Dagens kvalifikation til juniorernes finale vidnede om et højt niveau og en stor talentmasse blandt U18-rytterne.
Den danske EM-sølvmedaljevinder fra 2010, Camilla Fliedner Ernst viste ridning i særklasse og kunne med sine to heste Rivaro (Holst. e. Rheinsberg/Lerano) og Monique (DV e. Charmeur/Goldfinger avlet af familien Holstein) besætte både 1. og 2. pladsen.
Rikke Belinda Barker tæller også til de stærke ponyryttere som i de senere år har haft en flot overgang til hest og med hoppen Cora (Holst. e. Carolus I/Contender) red hun sig ind på klassens 3. plads foran Alexandra E. Sisseck på Sunny Girl (SWB e. Leuthen I/Electro).
Maria Hjorth Frederiksen og Casino's Son L (DV e. Casino/Looping avlet af Michael Aabo) sluttede som nummer 5.
Hele 10 ekvipager var fejlfri i dagens kvalifikation og mange flere viste sublim ridning og heste med stort overskud, omend de ikke kunne holde sig helt fejlfri.
Med talentfulde ryttere og kapable heste som disse lover det godt for de danske medaljechancer til sommerens EM for juniorryttere.
Se de samlede resultater for klassen i dette link

