Hvor er det flot at du gerne vil vise hende hvordan heste også kan være Britta!
Jeg vil nu fortælle omkring hvordan jeg selv slap af med heste angst. Jeg var 10 år og havde håndteret ponyer i 2 år. En sød og lettere besværlig shetter og en sød men stikken i rend/hård i mund pony. Det kunne da godt være lidt skræmmende når Beauty stak af med mig over stok og sten eller når Rebecca bukkede til jeg landede med brystkassen fast i gruset, men de var aldrig direkte aggressive. Een gang sparkede Bitten mig over skinnebenet (en stor sort varmblod) mens jeg red forbi hende på Rebecca og selvom det gjorde ondt blev jeg enig med mig selv om at det var min egen skyld fordi Bitten havde vist mig at hun ikke synes at det var sjov at jeg red tæt på hende.
Så en dag ville jeg gerne begynde at ride en pony som havde været min venindes hygge-partpony og som jeg havde hjulpet hende med strigling og ridning mange gange. Men han havde stået alene på fold i over et halvt år uden at være i hånd. Da jeg gik ud på folden til ham angreb han mig. Han jagtede mig rundt og snappede og sparkede efter mig. På et tidspunkt måtte jeg søge ly i et æbletræ og vente til han var gået langt nok væk til at jeg kunne spæne ud af folden. Jeg forsøgte mig igen, og fik fat i ham. Jeg bandt ham til en pæl men han ville ikke stå stille og begyndte igen at bide og sparke efter mig. Jeg løb ind til ejeren og sadge at hans pony var ustyrlig og han kom med ud. Ponyen rev pælen ud af jorden og stak af med pælen dundrende efter ham. Der vidste jeg bare at jeg aldrig ville få lov at tage mig at denne her pony og at jeg havde handlet uansvarligt og forkert. Vi fik fat i ham efter et par kilometer og der var heldigvis ikke sket ham noget. Vi blev enige om at jeg ikke kunne styre ham og ikke skulle komme tilbage igen.
I lang tid efter havde jeg det med ponyer/heste som man får det med stødhegn når man før stød ved at åbne hegnet. Man har ikke rigtigt lyst til at åbne hegnet igen, hvad hvis man får stød? Forsigtigt tager man fat og åbner og med hjertet lidt oppe i halsen og pyyyyh man fik ikke stød. Der går lidt tid, man skal åbne for hegn mange gange før man trygt og uden fysisk nervøsitet bare gør det. Jeg blev lidt mere forsigtig omkring heste men jeg ville ikke give op. Frygten var fuldt overstået indenfor et år. Jeg lærte samtidig hvordan min egen nervøsitet går direkte i hesten. I den periode hvor jeg var nervøs omkring heste blev jeg prøvet meget mere af. Hvis ikke jeg hele tiden viste hesten eller ponyen at jeg var i kontrol så prøvede de at tage kontrollen. Man er nød til at udstråle afklarethed og beslutsomhed og handlekraft overfor hesten. Fornemmer den at du tvivler, at du væger eller giver op, så har du tabt på forhånd. Heste vil meget gerne være under vingen, men fornemmer de at man er nervøs, vil de gøre alt for at komme væk fra een. Med det mener jeg at dens adfærd ændres markant og hesten kan gå fra at være artig og lydig til at være umulig og direkte farlig. Du har brug for at åbne en masse led, op på hesten igen med Britta og mærk din frygt og nervøsitet fordampe. Den vil forsvinde helt af sig selv jo mere du rider og håndterer heste. Men du er nød til at vælge nogle søde heste som er rolige og som hviler i dem selv. Heste som hviler i dem selv bliver ikke urolige når du bliver urolig og vil ikke ændre adfærd deraf. Jeg tror at Britta har sådan nogle. Det er ofte empatiske mennesker som har dem 
Held og lykke med det.
