Det hele kommer sig af, at jeg lærte ham at kende for 14 år siden. Jeg var på cykel tur med ungdomsklubben, og han var på motorcykelferie med gutterne. Og jeg faldt for ham med det samme, og han for mig.
Desværre var det bare sådan at han var 20, og jeg kun 14. Så det var nok dømt lidt på forhånd. Men han var min første kæreste, og min første rigtige kærlighed. Så jeg fik ham aldrig helt ud af hovedet.
Da jeg så flyttede på Ama´r, kom det hele tilbage til mig. Hver dag når jeg kørte i stalden, kørte jeg forbi der hvor han boede dengang.
Det hele resulterede i at jeg sidste år, ringede til ham efter de 14 år, bare for at høre hvordan han havde det. For at få fred i sindet. Jeg regnede jo med at han både havde kone og børn.
Men til mit store held, havde han ikke nogen af delene.
Vi mødtes samme dag, og der var ikke nogen tvivl. Det skulle bare være os. Der gik ikke mere end 5 min. før vi sad og holdte hinanden i hånden. Vi har været kærester siden.
På under et år, har vi fået vores vidunderlige søn, købt hus. Og skal giftes til sommer.
Og jeg fortæller ham hver dag, hvor meget jeg sætter pris på at han er min, hvor meget jeg værdsætter at han elsker mig. At han er der for mig, når jeg har behov for ham. I det hele taget bare at han er som han er.
Tænk at det kan lade sig gøre at få sit livs kærlighed tilbage efter 14 år. Og han så bare er lige så dejlig som man huskede ham. 
De varmeste tænker er hermed sendt afsted til Kbh.
(puha sidder helt med tårer i øjnene, bare af at tænke på ham.)
)
