Ved OL i Sidney vandt for første gang nogensinde, en danskopdrættet hest en OL-medalje i springning. Under hollandske Albert Voorn vandt DV-hingsten Lando (e. Lancier ua. Silvia e. Raimondo/Marcellus opdrættet af Henning Staun) en sølvmedalje i den individuelle konkurrence.
Historien om Lando er blevet fortalt mange gange, historien om det misforståede geni, som først fandt sit sportslige match i Albert Voorn og siden overbeviste kritikerne om sine evner. Hvor Lando fandt sin sportslige hylde i Holland og siden Tyskland under Otto Becker, fik han aldrig det store gennembrud i avlen herhjemme. Paul Schockemöhle så dog lyset i hingsten og købte ham af Jørn Jensen allerede inden OL i Sidney. Heller ikke i Tyskland skattedes Lando som avlshingst. Først da han i 2006 var blevet endeligt eksporteret til Frankrig, fandt han tilsyneladende sin hylde som avlshingst. I Frankrig har han øjensynligt fået tilført den type hopper, som han manglede i Danmark og Tyskland.
I 2007 blev han i Frankrig tilført 134 hopper og i 2008 hele 288.
Med hoppen Lara des Fontaines (SF e. Mr. Blue/Galoubet A/Grand Veneur) blev Lando i 2002 far til hingsten Oscar des Fontaines som senere kåredes i det franske forbund Selle Francais. I år deltog hingsten for første gang i Sires of the World-konkurrencen på Zangersheide under den franske landsholdsrytter Pénélope Leprevost og vandt lørdagens finale foran tyske Thomas Voss på den i DV kårede Carinjo (Holst. e. Cascavelle/Landgraf I/Ramiro).
Den svenskopdrættede og kårede hingst Hip Hop (e. Feliciano/Electro/Hartung) har først for nyligt skiftet rytter fra delejeren Maria Gretzer til Erika Lickhammer og denne kombination kunne placere sig på en 3. plads i klassen.
Andreas Schou red den talentfulde hingst Uno's Safier (KWPN e. Numero Uno/Amor/Leander) ind på en flot 4. plads i klassen og de to beviste dermed endnu engang deres store kvaliteter som de dog allerede gjorde det i Barcelona i den forgangne weekend, med den flotte sejr i Nations Cup finalen.
Tidligere på året meddelte hingstestationen Schou & Skouboe, at Uno's Safier ville være tilgængelig for de danske avlere i den kommende bedækningssæson.
Med 4 fejl i hovedrunden måtte Andreas Schou og Chicago (Holst. e. Cassini II/Cor de la Bryére/Lincoln) tage til takke med en placering som nr. 20.
Sidste års 4. placerede Lord If de Chalusse (SF e. If de Merze/Fury de la Cense/Chateau du Diable XX) indkasserede under Karina Truelsen 9 fejl i hovedrunden og var dermed uden indflydelse i klassen.

