Ved det traditionsrige stævne i Falsterbo, Sverige denne uge dominerer de danske ryttere og heste de skandinaviske championater for 5- og 6-års dressur- og springheste suverænt.
Andreas Helgstrand er efterhånden vant til at stå forrest når der uddeles præmier i dressurklasser for ungheste og Falsterbo var ingen undtagelse. På vidunderhoppen UNO Donna Unique (e. Don Schufro/Falkland/Tannenberg opdrættet af Stutteri Uno) tog Helgstrand sig af sejren i semifinalen til 6-års championatet med 72,57% foran svenske Sandra Sterntorp på Don Romantic-sønnen Greetings (SWB e. Don Romantic/Nocturne/Utrillo) med 71,43%.
Jim Rasmussen placerede den kårede hingst Alibi D (DV e. Alcazar/Coriander/May Sheriff opdrættet af Ingrid Dahlmann) på fjerdepladsen med 70,57%.
Hos de 5-års dressurheste dominerede de danske ryttere og heste næsten uden undtagelse og snuppede dermed 8 af klassens 12 placeringer!
Forrest stod vanen tro fristes man til at sige, Andreas Helgstrand, denne gang på den VM-nominerede Stedinger-datter Tørveslettens Stamina (DV e. Stedinger/Carano/Resident opdrættet af Pernille Laurbjerg Rugaard) med overlegne 77,4% foran John Hvalsø Saul på den ligeledes VM-nominerede Aston Martin (Trak. e. Monteverdi/Sixtus/BH Silvermoon opdrættet af Lone H. Andersen) med 73,83%.
På tredjepladsen kunne man finde endnu en Helgstrand, denne gang med Marianne til fornavn på den tyskopdrættede hoppe Sitana (Old. e. Sir Donnerhall/Gepard/Adlerorden).
På en delt 5. plads placerede sig Ditte Mikkelsen på Don Rohdian (DV e. BH Don Romantic/Lillemarkens Arkibal/Rawage Quintus opdrættet af Mette Krabbesmark Jepsen) og Jim Rasmussen på Sopran Morsø (DV e. BH Soprano/Akinos/Carpaccio opdrættet af Sonja & Jimmi Andersen).
Finalerne for de 5- og 6-års dressurheste afvikles på søndag.