stærk og modig nok til at følge din fars ønske og støøte ham i det?

Har du spurgt din far om han ville ønske han var død og vil du kunne forstå og acepterer dette, så er din støtte måske at fortælle ham det er ok, og hvis det er det han vil, skal han have lov til det.

Uha jeg føler med dig, mistede selv min mor for 15 år siden, og ligesom som du har jeg svært ved stolte mennesker der ender som hjælpeløse.

Det er super trist at være den efterladte og selv efter alle disse år, har jeg stadigvæk dage hvor jeg er gal over hun døde, sådan lidt hvad fanden bilder hun sig ind og dø inden jeg blev gift fik børn og hvad der eller høre voksenlivet til som man skal dele med sin mor, men jeg kan godt unde hende freden efter mange års sygdom med op og nedture.

Så måske er enden på livet det der er bedst for din far, men det kan være svært for ham at give slip, hvis familien holder ved, med det skal nok gå osv osv.

Håber ikke du bliver alt fork ed af mit indlæg for det er bestem ikke meningen, desværre kan jeg heller ikke opmuntre dig, men jeg kan håbe på det bedste for både dig og din far.

et kærligt kram fra

Lisbeth

Styrke er også at vide hvornår man har brug for hjælp. Det er godt nok en hård omgang, du er ude i her. Jeg kan ikke sige så meget klogt, men ville bare give udtryk for min sympati. Og så faldt det mig lige i øjnene, det dér med "Troede egentligt jeg var stærkere, men..." Du må huske, at du trods alt kun er et menneske. Din største styrke er, at der er andre mennesker omkring dig, som kan hjælpe dig til at hjælpe dig selv og dem, du holder af.

Camilla

Vi har spurgt ham direkte om han ønsker han var død og til det var "svaret" nej. Men en af sygeplejerskerne havde fået et andet svar.

Hvis han virkelig ønsker at dø kan vi jo ikke tvinge ham til at leve, men jeg tror at depressionen har så meget magt pt. at han ikke tænker klart. Jeg ved ikke om jeg er stærk nok til at støtte ham i dette, hvis han virkelig ønsker at dø...

Nu vil vi prøve at tage mad med derud iaften (mikrobølgemåltider) og så spise sammen med ham. Det kan være det hjælper på humøret.

Det er en svær tid du gennemgår og du har min sympati. Jeg mener dog at styrke er at bøje sig, for så kan man rette sig op igen ; ))
En depression er en alm. følge efter en blodprop og den kan få din fars tilstand til at tage sig mere håbløs ud end den er ! Og det er de gode til at behandle i dag.
Husk at når en så stor tragedie rammer et menneske, så skal han osse bruge tid til at accepterer tingenes nye tilstand. Jeg har passet handicappet i 28 år, nogle finder mod alle odds, livsmodet igen, men det tager tid.

God bedring med din far
Trøste Qnuzer Vinni

Sikke en væmmelig tid du gennemgår. Ved slet ikke hvad jeg skal sige, og kigger med frygt frem på den tid hvor det er mine egne forældre der bliver syge. det er slet ikke til at holde ud.

Gudskelov er der jo stadig håb for din far. Det bedste man kan gøre lige nu, er nok kort og godt at være der for ham.

Håber virkelig han kommer sig.

Har du stadig ingen kontakt haft med din kæreste?

Faktisk har jeg fået et opkald fra kæresten i eftermiddags. Kun en ganske kort samtale, da jeg var på vej ud og besøge min far på hospitalet og derfor ikke kunne tale. Han har lovet at ringe igen her ved 9-tiden, så kryds fingre for at han holder sit løfte denne gang...

Er meget spændt på at høre hvad han har at sige om sit "forsvindingsnummer"...

Hej Tina

Jeg føler rigtig meget med dig, da jeg selv har samme problemstilling tæt inde på livet i disse måneder. Min egen far er syg af en sygdom der hedder ALS. Den kommer man desværre til at dø af i løbet af kort tid.

Som du selv skriver, tror jeg heller ikke at man ser klart med en depression hængende over hovedet. Det kan jeg se på min egen far.

Som Vinni skriver længere oppe, husk at når en så stor tragedie rammer et menneske, så skal han osse bruge tid til at accepterer tingenes nye tilstand.

Det er meget svært for mange mennesker at acceptere at det liv de engang havde, har ændret sig for altid.

Giv din far og ikke mindst dig selv den tid der skal til. Jeg ved godt at det gør rigtig ondt i sjælen at se din far sådan, men det er også yderst fornuftigt af dig at du har søgt proffessionel hjælp til at komme igennem denne svære tid i dit liv.

Et stort kram herfra. Tanja

Puha hvor er det hårdt for dig for tiden! Jeg kan ikke "give gode råd" eller andet som du sikkert heller ikke har brug for, blot sige, at jeg virkelig føler med dig. Jeg har tænkt meget på dig og din triste situation siden jul. Øv hvor er det hårdt! Derfor blev jeg så glad, da jeg så, at kæresten enedelig havde givet lyd. Så er der da ikke helt så meget uvished længere. (Jeg har selv kærestet med en mand fra Egypten for en del år siden, men han havde også tendens til fosvinding så jeg føler godtnok med dig. Det er frygteligt!)

Alt i alt, en masse sympati herfra- og jeg synes, du virker meget stærk. Skide godt gået, at du klarer det hele. Og super at du får lidt hjælp udefra, jeg håber, at det vil gavne dig.

Stort knus Signe

Tusind tak for jeres ord.

Jeg har talt med kæresten igen og det er en længere historie, som jeg skal spare jer for.

Skal vist lige tygge på det et par dage og finde ud af om jeg tror på hans forklaring og om mine følelser for ham er stærke nok til at overvinde denne krise.

Nu tager vi en dag ad gangen med nogle telefonsamtaler og så må vi se.

Ville bare ønske at min far havde viljen til at kæmpe for bedring istedet for bare at lade stå til. Men håber det kommer når den antidepressive medicin begynder at virke.

Har lige læst det hele og føler virkelig med dig!!!

Det er bare så synd for din far, og hele familien. Ikke at kunne gøre sig forståelig kan gøre den mest tålmodige dybt frustreret. I må have forståelse for at han er langt nede og ønsker sig langt væk, men giv ham styrke til at kæmpe ved at støtte ham og bare være der for ham.

Din kæreste, det lyder godt nok "spændende"

Nu ved jeg ikke hvad han har forklaret sig med, og hvad jeres baggrund er, men jeg håber da I kommer igennem det sammen.

Flere visdomsord er kommet til dig efter dit indlæg.

Jeg vil gerne supplere med at sige, at din far har sin kamp med depressionen og genoptræningen nu.

Din kamp består i at lade ham kæmpe sin kamp og alligevel bevare din egen energi.

Håber inderligt at i begge klarer den.

og en drepression er vel en meget naturlig ting derefter.

Min far kan ikke gå længere (kun lige komme rundt i sin 1-værelses med sin rollator), men ellers er han med tiden blevet helt klar igen.

I starten var det gyseligt. Efter hans hjerneblødning lå han på ålborg sygehus - derefter blev han overflyttet til Nykøbing Mors hospital. Han ville ingenting, sagde ingenting ud over ja og nej.

Langsomt kom det igen - det startede faktisk med at han begyndte at ryge igen. Så blev han mere frisk og blev placeret på et plejehjem (lidt tidligt i en alder af 54)

Han rodede rundt i alting og blandede alting rundt. jamen nogle historier han fik lavet. Det var ganske forfærdeligt.

Så har han fået en lejlighed i en beskyttet bolig. Han får besøg af en hjælper hver morgen. Han klarer indkøb selv. Tøjvask og rengøring har han hjælp til. Mad bliver bestilt og kommer hver uge til 7 dage. Han har en invalideknallert så er guld værd for ham. Han kommer rundt i byen, og kører afsted til sin træning 2 gange om ugen.

Ja han klarer sig sku godt.

Han bor jo langt væk fra os - men nogle besøg om året bliver det da til. Næste gang bliver i Kristihimmelfartsferien hvor vi her fra øen lejer sommerhus på mors, melder hestene til Morsø Rideklubs distriktsstævne... Og så hygger vi os bare helt vildt. Min far kommer selvfølgelig med til stævne osv.. og tro mig, jeg er sikker på at det er de beste 5 dage om året for ham. Men han er dødtræt når vi kører hjem.

kommet lidt positivitet ind i dit liv, både med karesten og din far.

Måske er det bare tid han har brug for, det må jo også være et chok for ham, og svært at forholde sig til, men vi mennesker er nu indrettet til at forholde og omstille os i en utrolig grad.

Håber alt er vel, om ikke vel, så bedre.

knus

Lisbeth

at du skal være stærk??? er der nogen der har pålagt dig det... Vi er kun mennesker og du har lov til og bryde sammen, hvis der er noget som vi mennesker ikke har kontrol over, så er det når pludselige sygdomme opstår. Vi kan kun bevare håbet og troen på at det rette sker og at det bliver på den retfærdige måde.

Ved ikke om dette kan hjælpe har selv stået i en situation der ligner for ca. 10 år siden, så jeg føler med jer.

Varme tanker sendes hermed til dig og din familie

Håber også bare at min far bliver så klar igen at vi kan føre en nogenlunde normal samtale med ham... Om vi så skal skubbe ham rundt i en kørestol resten af hans liv, så klarer vi nok også det. Dog skal han hverken på plejehjem eller i beskyttet bolig, hvis vi kan undgå det. Men nu er han og min mor jo også stadig sammen.

Vi har haft en snak med afd.sygeplejersken igår. De sender min far til en ny psykiatrisk evaluering for at vurdere om hans depression er nået til det punkt, hvor han er til fare for sig selv (pga. spiseværgeringen). Såfremt det vurderes at han er til fare for sig selv, vil han blive overført til psykiatrisk afd. for behandling af depressionen og når den så letter en smule og han vil træne og spise igen, kan han komme tilbage på genoptræningsafd.

Jeg har selv fået tid hos en psykolog på mandag og det har jeg det okay med. Helbredssikringen gennem arbejdet har bevilliget 12 timer. Tror dog ikke jeg får brug for dem alle.

Mht. kæresten så tager vi en dag ad gangen. Vi taler i tlf. sammen og prøver at få genopbygget tilliden. Jeg kan mærke jeg overhovedet ikke stoler på at han ringer når han har sagt at han vil, men er samtidig også lidt af den mening at han skal vise at han også vil kæmpe for forholdet. Jeg kan ikke kæmpe alene...

Såfremt min fars tilstand fortsat er stabil tager jeg nok ned til kæresten en uge midt i marts, for at se om følelserne er stærke nok...

Min arbejdsplads har heldigvis været utroligt forstående og der bliver ikke sagt noget, hvis jeg har brug for en dag hjemme.

Endelig var min fars depression ved at lette en smule. Humøret havde været bedre i et par dage og han havde fået liv i øjnene og lidt mere appetit. Dog klagede han fortsat over smerter fra ryg/mave/hofte området og de kunne ikke finde ud af årsagen. Klagerne over smerter har stået på en lille måned. Så mistænkte de at det kunne være tarmslyng eller lign. og fra i torsdags og indtil igår var han til omkring 7 forskellige undersøgelser (scanninger, røngten og endoskopi), for at de kunne finde ud af om han skulle opereres. Og det skulle han så! Blev opereret for "akut" tarmslyng igår aftes, men pga. at tarmen i længere tid har været uden blodtilførsel måtte de fjerne et stykke, der var dødt og han fik en stomi. Så nu er han flyttet fra afd. for apopleksi til afd. for stomi... Han er den eneste patient på den afd. der udover stomioperationen har en anden sygdom der kræver mindst lige så meget behandling som operationen. Og han skal til at lære nye ansigter at kende. Det har taget flere uger for ham at blive tryg ved de plejere nede på den anden afdeling og nu skal han starte forfra. Var derude flere timer idag, men han var så dopet af smertestillende at han ikke var til at komme i kontakt med. Man kan undre sig over hvor meget den mand skal udsættes for. Som om hjerneblødningen ikke var rigeligt...

Hold k**t hvor er jeg træt af Herlev Sygehus.

Jeg kan ikke sige noget udover hold ud, og hvor klarer du det dog flot!! Det er fan*eme ikke en nem tid for jer, det her.

Bare lidt opbakning herfra og et håb om, at du kan holde fast i lidt optimisme,

kærlig hilsen Signe

Min mor led af apopleksi, hendes var dog venstesidigt. Hun ændrede sig meget! Men hun kæmpede sig ud af kørestolen 3 gange. Hun blev ved med at male (selvom hendes billeder blev bare i nederste højre hjørne, hvor hun ikke kunne se!) Ellers siger de kloge at højresidige har bedre muligheder, selvom de mister sproget. De er mere realistiske, mindre følelsesmæssigt svingende.

Syng for din far, hvis I har fælles sange. Fortæl historier- dem han fortalte dig, da du var barn. Det handler om at vække hjernen på måder, den ikke er vant til. At koble kendte spor til nye.

Var til psykolog i mandags der også sagde at når nu min far var ramt i venstre hjernehalvdel, var der trods alt den "trøst" at det ikke gik ud over hans personlighed, som det åbenbart ofte sker for folk, der rammes i højre side af hjernen. Og vi kan jo godt mærke at han inderst inde er den samme. Når altså ikke depressionen har så meget fat i ham at han ingenting orker. Håber bare ikke at stomioperationen ødelægger det lille fremskridt der var i hans humør. Det ville næsten ikke være til at bære.

Skal ud på hospitalet sammen med min mor nu her og have talt med lægen der opererede min far, så vi kan få lidt informationer.

1000 tak til jer alle for jeres tanker.

han altså uheldig.

Håber det bedste for jer allesammen

Og undskyld jeg fik rodet rundt i begreberne, jeg mente selvfølgelig at min mor var lam i *venstre* side= højre hjernehalvdel var ramt.
Når det er *venstre* hjernehalvdel, der rammes, så bliver man lam i højre side- og kan miste talen.

(Jeg er højre-venstrekonfus og bytter desværre tit rundt på højre og venstre. )

Fortsat god bedring til din far!

Hvis du ikke allerede kender den, så kan jeg nbefale Oliver Sachs: "Manden, der forvekslede sin kone med en hat, og andre fortællinger fra den fantastiske virkelighed". Oliver Sachs er neurolog og har skrevet gode bøger om hjernens funktion og resultaterne af hjerneskader. Han skriver godt og læsværdigt uden for mange fagudtryk.

lægger det sygehus ikke mærker til hvad der kommer ud af din far?

Med den beskrivelse lyder det ikke som om de har lagt mærke til om din far har haft sådan noget ganske normalt som afføring...

Jeg ved godt det kan være svært som plejepersonale at skille tingene fra hinanden, da dep. også kan give kropslige smerter..

Sidder og tænker på en lille historie, for mange år siden var min far indlagt, han havde noget et punkt hvor han ikke ville spise og egenlig havde opgivet. Lige meget hjalp, han ville sådan set ikke mere, så en dag serverede de varm havregrød for ham. Som han sagde bagefter, den duft vakte et stort minde fra hans barndom og så tænkte han det var lige alligevel var værd at leve.

Måske kunne I finde noget der kunne vække din far? En meget berømt læge Patch Addams brugte jo de samme metoder, at vække en stemning (gensynsglæde) til gavn for patienten.

Pia

Vi er også godt trætte af hospitalet.

Iht. min fars journal startede han med at klage over smerter d. 18. januar. Men da han dagen før var faldet ud af kørestolen (!!) mente de smerterne skyldtes faldet/slaget. Han blev d. 1. februar scannet i hofteregionen pga. mistanke om brud, men der var intet at se. Vi tror at hans maveproblemer allerede er startet der midt i januar og havde de nu ikke smølet sådan med de undersøgelser han skulle igennem, kunne tyktarmen (venstre side af den) måske være reddet og han kunne have ungået at få stomi.

Men det er jo kun spekulationer...

Han er meget afkræftet, da han stadig intet føde og væske vil indtage. Han får selvfølgelig drop, men det er jo kun for ikke at blive dehydreret. Han har tabt sig mindst 15 kg. efter han blev indlagt d. 21. december og er kun en skygge af sig selv. Sonde kan de ikke få lov til at lægge, han kæmper imod og skubber/sparker med den raske arm/ben.

De kan jo ikke tvinge ham, da han ikke er umyndiggjort.

De havde talt om at han skulle evalueres påny af en psykiater for at vurdere om han er til fare for sig selv og dermed kan indlægges på psyk. afdeling, men det er endnu ikke sket pga. den "akutte" operation.

Men jeg kan godt forstå, at din far ikke vil spise, hvis det har gjort ondt i længere tid, så kommer man til at forbinde mad med smerter. Når man så ikke har spist længe, ja så ryger appetitten, det er desværre selvforstærkende.

Desuden kan smagsløgene og følelsen i hals og svælg ændre sig ved apopleksi, der var simpelthen nogen typer mad, min mor ikke længere kunne få ned, og hun fik nemt "ting i den gale hals".

Min mor fik sondemad flere gange, når hun var indlagt (pga "kold" lungebetændelse). Og så fik hun fast laxativ og blev hjulpet på potten på et fast tidspunkt hver dag. Det var de ihvertfald gode til at huske på Hillerød.

Ja, det kan du selvfølgelig have ret i. Hvis han har fået mere ondt i maven hver gang han har spist, så forbinder han selvfølgelig mad med smerte.

Han blev igår flyttet tilbage på apopleksiafd. og nu håber vi så at han, når der falder lidt ro på, vil deltage i genoptræningen og begynde at spise igen. Faktisk bad han selv om noget yoghurt igår. Han spiste ikke meget af det, men bare det at han selv "spurgte" efter mad var rart.

Jeg frygter dog at han er så afkræftet pga. manglende indtagelse af føde at han ikke orker at komme igang igen.