Logo used for printing

HN afstemning
Hvor mange penge bruger du om måneden på din hest? Pr. hest

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Rikke Haastrup Kristensen vinder af DM indendørs anno 2017!   Reportage

I alt 26 ryttere var med i dagens finalerunde. Det var de bedste 25 der efter gårsdagens runde blev kvalificeret, men da nr. 26 havde lige antal fejl som nr. 26, kom den sidste også med. Dog endte det med at en enkel rytter ikke kom til start, hvorfor det endelige startfelt var 25 ryttere. Rytterne blev udsat for en stor og teknisk svær bane på 12 forhindringer og i alt 15 spring inkl. dobbeltspring og trekombination. Der var god ridning på højeste plan!

Første rytter på banen var Benjamin Grav A. Hansen med Lillestaruphøjs Ascari. Med sig havde han 10 fejl. Benjamin red en super runde, hvor det dog blev til 4 fejl på spring 8 og de sluttede samlet med 14 fejl over de to runder.

Næste rytter var Jessica Vinther Jensen med Levante 14. Det blev til en rigtig ærgerlig fejl på første forhindring, men resten af turen var fantastisk god og slutter på samlet 14 fejl, efter hun også havde 10 fejl med sig.

 

Hele 13 ryttere havde fra gårsdagens første runde 8 fejl med sig, og de var de næste startende på banen.

 

Den første var Michael Aabo der red med sin sædvanlige ro og overblik, og fik fremvist Its the Senator 111 i bedste stil. Det blev en overlegen fejlfri runde, kun 23/100-dele indenfor tiden.

Mikkel Friedrich rev nr. 2 - en planke på flade holdere, som falder ved den mindste berøring. Bagkanten på spring nr. 7 faldt også og på spring nr. 12 faldt forkanten desværre også. Der var ellers tale om en rigtig fin runde.

 

Erik Bigler var klassens 5. rytter på Quidor. Erik er en meget rutineret herre med flere titler på CVet. På deres tur faldt nr. 5, efter Quidor satte bagbenene ned mellem for- og bagkanten på okseren. De kom lidt for hurtigt ind i trekombinationen, hvilket betød at både b'eren og c'eren faldt. Trekombinationen bestod af en okser ind og to lodrette.

 

Søren Wind red Herslev Mark's Cornado. Cornado sprang I absolut overlegen stil, men undervejs det blev desværre til en forkantsfejl på spring nr. 7 samt udspringet af trekombinationen faldt også.

Kristian Skovrider var med på Lykkehøjs Cassander. Han fik en tidlig bom, da han allerede rev spring nr. 3. Men han havde is i maven, og fik redet resten af banen fejlfrit.

Mesterskabets næste rytter var Kathrine Brohus med Quickson Ask. Quickson sprang alt hvad han kunne rundt på banen, men desværre faldt der alligevel 3 bomme på hhv. spring nr. 4b, 7 og 12.

Stutteri Ask's berider Søren Møller Rohde var næste rytter med Ci Ci Senjor Ask. De har den sidste periode haft en række superstævner, og i dag var ikke en undtagelse for en god runde. Ci Ci kom dog ikke helt fri af den høje lodret på spring nr. 8, selvom det var tæt på, og efter de to runder sluttede de samlet på 12 fejl.

 

Daniel Hald Cassøe havde kvalificeret sig til dagens finale med Kia V. For dem blev det bagkanten på spring nr. 7, som fik voldt dem problemer - Kia fik ikke strakt sig helt om på den anden side af bagkanten. Med den bom havde de nu samlet 12 fejl efter de to runder.

Med sig ind havde Kasper H. Hansen også 8 fejl. Der var ikke nogen tvivl om at han gerne ville ride fejlfrit i dag, og han gjorde også sit for at det skulle lykkes. De kom dog lidt dybt ind i dobbeltspringet, hvilket betød at TM Las Vegas ikke kunne komme helt over på den anden side af den store okser 4b i dobbeltspringet, og sidst på banen faldt yderligere spring nr. 9.

Line Nørager Kristensen var næste med med Elmegårdens Akinos. Akinos viste hvordan banen skulle angribes med ørerne fremme hele vejen - det blev til en fejlfri runde og de endte samlet med de 8 fejl.

 

Næste rytter var sidste års sølvmedaljetager - det var Pernille Tribler med Alfina 3. Med 8 fejl med sig ind, skulle der rides fejlfrit, hvis der skulle være nogen forhåbning for at kunne gentage sidste års succes. Der blev redet rigtigt godt rundt, og Alfina rørte ikke en bom på hele banen takket være Pernilles god ridning, og de sluttede med de 8 fejl.

 

Endnu en rytter kom ind med 8 fejl. Det var sjællandske Malene Lykke Nielsen med Acorada 13. Acorada er en hest, der smyger sig lige hen over springene, og i dag var ikke en undtagelse for det. Desværre skete der en misforståelse på spring nr. 8 hest og rytter imellem, hvilket betød at selvom Acorada lige så fint sprang, så blev Malene sprunget ud af sadlen - utroligt ærgerligt, da det indtil da var en helt super tur.

 

Lars Birkedal havde også 8 fejl med sig fra i går. I dag faldt spring nr. 8 og 9 og udspringet af trekombinationen faldt desværre også.

Så kom vi til de ryttere, som kun havde 4 fejl med sig ind til finalen. Den første rytter med kun 4 fejl var Eva Kramer med Gazette Ask. For kun lidt over et år siden gik Gazette med føl ved siden, men er nu tilbage i topsporten. Det blev til en helt super runde, men desværre var de lidt for langsomme rundt, hvilket betød at de fik 1 tidsfejl. 1 tidsfejl i dette selskab oven i de 4 fejl er rigtigt dyrt i mesterskabet, men intet er afgjort før alle har krydset målstregen.

Stine Cassøe Jakobsen var den næste rytter med 4 fejl med sig ind. Hun styrede Conchillo sikkert rundt på banen, og her blev det til en fejlfri runde og direkte ind i spidsen af mesterskabet!

Gitte Dahl var næste med Conan, og for dem faldt spring nr. 8. Det betød at deres samlede resultat var 8 fejl efter denne runde.

 

Lantini-EM var næste på banen med Marianne Klokkerholm i sadlen. De kom lidt for hurtigt ind i dobbeltspringet, hvilket betød at forkanten på udspringet trillede ud af holderne. Det samme skete i trekombinationen, hvor udspringet her også faldt og deres samlede resultat endte på 12 fejl.

Så blev det tid til den sidste rytter med 4 fejl med sig ind. Det var Robin Grauff Jacobsen med Handybeat. Der blev redet i et godt tempo, og publikum sukkede da han ramte spring nr. 10 - men den nøjedes med at rulle i holderne. Til gengæld faldt indspringet til trekombinationen 11a, da hesten ikke kom helt ud over bagkanten.

 

Så blev det tid til nulturerne fra i går! Zascha Nygaard Andreasen var med Lutz den første. Der blev redet utroligt sikkert rundt, men også for hende faldt forkanten på det drilske spring nr. 7 samt udspringet af trekombinationen. Det betød at de fik samlet 8 fejl.

 

En rytter som var et godt kort til endnu en fejlfri tur var Christian Petersen med Diana'M Z. Der er ikke tvivl om at Christian gerne ville ride en fejlfri runde, og han gjorde sit for at det skulle lykkes. Men det kom til at gå lidt for stærkt på de 4 galopspring fra spring nr. 7 til 8, hvorfor Diana'M Z ikke helt fik bagbenene fri af den høje lodret. Yderligere kom der en tidsfejl på, hvorfor deres samlede resultat blev 5 fejl, men indtil videre gav det muligheden for at skulle i omspringning om bronze.

 

En anden kandidat til endnu en fejlfri tur var Rikke Haastrup Kristensen med Charleston K. Avlshingsten springer stort og flot over springene, og det var så sikkert, at det blev til en fejlfri tur! Det betød at Rikke helt sikkert var sikret en bronzemedalje afhængigt af de sidste rytteres resultater. Kun to ryttere havde mulighed for at ændre på, om de ville være med i kampen om guldmedaljen.

 

Den første var Thomas Sandgaard med Nørremøllehøj's Ariel. Thomas er en meget erfaren herre på de store baner, og han styrerede Ariel helt sikkert rundt på banen og endnu en kandidat til guldmedaljen og omspringningen om guldet var sikret.

 

Kun sidste rytter kunne ændre på hvor mange der skulle i omspringning, og om der måske skulle en omspringning til om bronzemedaljen. Det var Jack Ray Nielsen med Gerdings Carrie. Allerede på spring nr. 2 var det sikkert, at det ikke kunne blive til en guldmedalje til Jack. Planken faldt ved en let berøring ud af de flade holdere. Nu kunne spændingen mærkes i hallen - kom der en omspringning om bronzen? Jack fik publikum til at sidde helt ude på kanten af stolen, da han med kun 4 fejl styrede mod sidste linje. På vej til den sidste linje blev der fløjtet, og Jack var klar over, at han nu skulle ride hurtigere, hvis han skulle kunne holde tiden. Der blev skåret af hjørnet ind til trekombinationen, og efterfølgende var retningen til det aller sidste spring ikke helt på plads, men det lykkedes alligevel Jack at få Gerdings Carrie fejlfrit over de sidste spring kun 31/100-dele indenfor tiden. Omspringning om både guld og sølv med 0 fejl samt om bronzen med 4 fejl var sikret!

 

Herefter blev det tid til de to ekstremt spændende omspringninger! Først var der tale om omspringningen til bronzemedaljen. Første rytter var Stine Cassøe Jakobsen. Det blev til en bom på omspringningens 3. og 5. spring og i alt 8 fejl. Det betød, at Jack kunne tillade sig at få 4 fejl, uden at det betød noget som helst for det endelige resultat. Også for Jack faldt omspringningens 3. spring, men det blev også ved det! Selvom det var over 5 sekunder langsommere, så blev det med den kun 8-årige Gerdings Carrie til en bronzemedalje til Jack!

 

To ryttere var tilbage i omspringningen nu om guld og sølv. Første rytter var Rikke Haastrup Kristensen. Rikke var uden tvivl klar til at give den gas, og lagde ud i et godt tempo. Jo længere hun kom på banen, jo mere gas gav hun. Det betalte sig, og i tiden 35.97 sek og en fejlfri runde blev der lagt meget pres på Thomas Sandgaard. Dog så Thomas ikke ud til at lade sig mærke af presset, og han red også en flot fejlfri runde - desværre for Thomas var det en tand langsommere end Rikke, efter han krydsede målstregen i tiden 36.51 sek. Det betød at Rikke blev indendørs Danmarksmester anno 2017, Thomas Sandgaard fik sølvmedaljen og Jack Ray Nielsen fik bronzemedaljen!

Resultatet af dagens klasse kan ses HER.

Samlet resultatliste efter de to runder kan ses HER.

 

Billede

Aftenens præmieoverrækkelse til DM indendørs for senior.


Tilføjet d. 28-01-2017 kl. 22:05 af i kategorien Ridesport.
Forsidebillede: Ingen titel af CK 1





Seneste relaterede nyheder
08-04-18 9 dressurhingste til DV efterkåring
25-02-18 DRF uddannelser flyttes til Vilhelmsborg
27-01-18 Christina Nielsen vinder DM indendørs for senior på Vilhelmsborg
01-05-17 Så er UVM aspiranterne inviteret til afprøvning
29-01-17 Josephine Bøgh genvinder DM indendørs, denne gang for youngriders!
29-01-17 Anne-Kristine Rie Truelsen vinder af DM for juniorer!
28-01-17 Line Eghoff vinder af 1. afdeling af DM for youngriders
28-01-17 Jack Ray Nielsen vinder af første runde for seniors
27-01-17 Cecilie Nathalie Schack Lord vinder af første runde af DM for U18
10-12-16 Clear rounds og Lucky Loosers


Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider