det var en ordentlig omgang...

du har vist rigeligt at kæmpe med i forvejen, og derfor kommer skilsmissen ubelejligt, det kan jeg sagtens forstå.

men umiddelbart lyder det kun som om at du synes de bør blive sammen fordi din mor økonomisk ikke kan klare sig alene?

jeg tænker at du et eller andet sted burde være glad for at hun slipper af med fjolset?

undskyld på forhånd hvis det er skudt helt ved siden af ...

gode råd, men kæmpe cyberkram til dig - det må være en vildt ubehagelig situation at stå i.

Jeg har også prøvet at være langt hjemmefra, da der skete noget hjemme, der rystede hele familien, og det er bare så hårdt ikke at kunne være der.

Tusind tak i to.

Misssophie du har helt ret.. Det er dumt at blive sammen kun for økonomien. Jeg ved bare ikke hvad der skal blive af mor nu.

Nej de skal da ikke blive sammen hvis det ikke fungerer, det ved jeg jo egentlig godt..

Jeg tror bare jeg ville ønske han havde kæmpet mere for det.

Det er som om han bare smed alt op i luften i en eller anden midtvejs-krise ting. Hvis han nu sagde jobbet op, tog orlov, meldte sig syg, NOGET, og slap af med den stress, så KUNNE det jo være han ikke havde lyst til at skilles alligevel.

Det fik jeg slet ikke berørt men det er virkelig en af de ting jeg tænker over. At han giver op så let, i stedet for at komme af med stressen først.

Lige nu tager han en kæmpe og uoverskuelig beslutning under nogle unormale omstændigheder. Det synes jeg er dumt og egoistisk.

Løs de udefrakommende problemer, inden der drages så voldsomme beslutninger. Det er det jeg synes er så komplet åndssvagt

at han er stresset, det kommer jo snigende i små trin. Uden at kende til noget videre, kan det også være han har været nødt til at påtage sig for meget ansvar fordi han har været usikker på jobsikkerheden (og så sagt noget andet hjemme), sig selv, eller fordi han er flygtet fra en hjemmefront han ikke kunne tackle?

Det er bare lige et par "djævelens advokat" strøtanker der falder mig ind, jeg tror at hvis du skal bidrage til løsning af den slags komplicerede problemer som du selv er følelsesmæssigt indblandet i, skal du være meget kritisk overfor både egne og resten af familiens holdninger. Og undlade både at kalde ham og tænke på ham som "idioten" (gså selv om han måske er det).

I det hele taget skal du måske køle lidt ned følelsesmæssigt, før du kan hjælpe din familie.

Jeg tænker din mor er ked af det fordi hun holder af ham, og fordi verden i nærmeste fremtid er blevet usikker. De konkrete ting er ikke mest vigtige i første omgang (så længe man ikke træffer hurtige beslutninger), og en måned er ikke meget i forhold til 13 år. Til gengæld lyder det ikke som 13 rare år iht din udlægning, så måske er det godt det sker? Større børn plejer ikke at være en hindring for at finde en ny partner, så hvis din mor er et rart menneske, tror jeg også bare det er en ekstra-bekymring fra din side af, som er unødvendig.

Punkt nr 1 er at få afgjort om du skal (og kan) koncentrere dig nogle uger om dit studie og færdiggøre eksamen, eller om du kan gøre noget mere og afgørende for din mor og dine brødre ved at udsætte studiet et semester/kvarter -- eller om du vil sidde i en tilsvarende situation hos din mor og bekymre dig om hvordan din kæreste har det i Kobenhavn. Har han andre der kan tage hånd om ham i givet fald?

Har din mor nogle ikke-familiemedlemmer der kender jer godt nok til at kunne råde og hjælpe, men ikke så godt at vedkommende ikke kan være træls og objektiv, og sige "det passer vist ikke" når bølgerne går højt?

Hvis manden ikke vil skilles alligevel men prøve at få forholdet til at fungere, og rent faktisk gøre en indsats, vil din mor så også? Og hendes børn?

Det er også fint st du støtter din familie og siger "det skal nok gå, vi skal nok hjælpe" til din mor - men du skal være klar over HVAD der nok skal gå, og hvad der måske skal falde eller stoppe, og HVAD du kan hjælpe med og hvad du IKKE kan hjælpe med. Ellers er det et løfte der er svært at indfri, og ender bare med at overbelaste dig.

Nå, mere har jeg ikke lige at bidrage med. Stor krammer herfra, håber I får lidt styr på det når de første dønninger har lagt sig.

Du skal støtte din mor hvor du kan - men prøv at lade være at tage sider. Hvis hun siger at han er en idiot, så trøst hende, men lad være med at bekræfte hende i det (selv om du måske er enig).

For det første vil det også være at bekræfte hende i at HUN har valgt en idiot (og det gør jo kun en der selv er idiot) - og for det andet stiller det dig i en rigtig dum situation hvis de ender med at finde sammen igen (og det er jo set før).

Din mor må jo finde et mindre hjem, som hun har råd til - hvis din lillebror bor hjemme bør hun kunne få noget hjælp til at få det til at hænge sammen og til at finde et sted. Det er hun hverken den første eller sidste der har skullet opleve - og hvis I kan hjælpe hende med flytning og med at komme på plads et nyt sted på en god måde - så skal hun nok få det godt der. Men igen - en positiv holdning hjælper til at få det bedste ud af en situation. Så hellere sige "nu opbygger vi et dejligt nyt hjem her, lige som du vil have det og hvor det kun er din smag der gælder" frem for "nu må du nøjes med en elendig lille lejlighed hvor alt er jammer og elendighed"

Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvor gammel din mor er (hun kan vel næppe være over 60, hvis du har en lillebror på 13) - men det med at aldrig finde en anden "i hendes alder" er noget vrøvl. Jeg havde lidt tanken da min mor døde at jeg frygtede at min far ville blive ensom... Han giftede sig igen forrige år - i en alder af 77 år! Det er (heldigvis) aldrig for sent, bare man har et åbent sind

Sophie først et stort kram til dig. Som jeg læser mellem linierne så tror jeg at du først og fremmest er nødt til at hjælpe dig selv. Jeg håber ikke du opfatter dette forkert, men det lyder til du selv har meget at kæmpe med, og jeg synes det er flot at du er der for din mor. Men husk nu også, at være der for dig selv! For det hjælper ingen, at enden af dette bliver at du har kørt dig selv ned.

Dernæst, nu ved jeg ikke hvor gammel din mor er. Men folk møder nye partnere gennem hele livet. Så der er ingen grund til at tænke at din mor ikke finder lykken igen. Det samme gælder hendes økonomi, husk at lykken ikke handler om at have et stort hus. Måske din mor får et langt lykkeligere liv alene i en lille bolig. Eller senere sammen med en ny partner. Selvom det hele altid føles lidt som du beskriver når et forhold opløses, så kommer der bedre tider igen.

Jer kan man altid regne med.

Jeg er virkelig glad for jeres svar - jeg kan ikke se ud af tågen for følelser. Jeg kan slet ikke se objektivt på det her.

Så det er virkelig rart at i kommer udefra og sætter tingene i perspektiv. Mange af de ting i nævner har jeg ikke selv tænkt på, da jeg har været for følelsesmæssigt indvolveret.

Mit indlæg var skrevet i affekt fordi det hele bare blev for meget. Jeg er taknemmelig for at i lige får rettet op på nogle skævheder - ja, jeg er nødt til at forholde mig mere objektivt, også overfor mor. Det er en god idé, for hvis de nu finder sammen igen (for godt eller ondt)...

Jeg har trukket på nogle fælles venner og min kæreste er i gode hænder. Jeg føler bare jeg skal bære familie, kæreste og mig selv, for alle falder åbenbart samtidigt lige pt.

Puha. Jeres kommentarer har sat nogle tanker i gang. Tak for det, og tak for de søde ord.

Det skal nok gå på en måde, det så bare rigtig sort ud lige pludseligt, synes jeg. Kunne slet ikke overskue det.

I dag har jeg snakket med mor og ikke taget side, bare støttet og hørt på hvad hun havde brug for at fortælle.

Sendte hende også en buket blomster, det blev hun rigtig glad for. Jeg sagde bare at grunden var, at det syntes jeg bare hun skulle have.

Når bølgerne har lagt sig giver det nok bedre overblik. Det blev bare lidt for meget igår. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg har min lillebror. Ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden søskende.

Igen tak for jeres støtte, det er en svær tid synes jeg

Du gjorde det helt rigtige i en paniksituation .... skrev herinde for at komme af med det værste og for at få gode råd

Det er godt at læse, at du nu har fået lidt mere ro på og at du begyndr at kunne overskue hvad der sker.

Og flot at du har overskud til din mor inkl. blomster.

Knus herfra

Kære Sophie

Jeg skriver meget lidt herinde, men jeg læser en del, og har bla fulgt dine skriblerier om din uddannelse med stor interesse.

I alle dine indlæg virker du meget moden og velafbalanceret, men alle kan komme ind i teder, hvor det føles, som om hele verden vælter. Selvom det ser sort ud nu, så skal det nok blive bedre med tiden.

Først og fremmest tror jeg, at det er vigtigt, at du husker, at du er din min mors barn og ikke omvendt. Selvom din mor både er syg og helt knust lige nu, så er hun en voksen kvinde, og selvom alle børn gerne vil redde deres mor (er der selv og er vokset op som den anden "voksne" i hjemmet), så er det altså ikke dit ansvar alene at holde hende oppe. Jeg håber derfor for jer alle sammen, at I har noget familie og nogle nære venner, som kan hjælpe jer med at holde sammen på det hele. Måske har din mor endda nogle nære veninder, som også kan skuldre lidt af byrden?

Derudover skal man også huske, at man skal vpasse på sig selv, før man passer på andre. Ligesom i flyet, hvor du selv skal tage iltmaske på, inden du hjælper andre. Hvis du ikke selv er stærk og stabil, så vil du ikke have en chance for at støtte din mor nu. Derfor er mit råd, at du først og fremmest prøver at finde den ro og styrke, du nu kan.

Mht til dit studie, så ville jeg råde dig til at fortsætte de to uger endnu af flere grunde... At komme bagud på så hårdt et studie kan blive utroligt svært og stressende at hente ind, især med fremdriftsreformen. Tænk hvis det endte med, at du droppede ud af dit drømmestudie pga den forsinkelse? Her skal du huske, at det her gælder dit liv resten af dine dage, og du kan ikke leve din mors liv. Jeg ved det lyder kynisk, men jeg har også selv måtte indse det. Derudover så ville forsinkelsen helt sikkert også endne med at bekymre din mor, for mødre bekymrer sig om deres børn, om vi vil det eller ej. Og jeg ville være bange for, at hun ville få super dårlig samvittighed, og føle at hun var skyld i din forsinkelse. Derfor tror jeg, at det i sidste ende ville give jer alle meget mere ro, hvis du bider tænderne sammen og fortsætter. Du kan jo alligevel ikke gøre meget andet endnu gør nu, heller ikke selvom du var tættere på.

Selvom alt er tåget af følelser, og det er svært at se skoven for bare træer, så er det nu du skal holde fokus på fremtiden - også din egen! Og som du selv skriver, skal man ikke træffe forhastede beslutninger i unormale situationer. Og så er de praktiske problemer det mindste af det hele. Der er jo desværre mange, som har stået i samme situation, så det skal nok løse sig for din mor i sidste ende.

Jeg håber, du fik bare lidt ud af denne novelle!

Og så ønsker jeg både dig og din familie alt godt i fremtiden!

I er altså de bedste mennesker, her på HN

Det jeg har oplevet i denne uge har faktisk været, at studiet har givet mig overskud. Vi er nået til den del af uddannelsen, hvor også det praktiske begynder at spille en rolle, og jeg kan mærke jeg synes det er fedt, især fordi jeg faktisk godt kan finde ud af en del ting, har jeg fundet ud af.

Ting som jeg var nervøs for skulle blive svært, gør jeg med stor ro, fordi jeg føler mig sikker i de praktiske teknikker.

Faktisk hjælper studiet mig med at koncentrere mig om noget andet, føle at jeg gør en forskel (så lille som den nu end er), og giver mig noget at bruge hænderne og hovedet på.

Så det var den helt rigtige beslutning at hænge i, selvom det hele lige væltede et øjeblik

Min mor har nogle gode veninder, som jeg er sikker på nok skal komme til undsætning, når min mor begynder at åbne lidt op (det er stadig meget nyt og ikke alle ved det hele endnu).

Min kæreste får medicinsk hjælp (psykiater) og er ved at komme op at stå (spiser osv), og jeg har også overskud igen til at hjælpe ham.

Skal vi ikke bare sige at det er godt det snart er sommerferie

Og igen tak.

Jeg synes der er blevet skrevet rigtigt mange gode og brugbare kommentarer til dig. Det jeg måske vil tilføje er, at det kunne lyde som om din mors mand, hvor dum du end synes han er, måske har en depression. Nu vil jeg ikke gøre mig klog på ham, da jeg hverken kender ham, din mor eller dig. Men, han slås med et eller andet, ellers ville han næppe blive ved med at begrave sig i arbejde. Jeg skal ikke på nogen måde holde hånden over ham, men jeg tror han skal have noget hjælp. Det kan godt være, at du aldrig bliver venner med ham, og udfra det du har fortalt, kan jeg godt forstå dig. Men måske kan han lære noget om sig selv, så han ikke er så hård ved din Mor hele tiden. Jeg forventer ikke, at det kan løse alt mellem dem. Men selv hvis de går hver til sit, kan det være en fordel, at han ikke er det dumt svin. Håber det giver mening.

Men vigtigst er det, som andre også siger, at du passer på dig selv. Det er rigtig godt at læse, at du holder ud på din uddannelse. For som der også bliver sagt, din Mor ville nok få det dårligt, hvis du ikke gennemførte pg.a hendes problemer. Jeg synes det er SÅ stærkt, at du vil hjælpe, men husk også dig selv. Din lillebror skal nok klare det også. Især når han har en søster, som husker at passe på sig selv. Så vil du stå stærkere, og blive en god støtte for ham også.

Klap dig selv på skulderen. Du er en fantastisk datter, og storesøster. Du kan måske ikke forhindre en skilsmisse, og det skal du heller ikke. Men du kan som én siger, hjælpe din Mor til at opbygge et nyt hjem, som kan blive fyldt med kærlighed, og ro.

Min egen Mor har været gift 3 gange, og selv efter min Far (som helt korrekt er min stedfar, men jeg har ikke kontakt til min bilogiske Far de sidste 30 år, og min stedfar var der i 27 år af mit liv) døde, så fandt hun alligvel kærligheden igen. Du skal se, din Mor ender måske med at overraske dig, og komme stærkere ud på den anden side.. Det gjorde min Mor, selv om hun blev enke i en alder af 51 år. Jeg var sgu også bekymret for hende. Jeg stod i flytterod, og skulle flytte langt væk, alt var kaos, sorg og usikkerhed. Men hun rejste sig sgu, og kunne pludeselig en masse ting, hun aldrig havde gjort før. Fordi der ikke var andre, og fordi hun ville!

Jeg håber det bedste for dig og din familie. Cyber knus og god vind herfra.

Tak for mange gode tanker Hectoria.

Jeg har tænkt det samme som dig, jeg har barr rigtig svært ved at have ondt af denne person. Og det er skørt at sige, det ved jeg godt. Men det jeg ser er en mor og to brødre som er knuste, og det er det jeg tager ind og opfatter.

Men jo da, der er helt sikkert noget i vejen. Jeg er i og for sig ligeglad nu. Jeg står med nogle familiemedlemmer, som skal støttes. Der er mit fokus nu.

Det er meget inspirerende at læse om din mor. Jeg håber mor kan gøre det samme, jeg ved der er ting hun gerne vil (fx interesser hun ikke har prøvet endnu).

Jeg hænger i Der er kommet mere styr på følelserne og jeg føler jeg bedre kan håndtere det hele. Vi er ikke ude af skoven endnu, men det kommer.

Hej Sophie,

Det manglede da bare. Jeg kan 100% godt forstå dig. Det er også vigtigst, at du holder fokus på din Mor og dine brødre, og selvfølgelig også dig selv.. Havde jeg været i din situation, så tror jeg, at jeg havde haft det på samme måde.

Det tager tid, men jeg er sikker på, at I nok skal komme igennem det allesammen. Så længe I husker at tale om det sammen. Nogle gange fortæller vi ikke, hvordan vi selv har det, fordi vi vil skåne andre. Nu skal jeg selvfølgelig tale for mig selv, men ud fra dine indlæg, lyder det som om, du har det på samme måde. Jeg har til gengæld lært, at "monsters grow in the dark".

Held og lykke, og god vind med det hele.

Hej Sophie. Jeg vil egentlig bare sige at jeg synes du er sej!! Kender alt for godt når alt er kaos i familien, og det er svært at se ud af "tågen". Og mødre er seje og stærke, især hvis man kan støtte dem. Og din mor lyder som om hun har nogle gode og dejlige børn <3.

Min mor er 50, enke*2(nyligst for 7 måneder siden), og vi er på vej op igen i vores lille familie (selvom det er hårdt at miste sin far først, derefter stedfar 11 år senere). Og selvom hun siger hun er færdig med mænd håber jeg også hun kan finde kærligheden igen <3

Stort cyberkram

I er nogle dejlige mennesker

Tak!

Jeg har inviteret hele bundtet med i biografen, nu når jeg og min bror er færdige med vores eksaminer.

Både min mor, to brødre og jeg er vokset op med Jurassic Park - vi lavede popcorn og så filmene om aftenen som hygge og os unger slugte det rådt

Så nu synes jeg vi skal ind og se den nye Jurassic World film, så vi kan lave familie-ting sammen.

Stedfar bliver til den ældste bror er færdig med studenterfest og alt det, og så flytter han i lejlighed (de beholder huset for en stund, åbenbart). Så jeg synes bare vi 4 skal tage i biffen og hygge sammen.

Jeg er ikke så god til at huske mig selv nej Jeg prøver, har heldigvis en person jeg kan fortælle alt til og det har virkelig hjulpet at snakke om det.

Hvordan er det gået Sophie - er din mor kommet ovenpå igen?

Tak fordi du sendte hende en tanke, Line.

Jeg havde næsten glemt denne tråd, fordi der er sket så meget.

Tingene går bedre. Jeg er SÅ stolt af min mor - hun ringer og fortæller vidt og bredt om, at nu havde hun taget sine to ghamle veninder under armen og de var taget ind til byen og fået en øl.

Og de havde sørme også snakket med nogle mænd (min mors ene veninde er også fraskilt).

Der var lige en periode, hvor min mor lukkede det inde. Men hun var så hurtig til at finde glæde andre steder.

Hun ser sine veninder MEGET mere end hun gjorde før, de tager til koncerter og ind i byen bagefter og får en drink, jeg får helt kriller i maven når hun glad ringer og fortæller

Hun ringer stadig med dårlige ting omkring min stedfar. Der er dukket nogle grimme ting op, han har løjet om ekstremt mange ting viser det sig. Det er detaljer jeg ikke går ind i, men det har været rigtig hårdt for mor.

Jeg har bare lyttet og støttet, når hun har haft brug for at snakke, selv i timevis. Jeg har fulgt jeres råd og været mere objektiv.

Og ved siden af har mor fundet energi og glæde i andre ting, fx hendes veninder. Hun er stadig meget ked af det fortæller hun. Men hun kører på og det er så sejt.

Hun har faktisk holdt kontakten til en af de mænd hun har mødt.. De har mødtes et par gange, ikke noget "Vildt" eller romantisk, men han er så sød Han er musiker og sender links til gode musiknumre til min mor.

Jeg håber og tror, at det giver hende noget glæde.

Min stedfar bor i en anden lejlighed, med en 20 år yngre studerende fra hans arbejde (så kan i selv forestille jer forhistorien).

Mor er ved at kigge på steder at bo. Hun har altid været en ørn til penge og økonomi og har aldrig misset en betaling, så banken vil låne hende flere penge end hun regnede med. Så det er rigtig positivt, og hun leder efter sit nye hjem

Så det går bedre, heldigvis. Mine brødre knokler videre, og det samme gør jeg. Jeg prøver dog også at være voksen, og overvejer en smule orlov, nu hvor jeg snart er færdig med min rotation.

Jeg har været på normeret tid hele uddannelsen, og ser misundeligt til mine medstuderende, der planlægger rejser og externships.

Selv her efter sommerferien syntes jeg det har været hårdt at komme afsted, selvom det er super spændende på studiet. Jeg kan godt mærke at jeg har kørt mig selv for hårdt de sidste år (skilsmissen hjalp kunn til, men der har været forskellige ting).

Så ja, jeg gør mig lidt tanker om orlov, at tage ud og få noget praktisk erfaring og lidt luftforandring, inden jeg tager sidste slutspurt af studiet.

Et universitet i Australien ser ud til at have et rigtig godt externship, så det overvejes.

Sikke en roman! Der var så mange der var søde til at hjælpe her i tråden, så nu fik i en lang opdatering

Vi er ikke ude af skoven, men det går bedre!