Jeg er stille og rolig - hviler i mig selv - altså... det meste tiden. Men ellers er jeg en hysterisk mokke

Jeg er mest i balance med mig selv når jeg er omkring heste i almindelighed og min egen i særdeleshed.

Min hest er varmblodet og kan meget let bringes op i det røde felt. Ved at være rolig kan jeg enten holde ham rolig eller ihvertfald få ham ned på et niveau hvor jeg kan trænge igennem til ham.

Så indvendigt er vi to alen af et stykke og udvendigt er vi dimentrale modsætninger - for det meste

Det passer vist meget godt på mig. Jeg er altid faldet for de lidt utilpassede heste med antennerne ude...

MEN jeg må indrømme, at jo ældre jeg bliver, jo mere sætter jeg pris på at hesten er sød og rar og "forudsigelig", - betyder det mon så er jeg selv er blevet mere harmonisk med årene? - haha - næppe - jeg er nok bare blevet en større kylling

hvis det passer må jeg jo have et meget roligt gemyt - hvilket jeg da også vil mener jeg har. freja (min fjordhest / araber blanding) er typen man uden at blinke vil lade et barn omgåes og ride i enhver situation - blid som et lam. det var så også typen jeg søgte da jeg skulle have en pony - at jeg så endte op med en rå treåring kom sig af at freja var kærlighed ved første blik. de andre jeg så på (fjordheste eller blandinger med fjordhest) var da også søde - men altså der manglede noget.

hvor de andres heste på gården stejler under ridning og ter sig åndsvagt på tur hvis de ser en traktor - når de laver noget vildt - så dykker freja hovedet ned til græsset og tager en tot hvis hun vil være rigtig træls.

jeg har hverken mod eller evner til at håntere en varm hest - det ville også flytte fokus fra det jeg nyder ved at tage en tur med freja - hvor vi tuller lidt rundt i skoven - en galop på stubmarken - men kommer helt ned på i gear igen, når vi kommer ud til trafikken igen.

skal jeg komme med en mangel ved freja - er det vel at hun er knap så snaksagelig som jeg kunne ønske - ja altså ikke at jeg ikke kan nusse hende i timevis - men hun æder hø/græs imens. men så er der heldigvis andre heste på gården der har tålmodigheden til mit nulleri.

Jeg vil give damen ret

Min ridehest (den smukke) er en Michellino, og det i sig selv får de fleste til at tænke; nøj den er varm. Ja med den forkerte rytter, med rytteren som ikke kan styre sit temperament.

Jeg kan selv være en ret hissig (k)ælling, dog ikke så slemt nu, som da jeg var teen. Jeg ved jeg skal bevare roen og overblikket, når jeg rider den smukke. Samtidig er han en meget følsom hest, og han er ekstrem opmærksom på mig, så jeg skal være lige så følsom, hvilket jeg også er, og være den "store" som lige siger: rolig nu ven, så vi ikke misforstår hinanden og han dermed stresser op.

Han vil gøre alt for at gøre mig glad/tilfreds, og han skal dermed behandles med en enorm forståelse og følsomhed, og ikke mindre fordi han også er blevet rigtig skidt behandlet, tidligere. Han er iøvrigt den bedste hest, jeg har haft til dato og jeg er sikke på jeg aldrig får en som ham igen, men kun kan finde noget som minder om, ved igen at søge et Michellino afkom.

Så jo, damen har ret

Min hest er under ridning meget utålmodig og fremadgående, samtidig er den super opmærksom, men gør ALT jeg ber den om. Den er egentlig ikke spor nervøs, men har altid antennerne ude og klar til lidt aktion.

Jeg selv er også utålmodig, og der skal ske noget hele tiden. Hader tingene går langsomt, og jeg skal kunne se og føle en udvikling.

Min gamle hest var meeeget rolig, og ikke særlig fremadgående. Jeg har efter salg af gammel hest tænkt, at jeg næste gang skulle have en fremadgående hest som vil bestille noget, det passer meget bedre til mig.

Jeg tror på at hest og rytters psyke kan afspejle hinanden.

Jeg kender også folk som er meget rolige selv, og de passer perfekt til deres rolige heste.

Men om man bevidst falder for heste som afspejler en selv skal jeg ikke kunne sige, men jeg gjorde

var en, der ville frem i livet. Han kunne ikke skridte med rytter på (han var gammel væddeløber). Jeg fik ham, da jeg var 13 år, og selv en hys teenager. Derudover var jeg så at sige opdraget med, at det var hesten fejl uanset hvad, næsten...

Men Abdullah lærte mig meget. Hvis jeg hev i tøjlerne stejlede han, og sparkede jeg ham eller slog ham med pisken, så satte han af fra "startboksen". Når jeg opførte mig pænt og spugte ham pænt om tingene, så gik det hele perfekt.

Så vi passede ikke særlig godt sammen i starten, men han lærte mig at takle mig selv og mit temperament. Og efterhånden blev vi ret gode sammen, hvis jeg må sige det selv.

I dag er jeg nok ovre i den modsatte grøft i en alder af 29. Jeg hidser mig faktisk aldrig op over for Sedoj. Men det er også fordi, at han lukker af, hvis jeg begynder at presse ham for meget. Nok noget lignende mig selv.

DEn gang med Abdullah var jeg et stort konkurrencemenneske, og det er jeg ikke i dag. Abdullah var en VINDER. Han ville være først, og han blæste sig lidt op, når der var folk, der kiggede på ham. Sedoj har ikke for 10 gram vindergen. Han er hyggehest, der bare synes verden er et godt sted. Han er mest tilpas i omgivelser, som han kender. Han er ikke afhængig af flokken, men er gode venner med alle, eller bliver det hen ad vejen.

Jeg tror faktisk, at vi vælger heste, der på en måde, er et spejl af os selv, selv om vi ikke kan se det lige med det samme. Og netop derfor lærer vi også en masse af os selv, når vi skal udvikle samarbejdet med vores hest.

Kelly Marks skrev i sin bog "Gode Manere", when the student is ready the teacher will appear, om sit møde med Monty Roberts.

Jeg siger det samme, når det gælder vores heste. Hver eneste af de heste, som jeg har haft, har været et spejl af mig, men jejg har også blevet nødt til at videreudvikle mig selv, for at vi kan blive gode sammen.

Min første pony gav mig min første opdragelse. Så kom Abdullah, der gav mig et spark i den dertil indrettede, og satte nogle tanker i gang i mig om at være en god hesteejer og rytter. Tilgengæld fik han mig også til at føle mig som verdensmester, for han gav så meget af sig selv. Så fik jeg EasyRider - en fuldblods, der tog mig af mit høje pedistel, og lærte mig en masse om ydmyghed. Jeg kunne til sidst i magte hende, men hold da op, i dag ved jeg, at hun var en rigtig god læremester. Så kom Sedoj til, og nu lever jeg så i "en verden", som jeg aldrig troede, at jeg ville acceptere.

Men jo jeg tror, at man ubevidst vælger en hest, der minder om en selv, og netop derfor lærer man en masse om ens egne fejl og mangler og ikke mindst sine stærke sider....

Smukke Ganger var jo "såret" i sin.

Rolige og afslappede begge to.

Bliver jeg forskrækket reagerer han knap og bliver han forskrækket, når jeg knap at opfatte det.

Alt i alt er vi nok temmelig afslappet begge to og stoler på hinanden (som det nu kan lade sig gøre hest og rytter imellem!), men 17 år sammen giver nok også en vis form for gensidig tillid.

Ha ha...Hippo´s ord kunne have været mine .

Og ja - jeg giver damen ret...

Jeg har så 4 heste/ponyer nu og de repræsentere alle noget i mig....og ja de er som et spejl .

Thundra er utilpasset og har konstant antennerne ude - ligesom jeg selv har, når jeg er sammen med andre mennesker.

Hun ville ikke tillade rytter, opførte sig oprørsk.... Jeg fungerer umiddelbart ikke i et parforhold - har været alene længe og kan ikke klare nærheden...

Thundra er heller ikke en hest du kan give et knus.

Det er Bastian til gengæld - han er også vågen, men stadig rolig - Han er det jeg ønsker jeg kan blive .

Clyed er "sur" - jager folk væk... Elsker at blive brugt, er meget arbejdbegærlig, men har det svært med flere mennesker...

Også her kan jeg se mig selv .

Thilde er en sippe der også er lidt af en enmandspony, hun kan blive indædt gal - skal ikke presses for meget....meget kærlig, men alt med måde og ikke være for tæt.

Også en kopi af noget i mig .

Så jo - Jeg tror på at hestene er vores spejlbillede på flere områder af os selv.

Og de er med til at udvikle os i positiv retning...på hver deres måde.

Er igang med at skrive en bachelor om EAP - som er en nyere terapiform som jeg håber vinder indpas her i landet.

Her bruges hesten i fri form (ingen ridning) til at hjælpe terapeuter til, at analysere mennesket.

Et eksempel:

En mand skal strigle en hest for første gang i sit liv.

Hesten siger fra - vil ikke tillade det.

Hvorfor er det et problem? Andre kan strigle hesten, men ikke ham.

Han fortæller, at hans datter ikke vil have, at han reder hendes hår.

Og da han skal til at rede hesten, kommer der en bestemt følelse frem (relaterer til datteren) og hesten reagerer herpå.

Fantastisk ikke??!!

... at jeg ville have en rolig bombesikker hest næste gang jeg skulle have ny. Harvde lånt en med denne beskrivelse i en periode, og selvom det var rart når jeg var på tur, så kedede det mig også en anelse. Og da jeg så så skulle se på ny hest... ja hvad ender jeg så op med? Endnu en følsom hest, som har sin egen mening om tingene, og som man aldrig 100% ved om den lige skal "dø" over et ellers andet når man rider. Alligevel såknuselsker jeg dyret, og stoler alligevel trods særheder på hende. Nu hvor jeg har lært hende at kende ved jeg jo hvordan hun reagerer, og den gnist som kan få hende til at reagere over "farlige" ting, er den samme som gør at hun er så fed at ride. Total arbejdsglad hest med masser energi og lærevilje - det sidste selvfølgelig mest når det passer hende

Så ja tror bestemt at dommen passer!

Tja man plejer jo at sige "som hund som ejer" men jeg synes nu også godt, at man kan sige "som hest, som ejer"!

Det passer meget godt på mig og min hysteriske røde krampe! Men efter at have mødt hende, er jeg blevet væsentlig bedre til at styre mit temperament...

Så jeg vil siget at damen har ret!

Hejsa Esma,

jeg er selv "opmærksom", hvis man snakker i heste-sprog. Jeg har selv antennerne ude, og det har hesten også. Vi er dog begge rolige på bunden

Jo højere træet går, jo dybere rødder kræver det. Det er et godt billede på mig og Mallen. Og så er vi begge modige - vi kan sætte nysgerrighed og mod over angst. Men ja, følelser... (temperament, energi) Fylder meget hos os. Og så er vi begge dominerende på en feminin måde.

Men det med at spejle sig i hesten kræver jo, at man kender sig selv og hesten 100%, ellers vil man "lyve" overfor sig selv. Det har taget mig mange år at indse, der var en grund til min store forelskelse i hyppen, og præcis hvorfor. Det er meget få heste, der interesserer mig, så hvorfor Mallen? Jah...

Det siges, min kat også ligner mig meget.

Lone

at her passer det meget godt.

Jeg er rimelig rolig af gemyt, men vil gerne fremaf. Jeg kan tilgengæld have dage, hvor det er helt anderledes.

Det passer fint på hesten. -Han er ekstremt fremafgående, men super rolig og bliver ved mig.

-Den eneste forskel er nok, jeg bliver meget nemt forskrækket...og det gør hesten ikke. -Det er bla derfor han blev valgt

Alle de heste jeg har haft, har været meget cool, og svære at bringe ud af ballance, og selv er jeg meget nervefast, og begge ben er solidt planet i den jydske muld

Har dog redet en del heste, det var meget nemme at tænde, og dem er jeg også faldet fint i hak med

Ved ikke hvad man kan udlede af det, men kan sige at mine egne heste er købt ud fra afstamning, som unge (2 md-2 år), og ikke efter temperament..

Jeg tror ikke helt på den, for så har jeg da købt helt forkerte dyr gennem tiden.

Min ene hest kan man sprænge bomber ved siden af, uden han gider flytte sig af den grund, han er sikker på intet i denne verden vil ham noget ondt og derfor bliver han aldrig forskrækket eller bange.

Den anden er meget nervøs, løse blade på jorden er nok til at skræmme ham.

Hoppen er en hysset krampe, ikke fordi hun er nervøs, men hun har en meget kort lunte.

Hun er nok den eneste jeg ikke passer sammen med, jeg har svært ved det hysteri.

Jeg tror ikke rigtigt på, at vi tiltrækkes af en hest med en bestemt psyke, men derimod tror jeg på, at hestens psyke kan styrke eller forværre nogle sider af vores egen psyke....

Giver det mening???

Jeg har f.eks. på et tidspunkt haft en psykisk meget stærk hoppe, og den tror jeg på styrkede de sider hos mig - den gjorde, at jeg også blev tvunget til at være psykisk stærk for at kunne tumle den. Da jeg fik den var kun 16 år, og set i bakspejlet skulle jeg aldrig have haft sådan en hest! Men fakta er at jeg lærte meget af den både ridemæssigt og menneskeligt.

Jeg har også redet ovenstående hoppes føl - en dejlig og meget velgående vallak. Han havde til gengæld et meget nervøst gemyt og var meget afhængig af mig som rytter. Det bevirkede, at jeg så spøgelser overalt og faktisk blev til et lettere nervevrag når jeg sad på ryggen af ham. De år jeg havde ham, var nogle år, hvor mit personlige liv også blev sat lidt på stand by - og det er noget jeg tror blev forstærket af hesten....

Min nuværende hest, er så faktisk lidt en kopi af den første hoppe. Hun er meget nervefast og viser du det mindste svaghedstegn, så lugter hun blod! Men optræder du med sikkerhed og viser hende respekt, så har du en fantastisk ridehest. Hun har igen styrket mit selvværd og min psyke - og det har en positiv indflydelse på mit privatliv og mit arbejdsliv.

Indimellem har jeg også haft andre heste sammen med de ovenstående, men det er nok de 3 heste, som jeg har redet mest og haft i længst tid - dog undtaget min nye hoppe, men hun er virkelig på kort tid kommet ind under huden på mig.

mene, at damen har ret.

Jeg har i årevis fejlagtigt troet at jeg passede sammen med det jeg kalder en "beton-psyke-hest". En hest, der ikke er til at ryste og som nærmest kører på automatpilot

Til gengæld har jeg erfaret, at den type heste ofte er temmelig egenrådige oveni - og ikke altid lige samarbejdsvillige.

Måske andre har en anden oplevelse, men det er sådan JEG har følt det.

Mange sagde til mig, at jeg i virkeligheden - rent typemæssigt - ville være meget gladere for en mere sensitiv hest, og nu er en helt ny verden åbnet sig - jeg har nu købt Lipizzaner, og temperamentet virker helt perfekt til mig.

Tror mange gange man har en opfattelse af, at en "varm" hest er utilregnelig og upålidelig, men jeg har lært hvor forkert den opfattelse er.

1000 tak for jeres svar allesammen.

Jeg kan ud fra jeres svar uddrage en overordnet tendens til at jeres heste ligner jer af sind. På de fremtrædende sider af personligheden.

Har så tænkt lidt videre over det.

I med at vi udvikler os, så kan det på forskellige tidspunkter i livet være forskellige heste, vi falder for.

Ex.

Hesten som jeg ejede var som nævnt rolig og cool og næsten umulig at gøre bange. Det var det jeg havde brug for på det tidspunkt. Jeg var uerfaren. En rolig hest gjorde mig tryg. Turde bare ikke en følsom "antenne-hest", så jeg end ikke overvejede, at jeg skulle have sådan en. Alligevel var jeg meget glad hesten. Men det er en anden historie.

Nu er jeg noget mere modig og ville turde at have en følsom hest med antennerne ude. Og har en fornemmelse af at jeg ville få en endnu dybere kontakt med en sådan hest. En sådan hest kræver at jeg bevarer roen. Og den udvikling vil jeg rigtig gerne.

Mht damen som fortalte om denne teori, så lå min uenighed i, at min holdning var, at "modsætninger mødes." Ja det var min teori. Men nu har jeg det sådan at det bliver den hest, som rører mit hjerte helt inde i hjertekulen, som jeg ville vælge.

Spændende, spændende.. Skriv endelig hvis du vil fortælle, om du og din hest ligner hinanden af sind. Og hvordan I fungerer sammen i hverdagen.

Du skriver:

Jeg tror ikke rigtigt på, at vi tiltrækkes af en hest med en bestemt psyke, men derimod tror jeg på, at hestens psyke kan styrke eller forværre nogle sider af vores egen psyke....

Giver det mening???

Nej det giver ikke mening for mig. Jeg tror at vi tiltrækkes af en hest med en bestemt psyke, som vi kan genkende og som vi også kan udvikle os igennem.
Jeg tror at vi tiltrækkes af den type hest, der kan udvikle os mest - dér hvor vi er lige nu.

Mht. til at hestens psyke kan styrke el. forværre nogle sider af vores egen psyke så ved jeg ikke om jeg forstår dig rigtigt.

Kan du ikke forklare det lidt nærmere??

Bliver lidt nysgerrig og interesseret.. hvilken type hest (psyke) kunne du allerbedst tænke dig? Hvis du ikke mener vi tiltrækkes af noget bestemt, betyder det så, at du ville købe hvilken som helst hest og tage med hjem i stalden?

Jeg tror at vi som personer er sammensat af forskellige sider/psyker, som vi kan forstærke eller forværre.

Nogle personer kan f.eks. virke enormt nervøse og/eller generte, men ved at de i en eller anden form bliver påvirket af en udenstående faktor, så kan de enten blive nervevrag eller få styrket deres selvtillid og dermed blive stærkere personer.

Dermed mener, jeg også at en hest er en udenstående faktor som kan påvirke os i den ene eller den anden retning afhængig af hvordan vi er som personer. På nøjagtig samme måde kan andre mennesker påvirke os i forskellige retninger. F.eks. har en god ven af mig haft en depression her i foråret, og en af hans veninder har et lidt mørkt sind/psyke og når han er sammen med hende, så bliver hans depression forværret i forhold til når han er sammen med mennesker med et lyst sind. Og jeg tror at det med heste hænger sammen på samme måde.

Men nu er jeg i den situation, at jeg har redet i 22 år og haft rigtig mange forskellige heste med meget forskelligt sind. Og der er ikke nogen af hestene, jeg som sådan vil fravælge eller sige, at jeg ikke har kunnet ride/håndtere, men jeg må da ærligt tilstå, at jeg passer bedst sammen med en hoppe, som er stærk og meget "hoppet". Af de 16 heste/ponyer jeg har ejet i min karriere, så er der jo også nogen heste, som har betydet mere end andre.

Hende jeg har nu, er nok det perfekte match til mig - hun er stærk psykisk, meget nervefast (typen, der går til angreb i stedet for at flygte), humørsvingende og alligevel et stort nussehoved, når man lærer hende at kende og respekterer hende. Men hun er ikke en hest, du skal tvinge til noget, for så bliver hun ond. Og lige præcis den hest gør det ved mig, at jeg bliver selvsikker og rolig, da jeg ellers ligeså godt kan lade være med at arbejde med hende. Og min selvsikkerhed kan indimellem ligge på et lille sted og jeg har meget tendens til at være rastløs og hidsig, men det kan jeg ikke tillade mig at være sammen med hende. Så derfor forstærker lige netop den hest de sider hos mig, som jeg gerne vil have forstærket for at blive et mere afbalanceret menneske.

Havde jeg derimod haft en hest, som jeg kunne gøre ALT ved, så skulle jeg tvinge mig selv til, at tænke over hvad jeg gjorde ved hesten og hvordan jeg red, da jeg ellers hurtigt ville kunne komme til at "udnytte" sådan en hest og ikke behandle den fair. Men da vi mennesker jo heldigvis er forskellige, så er der jo nogen, som også vil passe sammen med en hest med sådant et sind.

Men med det jeg har skrevet ovenfor omkring mig selv og min nuværende hest, så kan man jo også godt sige, at man tiltrækkes af en hest med samme psyke som en selv, da det vil udvikle en mest som person på netop de punkter. Men jeg tror også, at man kan vælge en hest ud fra de kvaliteter den har og dermed udvikle helt andre sider af en selv, hvis det er noget man er bevidst omkring.

Disse tanker er ikke noget, jeg som sådan har tænkt så meget over før, men det er jo nok det diffuse begreb "kemi", som det her handler om. Men det er dog noget, som jeg har brugt lang tid over at tænke på det sidste 1½ års tid, da jeg har en meget god ven, som påpegede de her ting i min adfærd, som han mente min hest forstærkede hos mig. På det tidspunkt havde jeg vallakken, som jeg beskrev i mit tidligere indlæg. Og efter han er blevet aflivet og jeg har købt min nye hoppe, så må jeg nok give ham ret i, at jeg med den nye hest har bevæget mig i en helt anden retning mentalt. Det skal siges, at min ven absolut ingen hesteforstand har, men bare er rigtig glad for at klappe dem og er en rigtig god iagttager og fortolker.

Hesten er menneskets spejl, som der engang var en der sagde til mig! Så vil give kvinden ret!

Tak for dit svar. Jeg ved ikke hvor jeg skal ende og begynde hende for at svare dig, men jeg prøver.

Jeg kan ud fra dit svar læse at du skal have en hest, du har respekt for. Ellers ville du "udnytte" den. Det at kunne håndtere hende giver dig selvtillid. Ja det forstår jeg.

Den med den deprimerede du kender. som ikke skal være sammen med en anden der er depri - ja det giver mening. De forstærker hinanden. Men jeg tror IKKE at det er på samme måde med heste!

En depri har brug for en med styrke og lyst sind. Uden at kende din ven tvivler jeg på at han var "tiltrukket" af den anden deprimerede. Tror skisme ikke det er det selskab, han har brug i den tilstand.

Mht. valg af hest så kommer tiltrækningen igen ind i billedet.

Ja at man falder for den hest, som man kan udvikle sig med.

Jeg tror at der foregår en del på det ubevidste plan også - og er man så faldet for hesten - så vil det være super at kigge på hvilke sider man er faldet for. Og dermed få bevidstheden med også. Men som med en foreskelse kan jeg ikke tvinge mig selv til at falde for den og den type.

Vildt spændende at du har en ven, som kunne se, at du havde udviklet dig mentalt i en helt anden retning, efter du havde fået din hoppe. Go iagttager at han ser det og siger det.

Hvor underligt - det gik lige op for mig i sidste uge, at det er der Raldes og mine "problmer" ligger gemt.

Vi ligner simpelthen hinanden så meget - uden at ville menneskeliggøre hende

Jeg påtager mig enhver psykisk udfordring og hviler trygt i, at intet kan vælte mig helt omkuld Jeg vil også helst bestemme og har meget svært ved, at blive bestemt over Jeg går gerne ind af en dør, selvom der står kaos på den. Jeg bliver oftest analyseret, som værende stærk og urokkelig. Jeg rummer meget og passer på mine nærmeste, med næb og klør.

MEN jeg er mørkeræd, har højdeskræk, vandskræk og alle mulige andre fobier, når det gælder fysiske udfordringer.

Og så er jeg total præ-mens

Ralde er også meget nervefast og KLART en førehest. Jeg fik hende jo d.28/12 hvor det tordnede med nytårskrudt døgnet rundt - og mens de andre heste i hallen hoppede lidt nervøst rundt, gik Ralde, som var hun døv - fuldstændig ligeglad. Hvis hun ikke blev lukket først på fold, hvor jeg havde hende før, lavede hun så meget ballade - og hvis hun ikke var den første, som blev lukket ind, gik hun bare gennem hegnet og selv ind i sin boks. Når der kommer en nybegynder (som jeg selv) på hende, har hun den største tålmodighed og tager alle de sitrende bevægelser og forkerte signaler i stiv arm, i hallen og på folden...

INDTIL hun skal ride ud på ukendt område og udfodre sig selv ved fysisk at flytte sig, så bliver hun helt rundt på pinden. Så er alt farligt

Og hun er også total præ-mens

Uden at jeg er særlig alternativ i min tankegang, tænker jeg så lidt - der er en grund til alting og også en grund til, at jeg valgte Ralde.

Så jeg må vist også give damen ret - uden at generalisere

...at da jeg skulle have hest for snart 18 år siden tænkte jeg ikke meget (for ikke at sige overhovedet) over, hvilken type hest jeg skulle have - jeg ville bare have en hest. Tidlige teenageår og ovenud lykkelig for, at jeg måtte få en hest, så da der stod en ok hest til rimelig pris, ja så blev det ham.

Det har jeg overhovedet heller ikke fortrudt (dog vil jeg den dag i dag nok tænke lidt mere over, hvilke behov jeg har samt forventninger til, hvad hestens skal kunne!), da jeg vel egentlig "bare" indordnede mig efter det sind og de evner min hest nu havde.

Er dog også af den overbevisning (og erfaring), at man selv kan påvirke hestens sind meget - er man selv rolig og afslappet i sin omgang med hesten, slapper hesten også mere af og desværre gælder det også omvendt (ved godt at hestens medfødte psyke selvfølgelig også spiller ind).

Alt i alt prøver jeg vel at sige, at i dag 18 år efter jeg fik min første og eneste hest, (som jeg stadig har!) ja, så er han (blevet) præcis, som jeg ønsker mig og lever til fulde op til de behov jeg har - rolig og omgængelig, dog med tilpas gang i den, fart over feltet og ikke for kedelige...

Jeg har gået og spekuleret lidt over denne tråd, og kom i tanke om, at det Klokkeblomst spurgte mig om mht. valg af hest og om jeg ville kunne finde på at tage en hvilken som helst hest ind i stalden.

Så ja, hvis hesten passer mig typemæssigt og har den kapacitet, der svarer til det jeg gerne vil, så tror jeg at jeg ville kunne tage den med hjem uanset temperament. Et eller andet sted tror jeg man tilpasser sig hinanden....

Lidt ligesom man med forskellige mennesker påtager sig forskellige roller, så tror jeg at man med hesten også kommer ind i bestemte roller og mønstre.

Jeg har et meget udadvendt job og er meget fremme i skoene til dagligt, men sådan har jeg ikke altid været. Da jeg gik i gymnasiet, så var jeg hende den stille, der ikke sagde så meget, og dem, der kender mig nu kan slet ikke se mig i den rolle. Men for et par år siden var jeg til et jubilæum og der gik lige nøjagtig 2 minutter, så var jeg inde i den samme rolle som stille pige igen. Overfører man dette til hesteverdenen, så tror jeg at man også i forhold til bestemte heste påtager sig en bestemt rolle som rytter og det kan være svært at bryde det mønster og reagere på en anden måde.

Pyha - jeg bliver jo helt lommefilosofisk

Tjah... Jeg tror nu nok der er noget om det. Og dog må man også tilkendegive at der vist er flere ting der spiller ind i samarbejdet mellem hest og rytter.

Jo psyken betyder meget.. men jeg tror også det handler om at hest og rytter ligger på samme ambitionsniveau. Hvis man som rytter er mest glad for rolige skovture og ind i mellem lidt let baneridning, så vil en super atletisk hest med masser af power måske ikke være den rigtige.

Men igen.. det drejer sig om rytterens behov og hestens formåen.. og omvendt. Ind i mellem holder teorierne jo ikke:)

Jeg selv er konventeret til den islandske hest. Og jeg må sige at det er en næsten 100% match i henhold til psyke og generel væsen. Da jeg var yngre sammenlignede min mor mig også altid med denne hest.. "du er en stærk lille islandsk hest:)"

Vi ligner hinanden i sind, og har samme behov på rideturene.. hvad enten det er en rolig skridttur gennem skoven eller når farten lige skal øges til noget der ligner speedway:) denne hest er jo utrolig alsidig og jeg har endnu ikke oplevet én af racen som værende min totale modsætning..

Summa sumarum så tror jeg at man om mange ryttere kan bruge ordsproget: "Vis mig din hest og jeg skal sige dig hvem du er"..

Når man lige vender det en gang, så giver det hele fint mening. Jeg finder let ro og fuld koncentration når tingene sker hurtigt efter hinanden og koncentrationen skal dække kortere perioder. Min for nyligt solgte springpony arbejdede i et højt tempo og fandt ro deri. Ind i mellem, når vi ikke lyttede nok til hinanden gik det hele i hårknude og ponyen kørte nemt op i en spids. Det fik vi arbejdet ud af systemet, så vi fandt et mellemtempo hvor vi mødte hinanden. Energi med kontrol.

Jeg nød tæt på hvert sekund på ryggen af Dun, efter stressen over hjælperne blev pillet væk. Den matchede mig perfekt. Og lærte mig at holde hovedet koldt i enhver situation, selv når man rider rundt på den største energibombe i fuld fart og ved, at om 5 meter skal der være fuld kontrol og samling, så vi får et ordenligt spring - og det kom der så.

vist fint her..

Er selv i godt humør 95% af tiden, ofte er jeg i det såkaldte fjollehumør, hvor alt bare er fantastisk.. Sjældnet sur og gnaven..

Hesten er også en stor del af tiden glad, ofte i spillophumør, sjældnet sur (kun når "moar" lige mener at han er sjov nok) eller maden ikke kommer hurtigt nok..

Den anden er på samme måde.. Jeg plejer altid at sige hest som ejer..

Jeg tror også på, at der er noget ved hesten man vælger at købe, som tiltrækker en med både øje og sjæl.

Jeg har altid selv valgt det, som jeg synes er afslappede heste med et godt og nemt arbejdssind, ærlige og nemme at udsætte for hvad som helst.

Ofte opleves mine heste som værende (halv-)kedelige på stald og fold. Der er ingen fisen rundt, pusten op og uro - og som jeg flere gange har fået at vide af andre ryttere, ja så har jeg jo i feks. Medoc en meget nem hest, som er nem at ride ud, og som er nem at arbejde med. Tror de !

Når de samme ryttere så ser os på tur eller i ridehallen, ja så får "piben" faktisk ofte en anden lyd

For jeg har da en hest, som kan "beame" sig væk på et splitsekund, hvis han ser noget "farligt" på tur. Som er på stikkerne ved ting der ligger på barrieren, når folk kommer ind i hallen, når vinden blæser i træerne på udendørsbanen.

Rent faktisk er han rimelig tændt, men han er det forholdsvis kontrolleret, og jeg kan godt forholde mig til at arbejde med det.

Og jeg lærer at kontrollere mit temperament, når jeg er sammen med ham, for ellers går han i selvsving.

Det sjove er, at krikken jo fint går stævner i dressur, distance, spring og military - og når andre ryttere så lærer os at kende, ja så begynder de sørme at sige, at de synes det er utroligt at den umiddelbare rolige hest, er så "levende". Åbenbart burde vi kun holde os til sandkassen Og jeg vil da også sige, at jeg en gang imellem ender på jorden, når han beamer sig væk, men umiddelbart derefter kan vi så bruges til at trække andre ryttere over nye militaryforhindringer.

Det sjove er dog, at jeg tydeligt ved, at jeg ikke skal have en meget nervøs og tændt hest, som psykisk ikke kan klare at blive presset arbejdsmæssigt.

Jeg kan se det ser "flot ud", når de fnyser og puster over alt muligt - men "arbejdsmæssigt" er det jo helt umuligt at arbejde med sådan stiv og spændt hest, når man ikke må presse det mindste på det forkerte tidspunkt. Og jeg er som rytter stadig ved at lære en masse grundlæggende, så jeg skal have en hest som er robust nok psykisk til at klare rytterfejl, selvom hesten også skal lære.

Jeg har så også et job, hvor jeg får rigeligt med adrenalin og hurtige bestemmelser, så jeg behøver såmænd ikke at have det når jeg så også rider hjemme.

Og jeg nyder at have rolige og nemme heste at trække til fra fold m.m.

Igen har jeg behov for, at tingene er nemme og rolige i mine private omgivelser, så jeg kan stresse af.

Det sjove er så også, at nok lærer man af sine forskellige heste på forskellige tidspunkter af livet.

Men har I ikke også oplevet, at de heste man har haft og har nu, selvom de er hver deres egne, så alligevel efter nogle år begynder at ligne hinanden på nogle punkter ?

Jeg kan i hvertfald se, at der er nogle områder i min ridning/håndtering af hestene, hvor jeg giver mine heste længere snor end så mange andre, og så ender de med at opfører sig på samme måde mere eller mindre.

MVH Charlotte

Jeg har tænkt lidt mere over det her emne...

Da jeg skulle have ny hest, så havde jeg nogle klare regler for, hvad jeg egentlig ville have. Den skulle være rød med aftegn, redet, være fremadgående osv osv. Altså en ny kopi af min gamle araber.

Jeg var ude og se på en del forskellige heste, og selv om nogle af dem faktisk levede op til mine krav, så manglede der bare noget. Det der "noget", som gjorde, at jeg bare følte mig hjemme med eller på hesten, som jeg havde med Abdullah. Første gang, at jeg sad på ham ved sælgeren følte jeg mig tryg og hjemme.

Igennem et andet stutteri blev jeg henvist til Sedojs ejer efter en lang samtale om, hvad jeg søgte, hvad jeg ville i fremtiden osv. Hun mente, at hesten for mig stod lige der, selv om den var skimmel, for jeg kan ikke lide den grå farve.

Da vi kørte ind på gårdspladsen stod der en hest alene i stalden i en boks man kunne se fra gårdpladsen af, og jeg blev bare "suget" over til ham på en måde, så jeg glemte at banke på døren til køber først *pinligt*

Han stod der bare, og var "lidt grim", men et eller andet fangede bare mine øjne og mit hjerte allerede der. Han var så langt fra min krav, som han kunne blive. Knap 2 år, skimmel, ikke redet og slet ikke den type hest, som jeg ville have.

Da jeg skulle se ham løs i trav, gad han knapt nok trave. Den næste måned besøgte jeg ham jævnligt, og jeg blev stadig mere og mere "forelsket" i ham. Og da beslutningen skulle tages, var jeg slet ikke i tvivl.

Jeg kan i dag se, at jeg nok stod ved en korsvej, hvor min vej skulle vælges. Min fremtid var dog bestemt i mine egne øjne. Jeg ville helt klart være distancerytter, og mit store mål var en deltagelse i DM. Sedoj havde som sådan det der skulle til, og har også mange halvsøskende med success.

I dag er vi så bomløs, bidløs og barefoot. Vi rider ikke stævner. Sedoj har lært mig den store ting, at jeg ikke behøver at blive bedømt af andre for at være god nok. Hvis man selv er glad for det, som man har opnået, så behøver man ikke en dommer, en tidsgrænse eller rosetter, for at føle sig som en vinder...

jeg har ikke læst alle indlæggene, men den røde og jeg passer perfekt sammen. Det samme gælder på sin vis osse Freja selvom den røde og hende er meget forskellige. Men begge har en de laf "mine" træk. Vi er totalt ens næsten, at det er lidt skræmmende. Men jeg vil dog sige at netop dette osse kan give problemer til tider som er knapt så rare. Det er ikke altid hest og rytter skal være ens- el har godt af det heller. Det er jo da heller ikke alle heste ejere der falder for heste der ligner dem så meget.

Bortset fra det- jeg havde både/og kriterier da jeg var ude. Jeg ville helst ha en ikke redet og ikke for præget hest som var det eneste krav stortset.

Da vi kommer ud og kigger hos ham jeg skulle købe ved bestemmer jeg mig for en helt rød hest på 3 år, der umiddelabrt så ud til at blive kropsmæssigt som det keg skulle bruge. Jeg kunne lide hesten og alt det der. MEN det endte emd sælger ikke ville sælge den da hun mistede moderen til det midt i vores aftale. Hmm....

Nåh, jamen jeg fik så fat i avler af den røde vi har nu. Jeg ville jo helst at det blev en paint, den anden avr en mixet allbreed noget skovhest mv. Han havde kun to på 2 år på daværende tidspunkt. Den første vi møder er helt mørkebrun. Det er sjældent jeg sys en hest er køn hvis den "bare" er i mine øjne kedelig mørkebrun. Jeg fik lidt at vide om denne, og må erkende jeg gik udenom den efter at ha hilst på den. Det var en hest der ikke kunne el turde sige fra overfor de andre- som året forinden måtte tags fra de andre fordi den fik klø. Det gik dog bedre nu.

Vi kom længere ned og så, så jeg den røde... Men at heste ner smuk kan man jo ikke bruge til noget. Men hold op han var flot. Helt lys rød og vanvittig gylden der i sollyset. Hmm tænkte jeg... Den kom hen for at sige hej... Der var bare et el andet evd den hest... Han blev ved at jage de andre væk fra mig som om- hun er min... Og det blev jeg osse den dag på folden... Hans... Og det vil jeg altid være. Han er ligesom min hund næsten...

Freja byttede jeg mig til. Det syn der mødte mig var alt andet end kønt. Jeg forventede ærligt ikke det store i den pony. Men hold op hvor er hun blevet smuk nu- dog ses det bedst natural og ikke på billeder. Men hun er en pony der blir en sjæleven når først man ahr vundet hendes tillid. Hun er en 1er. Det er de begge på hver deres måde. Og jeg ser noget i dem som jeg ikke kan beskrive med ord.