Hejsa.

Jeg har leddegigt, og har haft det siden jeg var 2. Jeg har haft 3 heste gennem tiden. Nu er jeg dog ikke længere hesteejer, men "kun" part

Det har som regel været godt, men der er også dage hvor det er svært at være i stalden. Dage hvor jeg kun magter at ordne boksen, og ikke at ride.

Men jeg vælger at ride, for på trods af smerterne, så holder det mig i gang.

Jeg håber at jeg en dag får mulighed for at få egen hest igen. Men jeg må da sige at jeg tænker på om jeg har kræfterne til det.

Men heldigvis er drømmene jo gratis at have.

Hilsen Benedicte

Jeg går sygemeldt i øjeblikket med angst og mulig depression, og har været sygemeldt siden 1 september.

Jeg ejer min egen hest Avalon, og havde det ikke været for ham, så havde jeg ligget i min seng endnu. Han er faktisk det eneste der kan få mig op og ud af lejligheden.

Når jeg er i stalden, så er det et fristed for mig, hvor jeg kan slappe af, komme væk fra alle mine tanker som påvirker mig negativt. Og hvis dem i stalden ikke vidste hvordan jeg har det, udenfor staldens område, så ville de ikke tro at jeg er sygemeldt. Det er med det samme jeg træder væk fra gården af, at jeg får det dårligt.

Det at jeg kan være i stalden, og nogen gange samtlige timer, så er det ikke ens betydning med at jeg knokler, jeg er tit i underskud af energi/overskud til at lave andet end at strø og give wrap.

Jeg kan sagtens bare sidde og nyde det, gå rundt og snakke med folk osv.... På de gode dage får jeg redet, muget... strøer dog de dage jeg er der og giver wrap uanset hvordan jeg har det, da jeg også mener at det er godt at "tvinge" sig selv engang imellem.

De dage hvor jeg bare overhovedet ikke kan overskue noget, der strøer jeg, giver wrap og Avalon får en mysser og det er det. Ellers får jeg en i stalden til at tage ham.

Jeg kommer det igennem, det med at have hest, fordi det giver mening for mig, fordi jeg kan være mig selv når jeg er sammen med Avalon og fordi han giver mig SÅDAN en livsglæde når han nusser om mig og når det bare er ham og mig.

Som skrevet tidligere, havde jeg ikk ham, så ville jeg have det endnu værre end jeg har det nu, og takket være ham, kommer jeg faktisk ud. Hvilket er utrolig vigtigt for mig, da jeg er af den overbevisning at man får det dårligere af at sidde hjemme.

Alt hvad angår ting omkring hjemmet (aftale møder med kommunen, psykolog, bank, læge, betale regninger, rengøring af lejligheden, tøjvask.... osv) der hjælper min mor, moster, mormor og en god kammerat jeg har, ellers ville jeg slet ikke få gjort alle de hverdagsting der skal gøres osv..... heldigvis har de en stor forståelse for min omgang/behov med Avalon, men det er stort set også de eneste der har den forståelse, udover dem i stalden også....

Tja jeg fik konstateret epilepsi, da jeg var 20 år gammel. Efter to anfald med et halvt års mellemrum, hvor jeg som lyn fra en klar himmel besvimer og falder om med kramper, fik jeg konstateret sygdommen og blev sendt på medicin.

Det er nu 4½ år siden jeg startede på medicinen og den har foreløbig kunnet holde mig helt anfaldsfri, så det er heldigvis en mild form af sygdommen, som jeg har fået

Men mild sygdom eller ej så gør den alligevel, at jeg har skullet tage nogle ekstra foranstaltninger i forhold til mine to heste.

Jeg har øget sikkerheden i mit udstyr yderligere, så jeg nu rider med stigbøjler, som mine støvler har svært ved at hænge fast i...hvis jeg skulle få et anfald, imens jeg sidder på hesten.

Eftersom jeg selv passer mine to heste 100%, så har jeg derfor en tavle hængende i stalden med udførlig beskrivelse af fodring m.m. På den måde er jeg sikker på, at andre kan overtage pasningen af mine heste uden at skulle konsultere mig først.

For hvem ved, måske får jeg det næste anfald om 5 minutter eller måske får jeg det om 5 år, det er umuligt at spå om. Og er jeg uheldig, kan jeg komme slemt til skade og ende på hospitalet...

Så jeg tager mine forholdsregler og ellers passer jeg mine heste, som jeg plejer.

Uha, godt spørgsmål.

www.heste-nettet.dk/forum/25/470754/ 470754/

Her noget af indlægget, så jeg ikke skal skrive det flere gange.

Jeg havde aldrig troet, jeg skulle skrive sådan et indlæg. Føler mig gammel, selvom jeg er 29.

Men har altid døjet med smerter. Har dårlig ryg, svær scoliose, og havde en lammelse i benet ½ år. Som jeg stadig har følgevirkninger af, det er over 1 år siden. Har føleforstyrrelser og lammelser i hånden. En nakke, fys'sen ikke forstår (den vil ikke, som han vil, og mener, den har fået en skade). En kæbe, jeg og specialisterne har døjet med over 15 år, har fået tilbudt operation. Gik til kiropraktor konstant, siden jeg var 12. Som 20-årig fandt de ud af, jeg er hypermobil, så det har slidt ekstra på mine led, plus at leddene "hopper tilbage igen" i låsning.

Stærkt smertestillende kan jeg ikke rigtig tåle, og hjælper heller ikke. Back on track hjælper, men gør mig selvfølgelig ikke "rask".

Jeg kan knap nok fungere i min hverdag. Har været på krykker 2 gange på 14 dage, fordi vi skulle flytte.

Jeg har haft svært ved løft etc. i mange år, har dog alligevel haft hårdt arbejde. Fys'sen mente, jeg var lidt syg at gå på arbejde, når jeg knap kunne gå, men det har jeg været vant til. Skubbe mig på ryggen ud til wc efter arbejde.

Jeg skulle lige prøve at muge ud for nylig, fordi mine heste havde stået i boks, indtil de skulle have smed. Det var lige før, jeg måtte opgive efter 5 min, det tog mig over en time.Og det var bare en lille trillebør fuld.

Jeg er lidt afhængig af at have dem i løsdrift, men det kan jeg ikke blive ved med. Vil gerne have dem tættere på, og et sted med ridehal. Og hvis det skal være med fuldpas, bliver det dyrt med to heste.

Jeg har det lidt bedre pt. Fordi jeg gør alt MEGET forsigtigt. Undgår løft etc. Min nakke kan lige klare at ride, når jeg holder pauser ind imellem, men selv at køre bil er hårdt for nakken. Har nu købt en nakkestøtte med memory skum, jeg ALTID kører med, og det hjælper lidt.

Jeg får ind imellem kæresten til at gå rundt på min ryg. Når det har sat nok knæk, er jeg klar igen, i al fald en dag eller to.

Jeg burde nok gå under handicap rytter, men klør på.. Og siger ikke, det gør ondt, selvom jeg er ved at skrige under ridning, ex. fordi bækkenet knækker over ad to omgange. Nerve-smerter er hverdag efterhånden.

altså egentlig er jeg vel handicappet, for mangler højre hånd.

Men ser mig nu ikke som handicappet, jeg har heste hjemme, hvilket jo er dejligt, og klare nu alt selv, kan dog godt efter en ordentlig omgang striglning og derefter muge begges bokse have et par dage med nedsat funktion i den hele arm pga overanstrengelse.

Til hverdag er jeg dagplejemor og selv mor til 4 børn, og netop for at jeg ikke får alt får ondt i den raske arm, holder jeg boksene så rene som muligt til hverdag, så skal der ikke tages så meget, og ellers gør manden det nu gerne hvis jeg lige spørger.

Har en elektrisk armprotese jeg bruger når jeg rider nogle heste, og andre er styrbare med den ene

Bruger bestemt tiden ude i stalden og med hestene som terapi, mange sagde da jeg mistede armen, at nu var der mange ting jeg ikke kunne mere.... Men det skulle de så komme til at tage tilbage for jeg kan stort set alt som før, det tager bare lidt længere tid

Så nej, et handicap behøver ikke være lig med et liv uden heste

..mig selv som værende handikappet eller syg, men jeg har været sygemeldt siden juni, og er nu på revalidering, pga. udpræget hypermbilitet, 5 springfingre, og nedsat styrke i hænderne, som gør jeg aldrig vil være i stand til at komme tilbage til mit hidtidige arbejdsområde. eftersom fysisk krævende arbejde er no-go.

jeg har hestene stående hvor jeg ikke selv behøver andet end at lukke ind og aftenfodre, og selvfølgelig strigle og ride, eller hvad jeg nu ellers lyster og magter.

jeg rider p.t. ikke så meget eftersom det kun er pegefingeren på venstre hånd der virker som den skal, og det gør korrekt tøjleføring meget kompliceret. men en lille ridetur i ny og næ kan ikke undværes. -og hjælper vældigt på humøret.

Jeg må vist også gå under betegnelsen syg eller handicappet, selvom jeg ikke bryder mig om det. Jeg har to kunstige hofter, scoliose, sammenvoksede lændehvirvler, nedslidt diskus i nakken samt gigt i hænderne.

Mine fysiske begrænsninger påvirker mit hestehold meget, da jeg ikke kan klare nogen form for hårdt staldarbejde. Alt udmugning, vanding af heste, indkøb af foder osv. står min kæreste for.

På gode dage kan jeg selv hente hesten, sadle op og ride lidt, men slet ikke i det omfang, som jeg kunne tidligere. Selvom mit hestehold er forbundet med mange problemer giver det samtidig en fantastisk glæde, og derfor tager kæresten sig gladeligt af alt det tunge arbejde, så jeg kan få lidt livskvalitet.

også hest endnu. Jeg har bla. problemer med min ryg. Hesten står flere km væk. Går jeg den tur, er jeg mør flere dage efter. Så jeg kommer meget sjællent og kigger til den. Så den store glæde ved at have hest er der stort set ikke. Derfor håber jeg at finde noget tættere på eller at få den et sted hen hvor andre kan bruge og tage sig af den. Men det er svært at finde. Det bedste ville være at finde sådan et sted tæt på, så jeg kunne komme oftere. Det er en slags terapi med sådan et dyr. En hund orker jeg ikke, da den kræver at man er der 24 timer i døgnet.