jeg føler med jer - jeg har lige mistet min mor efter knap 4 års sygdom , efter en ( stor) blodprop i hjernen der lammede hende ½ sidigt og bandt hende til en kørestol.

det er så hårdt at have en syg forældre, for vores sorg er jo stor, selvom vi "bare" er børnene...

jeg sender dig gode tanker og håber på at din far kommer godt over det.

Det er bestemt ikke rart - kan godt forstå det har været en af de væreste dage i dit liv idag!

Som du selv skriver så bliver ens forældre jo også ældre og det er ikke rart at indse - at der med alderen kan komme sygdomme og andre ubehagelige ting. Jeg ville ønske de var her forsvigt!

Alle mine tanker går til dig og familien - håber han snart er på fode igen og i trods alt får en glædelig jul.

Tak for jeres ord...

Min far er stadig indlagt på hospitalet og det er meget usikkert at han får lov til at komme hjem og holde jul i morgen. Blødningen trykker på hans talecenter, så han kan kun sige ja og nej. Skal hans sige længere sætninger roder han rundt i ordene og kan ikke få dem frem. Ligeledes er det ikke alt vi siger han forstår. Neurologen siger dog at når blødningen aftager burde det langsomt blive bedre...

Oven i min fars sygdom er min kæreste pist væk "forsvundet". Talte sidst med ham i onsdags om eftermiddagen, hvor han var på vej til at besøge sin bror i Istanbul, hans tlf. løb tør for strøm under samtalen og siden har den været slukket og han har heller ikke ringet til mig. Har ikke tlf. nr. til hverken bror eller hans forældre og med 16 millioner indbyggere er Istanbul for stor til at jeg kun med broderens navn kan finde frem til ham. Det er ikke lige det jeg har brug for oveni i det andet

Så har hverken sovet eller spist de sidste to dage. Når jeg er på hospitalet hos min far må jeg prøve ikke at lade mig mærke med hvor bekymret jeg er for at der (også) er sket kæresten noget. Resten af tiden sidder jeg herhjemme, apatisk og ved ikke hvad jeg skal gøre for at finde ud af om der er sket kæresten noget eller om han "bare" er et dumt svin...

Sikke en lortejul det tegner til at blive...

Min jul tegner heller ikke synderlig godt..

I morgen kl 17.30 skal min nærmeste famile og jeg ind på Herlev hospital og fejre jul..

Min mor er indlagt - opereret for kræft.. pt. er hun næsten ikke ved bevisthed..

Det er hårdt ja det er - forbandet hårdt..

Føler med dig og din familie

Pyha! Hvor har jeg ondt af jer.

Vi har også haft et rigtig l*rteår med alvorlig sygdom, og deraf følgende (men heldigvis ikke livstruende!) nervesammenbrud og depressioner.

Nu tegner alt lysere og selv om det føles som om evigheder har passeret siden sommeren, skal julen nok blive hyggelig i år.

Håber det bedste for jer, og lad os håbe at det nye år bliver bedre end det forgangne.

God jul til jer og jeres kære.

/minski

En af mine forældres venner blev ramt af en bloprop i hjernen, nøjagtig som du beskriver det ovenfor, lige ved talecenteret osv.

Det var i søndags, jeg har besøgt ham i dag, sammen med min far... Derhjemme og han var oppe og tullede rundt og lavede mad og alting!!

Han skal holde sig lidt i ro de næste 8 uge og må ikke køre bil en månedstid, men han var OVERRASIKENDE frisk!

Så det behøver ikke at være så slemt endda!

VH Gamleged

Stakkels dig og din familie. Min far har haft to hjerneblødninger, og det er et hårdt forløb at komme igennem. Jeg blev også helt slået ud, min store stærke far, der bare normalt kunne "klare hele verden". Men meget kan trænes op igen, heldigvis..

Så selv om det ser sort ud nu, bliver det sikkert meget bedre.

Min far blev desværre halvsidig lammet, og sidder i kørestol. De første 4 uger efter, var han meget konfus, havde talebesvær, turde ikke sove og have dødsangst. Vi var hos ham alle vores vågne timer. Heldigvis blev han helt klar og talen blev helt normal igen.

God bedring med din far, og håber du snart hører fra kæresten.

Kh Louise

Jeg føler med dig og din familie. Jeg ved selv hvad det vil sige at have livstruende sygdom i familien tæt inde på livet.

Det gør mig ondt at høre med din mor... Håber hun klarer den.

Min far er også indlagt på Herlev Hospital. Vi tager derud i besøgstiden i eftermiddag, da sygeplejersken siger de spiser fælles julemiddag på afdelingen iaften. De vil desværre ikke udskrive ham, så han kan komme hjem og holde jul.

Men det bliver bare ikke jul derhjemme uden ham.

Og har stadig intet hørt fra kæresten. Jeg er så bange for at der er sket ham noget alvorligt

Og hvordan skal jeg finde ud af det, når jeg ikke har hans forældres navne og tlf.nr? Jeg ved kun hans brors navn og profession, men der bor som sagt mere end 15 mio. mennesker i Istanbul.

Talte med hans arbejdsgiver igen og denne ville prøve at finde et tlf.nr til forældrene, men har ikke kunne få fat i ham siden.

Jeg vil prøve at kontakte den Tyrkiske Ambassade i København og høre om de på nogen måde kan hjælpe mig.

Jeg føler mig så magtesløs, både mht. min far og med kæresten. Kan slet ikke tage mig sammen til noget.

Højresidig apopleksi har man meget gode chancer for at komme sig over- også med talen.

Min mor levede i mange år efter sin første hjerneblødning, men hun ændrede personlighed. Hendes var v-sidig. Med stædighed og genoptræning (desværre var det meste selvbetalt fysioterapi) kæmpede hun sig tre gange ud af kørestolen.
Som 79 årig orkede hun ikke mere, jeg husker den jul meget klart, hvor hun sagde, hun ikke havde lyst til at fylde 80. Hun døde nogen måneder efter, efter et grimt forløb, hvor hun mistede talen.

Men hun havde altså 15 forholdsvis gode år først.

Jeg vil anbefale dine forældre at melde sig i Apopleksiforeningen,- og Jer pårørende at læse om apopleksi. Fx Oliver Sachs: "Manden, der forvekslede sin kone med en hat"- men også bøger for fx SOS (Social og Sundhedshjælpere) om hemiplegi.
Desuden skal din far i genoptræning så hurtigt som muligt- og det er desværre meget muligt, at han må betale det meste selv. Men han kan blive meget nær rask.

Pøj pøj til dig og familien!

ja jeg får helt ondt i maven og der kommer em masse dårlige minder tilbage til mig.

jeg føler virkelig med dig og håber det bedst for jer og der er heldigvis mange der kan komme sig efter en hjerneblødning,og kommer til at fungere,så de stadig har et værdigt liv.

Desværer var min far i en alder af 47 meget hårdt ramt af en hjerneblødning og var ikke en af dem,

jeg håber virkelig at det blir en anden historie for jer og i kan få mange år sammen endnu

mange tanker og medfølelse fra en der ved hvordan det er

Min fars tilstand er desvæære pt forværret, da der er opstået ødemer omkring blødningen. Det er så åbenbart meget normalt og de er stadig fortrøstningsfulde mht. at han får det bedre når først blødningen er absorberet. Men han kan stadig kun sige ja og nej. Tror dog han forstår det meste af hvad vi siger til ham. Men det er godt nok hårdt det her... Han er meget frustreret over ikke at kunne sige de ting til os han gerne vil. Og det gør ondt at se ham sådan.

Og der er heller intet nyt fra/om kæresten. Fik fat i hans ene chef igår, men han taler kun tyrkisk og det forstår jeg ikke, så fik ikke ret meget ud af den samtale. Er pt. ved at finde en der taler tyrkisk der vil ringe op og tale med dem for mig i håbet om at få et tlf.nr til hans forældre og måske den vej kunne finde ud af om han er kommet til skade.

Som dagene går dukker der jo også tanker op om hvorvidt han er jordens største røvhul og bare er for fej til at slå op og måske håber på jeg fatter en hentydning. Det hænger bare ikke sammen med de samtaler vi har haft det sidste stykke tid og heller ikke med den opfattelse jeg har af ham som menneske, men man kan jo aldrig vide. Ved snart ikke hvad jeg håber på, at han er okay og bare er et svin eller at han ligger på hospitalet et sted i Istanbul og ikke kan kommunikere. Det er lidt som pest eller kolera.

Jeg prøver at få fat på henholdsvis det danske konsulat i Istanbul og den tyrkiske ambassade her i DK imorgen og hører om der evt. er noget hjælp at hente der.

Det er godt nok en lorteafslutning på 2006 det her

Kære Westlife

Min far fik to fik en blodpropper i hjernen i år. Ved den første mistede han også talen. Det værste var dog hans ansigtsudtryk, da han lå der i hospitalssengen og så så lille og forvirret ud mens tårerne løb ned ad hans kinder. I flere døgn vidste vi heller ikke hvordan det skulle gå. Efter kun en måneds tid kunne han tale fint igen - det går bare lidt langsommere. Den anden blodprop (her i november) gik ud over hans førlighed, så han blev lam i arme og ben, men allerede efter en uge gik han med stok. Og her juleaften var vi ude og gå en lang tur sammen mens vi hyggesnakkede.

Så selvom det ser slemt ud nu, så kan din far få det godt igen.

Det skal du bare vide, så du har noget at tro på mens det du venter.

Jeg sender dig alle de bedste ønsker om god bedring til din far.

mvh. katrunte

Ja, det er næsten også det at se min far så trist det er det værste ved det her.

Han virker som om der er noget særligt han gerne vil sige til os, men ordene vil bare ikke frem.

Han har dog virket lidt friskere de to sidste dage og vi har haft ham oppe i kørestol og kørt lidt rundt på hospitalet.

Jeg har fortalt ham om den "forsvundne" kæreste og jeg kunne se at han forstod det. Og når jeg kommer derud spørger han med øjnene og det er nyt (hvilket der desværre ikke er).

Det er bare så frustrerende at han ikke kan få sagt det han gerne vil.

fik for år tilbage en hjerneblødning, så du har alverdens medfølelse herfra. Det er bare så skrækkeligt grimt at se sine kære, ramt af så grim en ting.

Han mistede også både tale og fik halvsidig lammelse. I starten kunne han sige ganske få ord, men kun på engelsk. Mærkeligt, det har aldrig været et sprog vi brugte hjemme, men ikke desto mindre, det eneste sprog han huskede et par ord af.

I løbet af kort tid fandt vi alligevel ud af at kommunikere. Små tegn for ja og nej, noget at spise eller drikke, toiletbesøg, fred til at sove og så videre. Var vi helt ude i tovene, når vi gættede, prøvede vi at tegne. Enten tegnede min far ved hjælp af os, eller slog nogle streger selv.

Og hvor vil jeg så hen med dette. Jo - jeg vil fortælle dig, at det er hårdt, vanvittigt hårdt, men ikke uden håb. Som tiden gik, fandt min far en god del af sin tale igen, ligesom han lærte at gå igen, altsammen kun vej en sej og utrættelig kamp.

Støt din familie - ikke kun din far - det bedste du kan, men pas på, at du ikke mister dig selv undervejs. Tag "fri" når du føler behov, der er grænser for, hvor meget et enkelt menneske kan magte.

De bedste ønsker for jer alle

Så havde min mor og jeg en samtale med min fars læge, fysioterapeut og den plejeansvarlige og det var ikke gode nyheder. Efter den første CT-scanning fik vi jo at vide at det var en mindre blødning og at min far havde været heldig. De to efterfølgende dage kunne han selv gå på toilettet osv, men juleaftensdag fik han det værre og de sagde det skyldtes ødemer omkring blødningen. Nu viser det sig så at blødningen er langt værre end først antaget og de tør ikke sige noget som helst om muligheden for at han kommer til at tale og gå igen Om 3-4 uger skal der foretages endnu en scanning og så skal vi til en samtale hvor der skal diskuteres mulighederne.

Føj for nogle skod nyheder at få her på den anden dag af 2007. Sådan som 2006 endte var jeg ellers sikker på at det kun kunne blive bedre. Nu mangler det bare at jeg oveni får dårlige nyheder om/af kæresten, istedet for at vi får talt om tingene og kommer igennem dette sammen...

Jeg har endnu ikke været på arbejde siden alt det her skete for 13 dage siden og min chef har været meget forstående, men kan jo ikke blive ved med at leve i denne her osteklokke.