Peter Flarup og skimlen Silver Ray (XX e. Rope Trick/Godswalk) var torsdag for første gang i ilden under VM i Kentucky.
Første del af VM i military er dressuren som erfaringsmæssigt er Peter og Silver Rays svageste disciplin og det var da heller ikke et prangende resultat de to leverede, men derimod en middelgod præstation til 65,22% og dermed 52,2 strafpoint der giver en foreløbig placering som nr. 21 ud af de første 40 ekvipager.
I morgen fredag afvikles anden halvdel af dressurkonkurrencen med de resterende 40 ryttere.
På trods af den middelgode præstation i dressuren er det bestemt ikke håbløst for Peter og Silver Ray, de to har nemlig før avanceret mange pladser efter terrænet og banespringningen som begge er ekvipagens to stærkeste discipliner.
Terrændelen afvikles på lørdag og banespringningen på søndag.
Interesserede bør i øvrigt følge med på Peter Flarups hjemmeside som han opdaterer løbende under VM.
Klart i spidsen for dagens dressurkonkurrence ligger tyske Simone Deitermann på Free Easy NRW (Westf. e. Florestan I/Surumu XX) med flotte 76% og dermed 36 strafpoint. Simone og Free Easy NRW er dog blot reserver for de tyske hold og tæller derfor ikke med i holdkonkurrencen.
Erfarne Ingrid Klimke og FRH Butts Abraxxas (Hann. e. Heraldik XX/Kronenkranich XX) leverede også en god præstation med 72,44% og dermed 41,3 strafpoint som foreløbigt rækker til en andenplads.
Engelske William Fox-Pitt indtager med 72% og 42 strafpoint den foreløbige tredjeplads på Cool Mountain (XX e. Primitive Rising/Ideiots Delight).
Med endnu en tysker på 4. pladsen i Dirk Schrade på Gadget de la Cere (AA e. Athos de Ceran/Samuel) indtager Tyskland (83,8 strafpoint) suverænt den foreløbige førsteplads i holdkonkurrencen, mens Australien (91 strafpoint) og Sverige (91,7 strafpoint) foreløbigt indtager de to næstfølgende placeringer.

