Jeg havde engang en islænder, - fra jorden var hun den rene hund, og bare SÅ dejlig! Vi gik så mange ture sammen, vi hyggede og nussede og det hele var dejligt.
Men, satte jeg mig på ryggen af hende og ville ride ud alene, så gik det galt - hun bukkede, stejlede, bakkede, bed, sparkede og der var ikke det hun ville gøre.
- Jeg havde proff. ude og prøve hende, alle de kloge ryttere jeg kendte opgav hende, og jeg var den eneste der til sidst ville sætte mig op på hende.
Hun blev også solgt, - det var så ligeså meget pga. jeg tog på efterskole.
- Vi var 100% ærlige omkring hende, men tror ikke rigtig de tog mig seriøst :/
Hun blev hurtigt ifolet, så solgt, så blev hoppe og føl solgt hver for sig og nu ved jeg ikke hvor hoppen er 
- Udover at den eftersigende er i Sverige.
Jeg savner hende faktisk, for vi havde det SÅ godt sammen, når jeg bare ikke lige ville ride på hende 
Så kender godt frustrationen med det... :/