Der var vanen tro mange danske toppræstationer ved Baltic Cup finalen på Vilhelmsborg i den forgangne weekend.
Ericsson Trophy som er en serie hvortil rytterne samler point ved de 4 afdelinger af Baltic Cup, havde danske sejre for kategori II ponyerne og juniorrytterne.
Hos kat. II ponyerne var det danske Sofia Brinch Jacobsen der havde samlet flest point over turneringens fire stævner mens Nadia Siesbye Suhr havde samlet flest blandt juniorerne og med 295 point placerede sig foran Regitze Ericsson med 270 point.
I serien for kat. III ponyerne var der dobbelt svensk i toppen idet brødrene Philip og Adam Carey hhv. sejrede og tog sig af andenpladsen. Danske Cecilie Topp fulgte tæt efter med Josephina Renee Schow Jørgensen lige i hælene.
Hos kat. I ponyerne blev det til en norsk sejr til Victoria Wasler og først på 5. pladsen fik det danske flag lov at vejre, da Astrid Marie Løkke Ewald indtog denne placering.
På stævnets sidstedag red danske ryttere sig til sejr i hele 3 af søndagens 4 Grand Prix-klasser.
Hos kat. III ponyerne var det Kaisa Aino Andersen på Obelix som kunne henvise de to succesrige, svenske brødre, Adam og Philip Carey til hhv. 2. og 3. pladsen.
Josephina Renee Schow Jørgensen og Flashy Gold Finch indtog 4. pladsen.
I Grand Prix finalen for kat. II ponyerne red Jessica Toelstang Skousboe Mana til sejr foran Sofia Brinch Jacobsen på Quality.
Finalen for kat. I ponyerne var tæt på at gå til en suverænt hurtig dansker, Jessica Vinther Jensen på fantastiske Nikolina, men et ærgerligt nedslag henviste ekvipagen til tredjepladsen. Jessicas tid i omspringningen var ellers mere end 3 sekunder hurtigere end klassens vinder, svenske Sissela Smith og Coral Springs der dog ligesom den norske andenplacerede Merete Rød på Sir Oscar, formåede at ride fejlfrit i omspringningen.
I juniorklassen red danske Nadia Siesbye Suhr rutinerede Lorenzo til sejr i den 140 cm store Grand Prix foran svenske Antonia Andersson mens danske Pernille Tribler og Whato P måtte tage til takke med 3. pladsen.
Se alle stævnets resultater her

