Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Herpesvirus-opdatering, 18. juli 2019

Dansk Ride forbund har i samarbejde med SEGES Heste og den Danske Dyrlæge Forening udsendt en opdateret meddelelse pr 18. juli 2019 om situationen i Danmark vedrørende Herpesvirus

 

Herpesvirus udbredelse

Herpesvirus er en etableret virus i den danske hestebestand og over hele verden, og der er således omkring 80% af alle heste, som bærer det i kroppen. Der vil derfor ind imellem forekomme opbrud hos en eller flere heste i forskellige besætninger, hvilket er et "normalbillede" hen over et år.

 

Rapporterede forekomster pr 18. juli 2019
Aktuelt er der rapporteret forekomst af sene følkastninger hos to hopper i Nordjylland. Hopperne er ikke syge, men kastningerne skyldes herpesvirus. I en anden besætning i Nordjylland er én hest med symptomer på luftvejsinfektion fundet positiv for herpesvirus. Besætningerne er ikke relateret til hinanden, og der er ingen tegn på neurologiske symptomer. Der er således ikke tegn på et udbrud af aggressiv herpesvirus.

 

 

Hvis en besætning oplever opbrud af herpesvirus hos enkelte heste anbefales det, at lukke besætningen i 21 dage fra sidste hest er raskmeldt.

 

Ind imellem forekommer herpesvirus i en mere aggressiv smitsom form, som giver udbredt og alvorlig sygdom i store dele af en besætning inklusiv neurologiske symptomer. Her kan der blive tale om udvidede lukninger af flere besætninger afhængig af forløbet, for at hindre spredning.

Vi holder løbende øje med, om der er tegn på spredning af aggressiv herpes virus type 1, blandt de besætninger, hvor der meldes ud, at der er symptomer på herpesvirus.

 

P.t er der ingen tegn på udbrud af aggressiv herpes virus type 1 i danske besætninger.

 

Forebyggelse af spredning af smitsom sygdom
Det gælder for alle smitsomme sygdomme, inklusiv herpes, at den mest effektive forebyggelse af spredning er at sikre, at kun raske heste møder hinanden.

  • Hvis heste skal samles skal de være helt raske og fri for alle symptomer på eksempelvis hoste, næseflåd og feber. Det anbefales altid, at tage temperatur på hestene inden man tager til arrangementer med andre heste. Temperaturen skal være under 38,3o (føl skal være under 38.9 o)
  • Hvis heste viser symptomer, der kan være smitsom sygdom, kontaktes egen dyrlæge, og der laves karantæneforanstaltninger i henhold til vores anbefalinger om opdeling i gruppe 1, 2 og 3. (se grupperingerne sidst i artiklen)

Vaccination
Der findes én vaccine godkendt til vaccination mod herpesvirus 1 og 4. Vaccinen er godkendt til at reducere forekomst og spredning af luftvejssymptomer (hoste og næseflåd) samt til at reducere forekomst af følkastninger hos drægtige hopper forårsaget af herpesvirus.

Vaccinen er ikke godkendt til at forebygge mod neurologiske symptomer, som forekommer i forbindelse med udbrud af aggressiv smitsom herpesvirus.

 

Da herpesvirus er en etableret virus i den danske hestebestand, hvor omkring 80% af hestene har mødt virus, er det primært ungheste, der flytter staldmiljø de første gange, som viser tegn på sygdom (forkølelse) pga smitte med virus. Det er derfor en fordel at vaccinere ungheste, inden de skifter staldmiljø. På den måde kan man generelt minimere forekomsten af "unghesteforkølelse".

De fleste ældre heste har mødt virus i deres staldmiljø, og har derved opnået en grad af "selv-vaccination". De bliver derfor sjældent syge med forkølelse pga herpesvirus (der kan dog ses opbrud af forkølelse hos enkelte heste).

 

Det er en god mulighed at vaccinere drægtige hopper, hvis man vil minimere risikoen for sene kastninger. Drægtige hopper skal vaccineres i 5, 7 og 9 drægtighedsmåned.

Kategorisering af stalde i relation til smitsom sygdom:


Gruppe 1 - Raske stalde:

  • Daglig observation af alle heste.
  • Ved deltagelse i samlinger (stævner, væddeløb, kåring, dyrskue, avl) bør man som minimum tage temperatur på hesten:
  • Dagen før deltagelse (gælder hvis der ikke er konstateret aggressivt herpesudbrud i DK)
  • Dagligt i 10 dage før deltagelse (gælder hvis der er konstateret aggressiv herpesudbrud i DK).

Gruppe 2 - Stalde med symptomer på luftvejsinfektion:

  • Karantæne 14 dage fra sidste hest er raskmeldt (ingen til- eller afgang af heste til stalden).
  • Isoler syge heste, så vidt muligt. Daglig temperaturtagning.

Gruppe 3 - Stalde med konstateret Herpesvirus 1 infektion:

  • Karantæne minimum 21 dage fra sidste hest er raskmeldt (ingen til- eller afgang af heste til stalden).
  • Isoler syge heste, så vidt muligt.
  • Temperaturtagning morgen og aften.
  • Desinfektion og tøjskift for alle med kontakt til stalden.
  • Desinfektion af udstyr og staldoverflader inden genåbning af stalden.

 

Billede

 

Dansk Ride forbund har i samarbejde med SEGES Heste og den Danske Dyrlæge Forening udsendt en opdateret meddelelse pr 18. juli 2019 om situationen i Danmark vedrørende Herpesvirus


Tilføjet d. 19-07-2019 kl. 11:42 af i kategorien Røgt og Pleje.
Tags: Herpesvirus og Herpes.
Forsidebillede: Ingen titel af Tinele (hesti)





Seneste relaterede nyheder
26-02-23 Smitsom herpesvirus breder sig nu i Danmark
21-05-19 Herpesvirus opdatering, 21. maj 2019
07-05-19 Herpesvirus i udbrud i Holstebro
14-03-19 Herpes virus 1 - bekræftet i Jylland
04-03-19 Meddelelse vedr. karantæne af heste
04-06-18 Opdatering vedr. herpesvirus 1, 4. juni 2018
14-05-18 Opdatering vedr. Herpes 14. maj 2018
04-05-18 Status fra DRF og Seges efter møde d. 4 maj om herpesvirus
04-05-18 Tilfælde af herpesvirus i Jylland
01-05-18 Opdatering på herpesudbruddet på Fyn


Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider