Så blev det min tur til at skrive et personligt indlæg...
Jeg fandt for 6 måneder siden sammen med en fantastisk fyr fra mit arbejde. Han er sød, forstående, lækker, svarer på sms'er, tager initiativ osv. Han er simpelthen for god til at være sand!
Jeg har fra starten af kæmpet med mine indre dæmoner mht ham. Jeg turde ikke stole på ham, turde ikke tro på at det ville holde, frygtede hvad der ville ske når vi skulle arbejde sammen. (Vi er på samme arbejdsplads, men arbejder kun sammen i perioder) Og han har ikke gjort andet end at være perfekt!
For en måneds tid siden begyndte det at udvikle sig og vi er nu sammen hele tiden. Vi sover sammen næsten hver nat, ses så meget vi kan og har stor sms-kontakt, hvis vi ikke er sammen. Jeg kan mærke, at jeg har givet slip og tillader mig selv at være forelsket, hvilket er en stor ting for mig.
Jeg bliver dog tit ked af det, fordi jeg igen bliver bange for at miste ham, bange for at han pludselig mister interessen, selvom han overhovedet ikke giver udtryk for, at det er ved at ske, men alligevel kan jeg blive helt panisk indeni.
Igår havde vi vores første skænderi. Vi havde tilbragt aften på en bar på arbejdet. Han kom derud fordi jeg bad ham om det og dum og usikker, som jeg er, lukker jeg helt af over for ham, da han så ankommer. Han snakkede selvfølgelig bare med nogle andre, men kunne jo godt mærke, at jeg var helt kold over for ham. Jeg havde lyst til at gå hen til ham, men gjorde det ikke. Hvorfor ved jeg ikke, jeg har bare svært ved at omgås ham på job, selvom det er noget vi har snakket om. Da vi kørte hjem blev han virkelig sur og for første gang satte han mig virkelig på plads. Han er ellers et meget roligt menneske, men pludselig blev der talt med meget store bogstaver. Jeg skal ikke sidde her og komme med detaljer om vores skænderi, men det han sagde var fuldt berettiget. Jeg forstår godt hvorfor han blev så sur!!! Da vi komm hjem snakkede vi lidt om det og det blev godt igen. (for at gøre en lang historie kort!)
I dag har vi aftalt at mødes efter job, da vi begge har fri i aften.
Det lyder jo som om, at alt er godt igen, dog sidder jeg med ondt i maven af skam over min opførelse. Jeg var uden tvivl pinlig og barnlig, og jeg ville ønske, at jeg kunne ændre det hele.
Men det kan jeg jo ikke. Jeg kan kun lære til næste gang, men hvor har jeg det dog dårligt lige nu. Var det bare vores første skænderi? Er det overstået nu? (Det virkede da sådan)
Hvorfor er jeg så stadig så ked af det? Jeg vil heller ikke bringe det op igen overfor ham, for vi skal jo videre, men kan ikke lade være med at tænke på de ting han sagde.
Jeg ved ikke rigtig om jeg spørger om noget med dette indlæg, tror bare, at jeg har brug for at få det ud og høre om jeg er helt sindsyg... Om nogen måske kender til noget lignede... Måske jeg bare skal acceptere, at alle mennesker skændes og at jeg ikke skal være så bange for at han smutter...
Nå, men det blev jo til et langt og meget rodet indlæg, kan jeg godt se... Håber at der er nogen, der nåede helt herned! Om ikke andet, så har jeg da fået luft.
Så længe du lærer af det. Han har bare gjort det klart, at det der, det gider han ikke finde sig i. Slut prut.