysisk og mentalt. Men den person han var til sidst forsvinder mere og mere i min hukommelse. Den mand der to dage før sin død (Lørdag aften) mumlede "Was? Mutter?" da jeg forsøgte at snakke med ham kan jeg da huske, men det er ikke min morfar. Min morfar er ude at køre med campingvognen, ordner den lille sø i haven, og danser med mormor. Det bliver stærkere jo længere han er væk, og ligeledes gør savnet det. Man siger jo at tiden læger alle sår, og ja, det er da rigtigt. Men der kommer også noget andet i stedet for såret - et menneskes sår vil jo også danne arvæv, ligeledes gør sår på sjælen det, og det bliver aldrig præcis det samme som før. Han er i minderne vokset til den gamle, raske morfar der altid var der for os børnebørn, og byder gerne ind med et råd når det hele ramler.

Hilsen Lene

Hej alle sammen

Jeg må desværre med dele Jer at Chalotte desværre IKKE er i blandt os længere.

Hun vil være elsket og SAVNET... Jeg har selv personlig kendt chalotte siden feb 2008 og indtil i går.

Mine tanker går til hendes bror som desværre nu har mistet sin mor, far og søster...

Chalotte er nu genforegnet med sin elskede mor og far.. Himlen har fået en ny stjerne

... at læse at Charlotte har forladt denne verden.

Jeg har tænkt meget på hende på det seneste, og havde håbet at læse positivt nyt - så dette var det sidste jeg havde ventet.

Charlotte var igennem alt for meget igennem sit alt for korte liv - jeg håber at den sympati og støtte hun har mødt herinde måske har været med til at hjælpe lidt når det var svært.

Selv om jeg aldrig mødte hende, er hun en jeg vil huske.

Mange tanker til hendes bror og venner.

lyst til at skrige NEJ!!!!

Det kan simpelthen ikke passe

Jeg har på sidelinjen i mange år fulgt Charlotte, og selvom jeg på ingen måder kender hende privat, påvirker det mig alligevel meget hun ikke længere er her.

Sender alverdens tanker til de pårørende der sidder tilbage, ikke mindst hendes bror.

Charlotte, jeg håber du finder din ro nu, sammen med din far og mor igen. Tak for du delte så meget af dit liv med os. Må du hvile i fred

Hold da op, jeg er dybt chokeret.

Hvad er der dog sket om man må spørge??

Sikke trist læsning....

Har fulgt Charlotte på sidelinien gennem hendes tråde her på HN og vd hun havde meget at slås med. Synd det skulle ende sådan.

Sov sødt.

Det gør mig ondt at læse at Charlotte er død, og som de andre har jeg også fulgt hende på sidelinien, i forbindelse med alt hvad hun har gået igennem.

Hun har helt sikkert taget hendes kvote for mange ting, men jeg håbede jo på at hun ville få et liv der var værd at leve, selvom man fornemmede og forestillede sig det var svært.

Ligesom Charlotte, har jeg også mistede mine forældre i en meget tidlig alder, 6 og 16 år.

Hvornår er det sket, pludselig syg eller hvordan?

Jeg ved godt at man ikke kan bruge det til noget, med hvad det er der er der har gjort hun ikke lever mere.

Men jeg er i chok, og kan selvfølgelig ikke forstå det.

Jeg har skrevet et par gange med hende over nettet.....

Og det sidste var, da hendes far var død.

Men himelen har fået en stjerne, som lyser og hun har fået fred og ikke fyldt med smerte længere ....."Tættere på himlen"...

Jeg har også fulgt Chalotte igennem mange år her på HN og skrevet privat med hende i et forsøg på støtte.

Men hun havde det svært og oven i det at miste begge sine forældre i så ung en alder og svær en situation

Jeg undede hende det virkeligt at komme igennem sin skrækkelige sygdom, men hun var oppe imod noget større end hende selv og det er frygteligt synd, at så mange grufulde ting kunne overgå en enkelt menneske...

Må hun hvile i fred - jeg er sikker på, at hun har det bedre nu!

jeg har både fulgt på sidelinien og i debatter- jeg må indrømme jeg har haft en klar fornemmelse af at Charlotte i sidste ende ville klare den igennem, og få et bedre liv end det hun synes at ha.

Jeg havde virkelig ik set det komme!!!!

men jeg håber hun endelig kan finde fred nu.....

trist læsning

Hvil i fred.

Chalotte var psykisk syg og har været det siden moderen død i år 2000.. chalotte havde det svært, men fandt trøst i vores store hobby hestene.. Hun kom ud af en heste familie med stor forkærlighed til dem..

Jeg kendte desværre ikke Chalottes mor men jeg har hørt meget om hende. Chalotte og Jeg havde dybe samtaler om emnet, da det for mig var svært at sætte sig 100% ind i det at miste en forældre i så ung en alder..

De 2 seneste år har ligeledes været hårde ved hende da hendes far i en tidlig alder fik konstateret kræft, det tog hårdt på Chalotte da hun var bange for at miste ham også. Men det gjorde hun desværre i Dec 2011. Det gik fra at han fik kræft, blev erklæret rask til det kom i udbrud igen inden for 6 mdr. Jeg har kendt hendes far i ca 4 år, et rigtig dejligt mennske som vil det bedste med folk, til side satte sig selv, han var bange for hvad der skulle ske med Chalotte når han ikke var her mere, han holdte sig STÆRK til det sidste for sine børn som han elskede over alt på jorden. Men kræften tog ham væk.

Siden da har Chalotte ikke haft det så godt, det er svært at hjælpe en som er så ramt som hun var og jeg selv ville gøre ALT hvad der stod i min magt for at hun havde / fik det godt.. Jeg har haft rigtig gode timer med hende, hun var et super dejligt mennske med et kæmpe hjerte over for andre. Hun hjalp mig altid hvis jeg havde problemer.. Jeg holder meget af hende og kommer til at savne hendes person, for hun var et rigtig godt menneske med svær grad af livets sure nedture.

Chalotte var selvskadende i en svær grad, men hun klarede den altid, derfor er det svært at forstå at det nu er slut. Jeg har selv 2 gange forhindret døden at tage hende fra os, så det var ikke for sjov.

Hun har det godt nu hvor hun er kommet hen uanset hvad vi på jorden siger, hun ville op til sine elskede og dem som elskede hende ubetinget.

Kære Chalotte, jeg håber du har det godt nu, savner dig allerede. Hvil i fred min pige.

Hilsen din veninde for evig..

... så til gengæld ikke bag på mig. Den stakkels pige er rutsjet tilabge i hullet, hvergang hun har fået næsen ovenfor

Det lyder måske hårdt, men nu har hendes forpinte sjæl fået fred, og det var jo nok i virkeligheden dét, den ville.

Hilsen Sif

Kram til dig...

Charlotte var faktisk den første jeg nogensinde snakkede med, her på Heste-nettet, for over 10 år siden. Dengang hun havde Lazer.

Husker hende også fra en omgang HN bowling eller to, i hyggeligt selskab.

Så har fulgt hende på sidelinien i mange år, og tror og håber på at hun har det bedre hvor hun er nu. Ingen er tjent med at have det så skidt som Charlotte havde, selvom man inderligt ønskede for hende at hun fik chancen for at komme ovenpå og fik det godt.

- Hvil i fred Charlotte!

Og stort kram til dig StaldArthur, det må være en hård tid du er igennem nu! Men det lyder til at din støtte har været rigtig god for Charlotte og du må være en stærk person, der har kunne holde ved igennem op- og nedture!

Hej Stald-Arthur,

sikken en trist nyhed jeg har fulgt med i Charlottes indlæg her på hn i alle de år, jeg har været her. Har mødt hende kort, da jeg arbejdede hos den berider, der solgte Celine for hende..

Pyha hun havde virkelig ikke oddsene med sig. Tænker det måske var det bedste for hende i sidste ende, for det var lidt en ulige kamp, hun kæmpede.

Mange knus til dig - det var godt du var der for hende. Jeg er ked af, at du har mistet en god veninde.

Mange hilsner fra Line

Sov sødt Charlotte

Jeg håber du har fået fred...

Åhh hvor er jeg dog ked af at høre, at det nu er slut for Charlotte! Det virker så meningsløst, at hun er gået igennem al den modstand og har kæmpet så hårdt, bare for at tabe kampen i sidste ende. Jeg sidder her og aner ikke, hvad jeg skal skrive...

Jeg kendte Charlotte tilbage i årene 1999-2002 ca. I starten var vi ofte til de samme stævner, og selvom vi ikke kom fra samme stald, så kom vi hurtigt til at snakke sammen. Så skridtede vi rundt side om side på opvarmningen, mens vores fædre stod på sidelinien og sludrede. Da Charlotte blev for gammel til ponyerne et år før jeg, holdt vi kontakten over mail. Jeg har gemt et par af dem, og har lige genlæst et par stykker. Vi snakkede mest om skole, eksaminer og heste - dengang virkede Charlotte som en glad, rask og velfungerende pige. Jeg kan godt huske, da hendes mor døde, men det var ikke noget, hun rigtig talte om. Tænk at det skulle udvikle sig så tragisk for Charlotte...

Jeg har, som så mange andre, siden fulgt hendes tråde herinde. Jeg har glædet mig over hendes opture og krydset fingre for, at det nu skulle gå den rigtige vej. Men der har været alt for mange nedture. På en måde tror jeg også, at dette efterhånden var den eneste udvej for Charlotte, selvom kampen så har været forgæves. I hvert fald efter hendes fars død, da tænkte jeg i hvert fald, at nu hvor hendes største støtte var væk, så ville hun aldrig blive rask. Jeg håber, Charlotte har fået fred og er et bedre sted nu, fri for smerte.

Hvordan Pascal, hendes bror, på nogen måde holder sig "på benene", er mig en gåde. Tænk at miste hele sin nærmeste familie en efter en. Simpelthen pokkers uretfærdigt og umenneskeligt hårdt. De bedste tanker til ham, og den øvrige familie!

RIP Charlotte!

Sådan havde jeg alligevel aldrig troet, at det skulle ende.

Trist trist læsning. Må hun endelig have fået fred.

Men jeg må tilstå, at jeg på ingen måde er overrasket.

Jeg har "kendt" hende herfra HN i over 10 år. Fra hun red stævner, forskellige heste, til trådene om indlæggelser og ikke mindst mad-indlæggende, hvor jeg altid var bekymret for hendes (måske usunde) interesse for kalorier.

Øv bøv

Charlotte for helvede, du var så stærk, du viste håb sidst vi snakkede sammen

Pia et kæmpe kram til dig for at have støttet hende.

RIP min pige

Jeg kendte ikke Charlotte, men trist er det, at hun havde det så svært, at hun måtte give op. Jeg håber inderligt, at hun har fået fred et eller andet sted.

Kram til dig Stald Arthur, du lader til at have været en god støtte for hende. Og til jer andre, der også støttede Charlotte.

Ja, det blev et sidste farvel....

Hvil i fred, Charlotte.

Jeg blev meget ked af at få at vide i nat, at Chalotte desværre ikke er her hos os mere. Jeg har kendt Chalotte siden 2003 og har en masse gode minder om hende- både med heste, hunde og byture.

Desværre var Chalotte jo syg og selvom vi andre altid havde håbet om at hun kunne bekæmpe det og få et liv med glæde og frihed, så er det desværre ikke lykkedes

Min største medfølelse går til hendes bror Pascal, som har måtte miste sin nærmeste familie en efter en, og alligevel formår at komme ovenpå igen og nyde livet. Det skal der altså et helt specielt menneske til at kunne klare.

Hvil i fred Chalotte- jeg ved at du er et bedre sted nu, og selvom vi her på jorden vil savne dig, så finder jeg også en ro ved at vide, at du nu har det godt og ikke skal kæmpe mere

Kæreste Chalotte.

Hvor er det trist, at du har forladt denne verden. Vores tanker går til din efterladte og håber, at du har det godt, hvor du er nu.

Vi passer godt på Kaja indtil I igen skal mødes.

Sov sødt, Chalotte.

Jeg er målløs.

Jeg måtte lige gribe min tlf og se hvornår vi sidste gang skrev sammen.

D. 29 maj siger min tlf. Vi har haft jævnlig kontakt gennem flere år og støttet hinanden i svære perioder.

Jeg sidder her med en klump i halsen og tænker NEJ.

Jeg troede helt sikkert at hun ville klare det at bostedet trods alt viste sig at være en løsning.

Det gør mig usigeligt ondt for de efterladte.

R.I.P Charlotte. Du fortjente bedre i denne verden. Jeg håber at du hviler i fred nu og har det godt deroppe hos din mor og din far.

StaldArthur: For at have støttet hende i svære tider

Troede bestemt ikke det var en vej det skulle ende. Charlotte var en hamerende stærk pige og kom altid ovenpå igen efter noget tid. Men at miste kan være rigtig hårdt - og jeg kan godt forstå at hun altid endte i hullet igen.

Rest In Peace - en fri sjæl i en anden verden.

Alt for tidligt - verden er sommetider drønuretfærdig!

Jeg troede, håbede du ville klare den!

Håber du har det godt hvor du er nu.

RIP, følger med broren og familien,

Det gør mig rigtig ondt at høre at Charlotte ikke er mere, men især for hendes bror, jeg håber han har et rigtig godt netværk at støtte sig op ad.

Håber du har det bedre hvor du er nu, søde Charlotte.

Knus Naja

TAK alle sammen for de fine ord om Chalotte. Jeg tror slet ikke hun er klar over hvor mange (gode) spor hun har sat i os andre her på Jorden..

Og er sikker på hvis hun viste hvor mange der har skrevet og ringet til mig med historier /Oplevelser med Chalotte, det er jo begribende hvor meget folk har holdt af hende samt omvendt.

Jeg ved hun har sat pris på rigtig mange her på HN, alle de støttende ord hun har fået igennem tiden ligeledes alle dem der har troet / håbet på hun fik det bedre, hvilket hun fortjente.

Chalotte skal bisættes d 12 Juni 2012 i Skannerup Kirke - Samme sted som hendes far.

Jeg håber hun er lykkelig nu sammen med hendes Mor og Far samt mine heste som jeg ikke er i tvivl om hun vil passe godt på..

Du har min dybeste medfølelse. Jeg tro desværre ikke der findes noget der giver mening at sige.

www.youtube.com/watch?v=ccCnL8hArW8

op og giver min sidste respekt.

Ved du hvad kl. det bliver Pia?

Nej ikke endnu.. Men det kommer snarest..

Jeg har aldrig kendt Charlotte, men har i årevis fulgt med i hendes indlæg her på HN og har tit tænkt på hende. Hvor er det trist at hun bukkede under, og mistede dette vores smukke, skrøbelige og letforgængelige liv, denne eneste chance vi har og den eneste dans der bydes.

I dag er det søndag, og jeg spiller i kirken. Jeg vil dedikere min musik til Charlotte i dag, og tænde et lys for hende. Musik er af samme skabning som sjæle - luftig, forgængelig, men alligevel så underligt holdbar og sætter sin præg længe efter at den er væk.

/Lene

Hvor gør det mig ondt at læse at Charlotte ikke er her mere.

Jeg kommunikerede en del med Charlotte her via HN da hun mistede Lazer og jeg samtidig mistede min elskede hest, det var faktisk befriende at tale med en udefra der forstod min situation..

Jeg har sidenhen ikke haft kommunikeret så meget med Charlotte, men blot fulgt hendes tråde her på HN, og hvor har livet dog været hårdt mod hende. Jeg er sikker på at hun er et bedre sted nu, og alligevel ked af at hun ikke formåede at finde det positive i livet trods al hendes modgang.

Mine tanker går til Charlottes bror der har mistet hele sin familie alt for tidligt.

RIP Charlotte.

Pia

dog ondt at læse at et menneske skal gå så grueligt meget igennem, så det til sidst bliver for meget. jeg er også en af dem som har fulgt charlotte i hendes tråde.

Hun har længe søgt efter fred og ro i sjælen. Nu har hun fået det, og har betalt den højeste pris af alle.

Sender mine varmeste tanker til hendes stakkels bror som endnu engang må gå den tunge vej til kirken.

R.I.P Charlotte. Dit liv blev alt for kort

Tak for din fortælling af det hele, det gav en lidt bedre forklaring på det meste, selvom jeg godt vidste det....men det er meget, meget trist alligevel.

Men bedre ven, har hun ikke kunnet få

Mvh. Lotte

du kære pige. Håber du har fundet det du manglede her på jord, og hils omkring dig

Føler med familien, sikke en tid de har været igennem. Jeg håber også de finder fred og ro med følelsen af at deres kære har det godt hvor de er nu..

Jeg vil af hele mit hjerte takke mit netværk samt alle Jer her på HN som har skrevet til mig og ikke mindst skrevet om Chalotte.

Det er stadigvæk uvirkeligt at jeg ikke lige kan ringe til hende for at hører hvordan det går hende. Men jeg håber at hun har det godt, hun endelig har fundet freden inden i og fundet sammen med dem hun holdte så meget af og måtte miste i en ung alder. Jeg håber hun kigger ned på os og ser hvor meget vi savner hende. For det gør vi.

Jeg har heldigvis fået fri i dagene op til og efter bisættelsen. Det bliver en hård dag for mange.

For knap 6 mdr siden var vi på vej til Skanderup kirke for at bisætte Chalottes Far..

I dag knap 6 mdr senere tager jeg turen igen, men denne gang for at give chalotte det sidste farvel... Det er ikke til at holde ud, men jeg håber inderligt at hun har fået fred i hendes dejlige sind.

Fred være med dig Chalotte du er elsket og savnet

Mange tanker herfra...

flot vejr til en utrolig sej pige, der alligevel opgav kampen.

Hvil i fred sammen med dine forældre Charlotte.

Kære Pia...

Det gør mig ondt hvad du har måtte være igennem i dag...

Jeg ved hvor stærk du er - kender dig dog lidt fra tidligere.

Jeg håber Charlotte fik en smuk dag på sin sidste rejse - det er hårdt at hun skulle rejse på denne dag, i alt for ung en alder - håber hun har fundet fred......

Kram herfra...

Det var en flot men sørgmodig bisættelse vi var til i dag. Mange frem mødte som var dejligt at se... For elsket det var hun..

Mille.. Tak for din skulder i kirken idag

Mette... Tak for dine fine ord og tak for kram. Det var utrolig hårdt og det kommer til at tage tid, for det er stadigvæk uvirkelig for mig..

Ja hun var ALT for ung, men hun har nu fred i sjælen..

Alt for ung - og alt for ramt!

Tanker og kram herfra

Det er egentlig længe siden jeg har været her på Heste-nettet, men har fuldt med i mange af Charlottes tråde, både om opture og nedture.

Hun har virkelig kæmpet, og været igennem mere end hendes alder tillader.

Jeg fik et helt chok, og blev helt ked af det indeni. Øv, hvor er det sørgerligt når et så godt og stærkt menneske ikke klarer kampen.

Men nu får hun fred og ro, og behøver ikke andet end at nyde at være hos sine forældre igen.

Jeg håber hendes bror gennemlever situationen uden for mange mén.

Sov godt.

Nøj hvor jeg savner hende...!

Gad godt lige at ringe til hende lige nu - som i virkelig lige nu...

Du er elsket og SAVNET ... Min C

Det er så hårdt at miste en god veninde - stort trøstekram til dig

Og en sørgmodig tanke til Charlotte

Sorgen over at have mistet en elsket det være sig veninde, forælder osv, kommer man jo nok aldrig helt over, selvom den selvfølgelig med tiden bliver mindre.

sikke noget, jeg læste tråden igår, men fandt ikke lige ordene - dem har jeg ikke helt fundet endnu, har fulgt med på sidelinien længe og skrev lidt med hende for år siden, så det er sært at hun ikke er mere - og at hun skulle rammes af så meget modgang, så mange kræfter har hun brugt, for bare at blive slået tilbage igen.

Håber at hun er et meget, meget bedre sted nu.

Måske er du heldig, at du mødes af en telefonsvarer med hendes stemme på...? Lidt underligt, men så få "talt ud" med hende.

Eller skriv et brev?

Jeg forstår heller ikke, at hun ikke er blandt os mere. Men livet var hende ikke nådigt

Jeg ser først opdateringen i tråden nu

Har "kendt" Charlotte herinde siden hun fik Lazer (og malede et billede af ham da han skulle over regnbuen) og fulgte hendes kampe gennem de sidste mange mange år

Det kommer ikke bag på at det ville ende sådan, men sørgeligt er det nu alligevel. Sørgeligt at hun skulle så meget igennem

Jeg håber at hun finder fred og lykke der hvor hun er nu

Det billede hang over hendes sofa inde i stuen.. Det har jeg set og hun har fortalt mig om det...

Det betød RIGTIG meget for hende.. Det skal du vide

------

Jeg håber godt nok også hun er lykkelig nu - Sammen med hendes forældre - Men mit savn blive nok aldrig mindre, hun har sat dybe dejlige spor i mig...

Og jeg forstår ikke at jeg ikke bare kan ringe til hende eller kører ned på psyk og se hende - Hun lyste altid op når jeg kom...!

Vi fejrede jul sammen inde på hendes stue på psyk .. Jeg er ikke meget til det jule halløj, men hun skulle ikke være alene denne dag så jeg tog ned til hende og var hos hende og nøøjjj vi hyggede. Så kunne jeg godt li julen.. Hun elskede Quality Street - Så jeg kan huske jeg købte den størreste kæmpe dåse man kunne, til hende -

2 dage senere havde hun ondt i maven og dåsen var tom

Det kommer jeg virkelig til at savne til jul.

Men så må jeg jo tage på kirkegården og fejre den med hende og hendes forældre.

C min - Hyg dig...

StaldArthur: Fordi du er som du er.

Stort trøstekram til StaldArthur

Det lyder som om at I har haft en skøn tid sammen og du har været et flot og stærkt lys i hendes mørke

Rigtig mange tak om de ord om min personlighed.. Men jeg savner hende bare...

Hun var min bedste veninde igennem 4 dejlige og til tider hårde år - og jeg fatter endnu ikke at hun er væk..

Da jeg arbejder i samme by som hun er begravet så besøger jeg hende 2 gange ugenligt, men det er svært at forstå da jeg jo har været der sammen med hende både efter moderens og faderens død..

Jeg håber I alle overlever at jeg fra tid til anden skriver herinde i tråden. Jeg kan desværre ikke skrive til hende inde på hendes FB side

Så I må lastes lidt her inde...

Chalotte var der da vi sendte ham op i himlen.. Nu håber jeg at han har taget godt imod hende.. De var et super match

Jeg forstår dig så godt og hvor meget du savner hende. Jeg mistede min bedste veninde igennem 11 år i April 2011, hun døde af brystkræft kun 32 år gammel.

Selvom der nu snart er gået halvanden år siden hun døde savner jeg hende og tænker på hende hver dag, Jeg føler stadig at mit hjerte er blevet flået ud, savner hende så meget nogen gange at det gør helt ondt.

Jeg synes at det første år var meget svært, og jeg har stadig nogen gange svært ved at forstå at hun er død.

Jeg overvejer at få lavet en tatovering med hendes navn på håndledet og et hjerte om, hun betød rigtig meget for mig og var en stor del af mit liv, er så taknemmelig over at jeg nåede at kende hende i 11 år af hendes liv.

Kan godt forstå at du har svært ved at forstå at Charlotte er væk og at det gør så ondt, men du lyder som om at du har været en rigtig god veninde for hende:-)

Med dig Stald-Arthur. Det er aldrig nemt at miste nogen, der betyder så meget for én. Jeg har læst nogle af Charlottes tråde, men det er længe siden. Så da denneher kom op, så jeg ikke i første omgang, at det var en gammel tråd. Så jeg sad og forberedte mig på et par trøstende ord til hende, da jeg selv mistede min far for 6 år siden. Men så tog tråden en drejning. Nu ønsker jeg hun må hvile i fred og, at dem der elskede hende, vil finde ro i sjælen igen, selv om det tager tid.

Knus og varme tanker

/Heidi

SUK som tiden går bliver det ikke nemmere, synes jeg.

Måtte så sent som her til aften tage mig i IKKE at ringe til hende (ved godt hendes nr ikke virker mere) ... Men jeg har så meget jeg gerne vil fortælle hende og vil gerne hører hvordan det går. Men der kommer jo ikke nogen svar, da nummeret er ude af drift.

Jeg savner hende frygteligt stadigvæk og selv om jeg besøger hendes gravsted er det stadigvæk uvirkeligt for mig, for har jo været der mange gange før SAMMEN med hende, for at besøge hendes mor og far. Chalotte deler jo nu gravsted med hendes far og mor.

Nå men ville egenligt bare skrive et KÆMPE ØV! Kunne godt bruge hende lige nu og så mange andre gange før

Det er snart et år siden og det er lige uvirkeligt for mig.

Håber hun har det godt for hun er SAVNET hernede....

til min

jeg har lige netop tænkt det samme, året er fløjet afsted...

frygteligt virkelighed, at så ungt et menneske ikke kan overskue livet og sorgen.. Et kæmpe kram til jer der står tilbage med savnet

I dag ville denne skønne pige være blevet 32 år - Det er en svær dag at komme igennem..

Savner hende frygteligt

Tillykke med dagen skønne Chalotte - Håber dine forældre fejre dig efter kunstens regler

Elsket og savnet det er du

Sov godt min pige

Kære dig..

Jeg VED hvor stor en forskel, du gjorde i Charlottes liv. Pga dig, fik hun lidt flere år her på jorden, end jeg ellers tror hun ville há fået..

Jeg har som så mange andre fulgt hendes uretfærdige oghårde kampe, her på sidelinien.

Men jeg har osse skrevet med hende personligt en del gange, når livet var ved at vælte hende. Og i de personlige samtaler, fik jeg ofte af vide, at DU var den der holdt hende oven vande og DEN der gjorde, at selvom det så allermest sort ud, så VIDSTE hun, at hun havde denne dejlige veninde, som hun elskede over alt her på jorden, og VIDSTE at hun kunne komme til dig med ALT.

Hun fortalte mig, at i kunne sidde og have store dybe samtaler om livet og at DU ligesom holdt i hendes livs line.

Hun sagde osse, at hun næsten kunne høre på telefonen, når det var dig der ringede.

Jeg fortalte hende engang, at når hun var i bunden af et sort hul, skulle hun forestille sig en stige, hvor hvert trin var en dag, og for hver dag, kom hun tættere på toppen. Den kunne hun rigtigt godt lí.

Men så en dag spurgte hun mig så om en ting, jeg ikke rigtigt kunne svare på, men fik gjort det alligevel, med en stor klump i halsen: Hvad så når alle de trin på stigen er knækket????? Jeg kan ikke huske lige nu, hvad jeg svarede hende, men det var noget med at DU ville hjælpe hende med at holde de trin sammen, så hun kunne kravle op ad stigen.. Det kunne hun bruge..

Somme tider gik der laaaaaaaaang tid imellem at jeg skrev med hende, og det ligesom "løb ud i sandet"

Dengang du så skrev herinde, at Charlotte ikke mere var blandt os, kunne jeg bare ikke skrive, det er faktisk først nu..

Jeg tror osse på, at hendes sjæl har fået fred nu. Hun kunne ikke enes med livet her på jorden.

StaldArthur: Jeg skriver alt dette her til DIG, fordi det er min overbevisning, at uden dig, havde Charlotte taget her fra meget tidligere. Du fik givet hende længere tid her på jorden, og selvom livet hele tiden var en kamp for Charlotte, fik hun nogle af de bedste stunder i hendes uretfærdige hårde liv, sammen med dig.

Så du skal bare vide, at hun elskede dig af hele sit hjerte, for det har hun fortalt mig mere end EN gang..

Stort trøste kram til dig StaldArthur, og du skal bare vide, at DU gjorde en forskel, en STOR forskel.....

R.I.P Charlotte. Det var alt for tidligt du skulle her fra. Håber du nu har fundet ro og fået fred.

En kærlig tanke til Charlotte. Jeg vælger at tro på, at hun har det dejligt og fredeligt nu.

Sikke nogle smukke ord, du gav Stalda

rthur med på vejen, Rebekka.

Dejligt med støttende og uselviske mennesker, når man har brug for det. De er guld værd.

Rebekka: Smukke ord

Hold da helt op... Ja sorry men nu stor tuder jeg (og der skal meget til)

Jeg har ALDRIG læst så smukke ord! Jeg viste godt Chalotte var glad for mig og vi havde netop de her dybe snakke også om tabu emnet. Vi fik hendes tanker vendt og drejet, mange gange, men ikke at det havde haft så stor en effekt. Men jeg havde ikke forstillet mig at hun "snakkede" om mig på den der måde, jeg er lidt målløs. Men jeg er da glad for hvis jeg har gjort en forskel, men er ked af hun ikke er her mere. Vi havde desværre minimal kontakt lige op til hendes død

Jeg ELSKEDE hende ubetinget, uanset hvad hun gjorde. Jeg har "reddet" hendes liv 2 gange hvor jeg er vågnet om natten og kunne mærke noget var HELT galt (Faktisk ret klamt) og begge gange har jeg ubevist ringet til Chalotte. Når hun har taget mobilen så siger hun: "Du kan godt ringe, jeg har gjort det".

Og før jeg anede mere sad jeg i bilen i mit nat tøj og kørte ind til hende, Vi fik hende fikseret, udpumpet osv. Men uanset hvad så var jeg der, det var barsk, men ikke så slemt som at være hende.

Hun var MIN bedste ven. ALTID!

Hold kæft hvor jeg bare savner hende, bare hendes stemme, det kunne bare redde min dag.

Jeg VED hun havde meget respekt for mig, hun løj aldrig og sagde tingene som de var og så tog vi den derfra. Men det var da svært til tider, men jeg gjorde hvad jeg kunne. Hun fik max udgang når jeg hentede og bragt hende,så det gjorde jeg tit, tog hende med ud til hestene, kørte "hjem" og spiste med hende i hendes lejlighed osv, det kunne hun godt li..

Jeg kan huske en juleaften hvor hun var indlagt, hendes far var syg så hun skulle være der "alene"... Jeg sagde til min familie. Jeg spiser med Jer men så kører jeg ned og er sammen med Chalotte. Så sagt så gjort og Chalotte viste det ikke -

Den glæde der kom i hendes øjne, det var den bedste gave jeg kunne ønske mig. Hun elskede at spille kort så det gjorde vi tit og jeg bestak hende med Quality Street, den helt store bøtte og hun åd dem alle Og fik ondt i maven - Hold op vi grinte meget den aften.. Den sidder dybt i mit hjerte. - Sådan et "glædes" grin fra hjertet, det lyder specielt, man er ikke i tvivl.

Jeg håber også hun har fået fred og nyder tiden med hendes mor og far. For savnet det er hun, MEGET endda.

Bare hun havde et nummer i himlen!

Så blev det d 9 Okt og du Chalotte har fødselsdag!

33 år ville du været blevet, hvis du havde været her på jorden endnu. Jeg vil bare ønske dig tillykke med dagen og håber du bliver fejret der oppe.

Du er savnet og elsket - Der så så meget jeg lige kunne tænke mig at fortælle dig men de har glemt en telefon til himlen

Vi ses senere på kirkegården

I hjertet gemt, aldrig glemt

Hold op hvor er du skøn stald Arthur ??

Stort tillykke Charlotte, jeg savner dig herinde.

Vær forberedt på at det bliver en hård dag, har selv mistet min mor for snart 4 år siden.

Det er hård, og som de kloger siger tiden lager alle sorg, men det passer dog ikke

Nej jeg synes heller ikke savnet eller sorgen bliver mindre med tiden... Det er stadigvæk ufatteligt at man ikke "forstår# de er væk, synes det er svært når de ikke er så gamle.

Men hun er savnet hver evig eneste dag.

Hold op hvor er det nogle gange lidt ulideligt at man ikke lige kan ringe og sige... Hey, hvordan har du det?

Der går ikke en dag uden jeg tænker på hende. Kører tit forbi hendes lejlighed, men hun er der ikke, kører også forbi psyk, men hun er der ikke. Og gravstenen den er sgu for uvirkelig endnu, alt for tidligt.

Hvor kan det irritere mig at så godt et menneske skulle lide så hårdt og så står vi andre her stadigvæk, men en stor sorg og et afsavn, trænger sådan lige til at hører hendes stemme.. Enten med godt eller bare dårligt nyt - Der er så meget jeg gerne vil dele, Jeg har så meget på hjertet... Men ingen i den anden ende..

Chalotte min pige du er savnet og elsket

Håber du har fred

STORT tillykke med dagen smukke pige hele 34 år ville du være blevet

Jeg håber du bliber fejret oppe i himlen sammen med din mor og far. Savner dig hernede. Jeg har været forbi med en blomst i dag

I hjertet gemt men ALDRIG glemt ...

Kære Chalotte min engel.

Nu er der præcis i dag, gået 10 år siden du tog over på den anden side og gik i forvejen ALT for tidligt. Du er savnet hverdag - 10 år uden snak, 10 år uden kram, 10 år med et afsavn.

Tiden læger alle sår siges der - men mit sår er stadigvæk åbent. Jeg glemmer ikke dagen for 10 år siden, det føltes som nu.

Savnet og elsket det er du.

Der tændes et lys i vinduet som jeg plejer.

Ære være dit minde. I sjælen har du fred <3