En ung kvindelig stunt-rytter er død under tragiske omstændigheder i Rusland, hvor hun deltog i en kosak opvisning.
Den blot 24-årige Anastasiya Maximove, omkom under tragiske omstændigheder under en opvisning i byen Abrau-Durso i den russiske region Krasnodar, hvor hun deltog som optrædende i et større kosakshow.
Den unge kvinde, der ernærede sig som professionel stunt-rytter kendte naturligvis risikoen ved sit erhverv. Alligevel er det tragisk at det skulle resultere i denne alt for tidlige afslutning på hendes liv.
Anastasiya, hang fast med sin højre fod, da hun faldt fra hesten, hvilket resulterede i at hesten blev grebet af panik og galoperede rundt i arenaen, foran publikum. Flere af de andre optrædende forsøgte forgæves at stoppe hesten, men det blev vanskeliggjort af, at hesten løb ind i tilskuerområdet.
Da hesten endelig blev stoppet, blev kvinden øjeblikkeligt frigjort fra hesten, og selvom hun på daværende tidspunkt fortsat var i live, døde hun af sine kvæstelser på vej til hospitalet.
Showet og derfor også ulykken blev optaget på video. Heste-Nettet har dog af etiske grunde valgt ikke at medtage linket til optagelsen, der er lagt på nettet.
Kilde: The Mirror
Anastasiya Maximove