Der er meget delte meninger om hvorvidt man skal dele udgifter 50/50 og selv beholde sin del, eller om man som par smider det hele i en pulje og deler det som er til overs.

En person som din kæreste ville jeg nok ikke købe fast ejendom sammen med. Enten er man en familie og deles om det hele, eller også er man "roomies". Ikke sådan at forstå der skal være millimeterdemokrati, men at sidde og prale med sin store opsparing samtidig med at ens partner hænger med røven i vandskorpen synes jeg ikke lyder særlig modent, solidarisk eller sympatisk. Du har jo ikke bedt ham overdrage 5000 til dig hver måned.

:Pia

Man kan jo vælge at se det fra flere sider.

Den ene er at I er fælles om alt, og har fælles økonomi, og at den der har pengene dermed betaler mest.

Den anden er at I er to individer, der hver især lægger halvdelen af udgifterne, uanset hvordan og hvorledes det nu engang kan lade sig gøre.

Det lyder til at kæresten er mest stemt for løsning 2.

Du betalte jo også hele huslejen alene før han flyttede ind.

Så at han bare betaler halvdelen af den uanset hvad, er vel ikke helt urimeligt.

Men som sagt, det er en holdningssag - om man vil have fælles økonomi, eller om man vil have hver sin økonomi - med en eller anden ordning omkring betaling af faste udgifter.

Jeg ber ham ikke om fælles økonomi over hovedet... Slet ikke. Bare en lille hjælpe til huslejen så han kommer samlet i alt til at betale 650kr mere end mig om måneden... Ville aldrig sidde og power shoppe for hans penge eller noget...

Ja jeg får selvfølgelig et tilskud fra ham om måneden men har så også det mere arbejde med rengøring og tøøjvask hvor han ikke hjælper til. Hvilket i princippet har været i orden. Men nu hvor han synes jeg er fuldstændig urimelig med at kræve lidt ekstra i husleje så opfordrer det da ikke til at gide gøre noget for ham.

Desuden er min husleje faktisk steget med 200kr mdr efter han flyttede ind fordi forbrug er med i lejen. Og en ekstra person kostede så 200 mere...

2 så er man to i tykt og tyndt

også syntes det var uretfærdigt at jeg skulle betale mere i leje bare fordi de andr eikek har pengene til det.. især med sådan en billig leje..

Ligenu ligger mig husleje på 2000 som jeg betaler til hende der har lejligheden.. (hende og hendes forlovede betaler også til huslejen, og regner med det ca er det samme)

Har desværre ingen superråd.

Men du kan jo pænt meddele at huskøb sammen ikke bliver aktuelt, da en sådan situation som du er i nu, ville gøre at du skulle gå fra hus og hjem, for vil han ikke hjælpe dig nu, vil han da sikkert slet ikke ved et meget dyrere hus.

For mig at se respekterer han ikke din sygdom, og måske mener han du bare kan sælge hesten?

(Eller "tage" dig sammen og blive rask?)

Bare et gæt, men sådan tænker nogle mænd.

Det hjælper ikke på din sygdom, vel?

Find dig en sød dyreglad mand, der elsker dig overalt på jorden, og hjælper dig 100%, bare du er rimelig.

Det synes jeg altså du er.

Men følg dit eget hjerte, og ikke det vi andre skriver.

Rigtig god bedring, og held og lykke med det hele.

Knus fra Linda

Det jeg fokuserer mest på er, at der allerede er brok og bøvl over det. At der ingen solidaritet er overfor din sygdom, ingen hjælp med det huslige og at du allerede er træt af dette.

Hvordan skal det så gå med hus, have, skorstene der falder ned, septitank der skal skiftes, evt. bleskift i fremtiden osv?

Det kan blive rigtig, rigtig svært at bo sammen i længden, hvis man ikke grundlæggende har nogenlunde samme syn på disse ting. Hvordan man så indretter sig må være smag og behag, men han lyder en smule forkælet.

:Pia

Nej huskøb bliver helt sikkert ikke aktuelt. Umiddelbart har han ikke noget at udsætte på min depression men han er meget imod jeg ikke arbejder pt. Det er jo ikke sådan jeg har planlagt aldrig at skulle arbejde mere og skal nasse på ham resten af mit liv.

Jeg synes virkelig heller ikke han kan være det bekendt. Jeg er glad for ham men har tænkt mig at sige at så må han finde et andet sted at bo. Så må jeg bare betale det hele selv. I det mindste skal jeg kun købe mad og rydde op efter mig selv. Det har virkelig lagt en dæmper på mine følelser at han ikke vil hjælpe med de sølle småpenge (for ham) Altså hvad så om han kun kan spare 5500 op om måneden mod 6000. Ja det er ihvertfald min holdning...

Han mener bare det er uretfærdigt

med sådan én - når man først en gang har stået i Brugsen og diskuteret hvem der skal betale en pose økologiske løg til 17kr - velvidende at jeg kun havde 250kr til resten af måneden (Midt i måneden) og han satte 10.000,- til side hver måned ... Så er man nødt til at gøre op med sig selv hvilket liv og hvilken fremtid man ser sammen med sådan en mand.

Jeg foretrækker forhold hvor man gir det man kan - således har jeg i mit sidste forhold gjort en del af det derhjemme - de såkaldte homy touches. Lavet mad, sørget for hygge og rene sokker og den slags. Og så har han betalt noget mere af huslejen ...

ja min kæreste mener heller ikke vi skal have fælles økonomi, men der er jo så hans bad - når jeg engang er færdig uddannet

(desuden har han en del gæld han prøver at få ud af verdenen, og med mine workaholic - tendenser, så ender det nok med jeg får et større rådighedsbeløb end ham.)

Da han tjente mange penge, da betalte han dog ALT hvad der hed mad og andre 'nødvendigheder'(også pigeting, som bind), mine penge blev først brugt når hans løb ud. Så det var rart med det ekstra...så på den måde hjalp han.

Jeg ved ikke hvad du har brugt af overtalelses metoder, men jeg ville nok fremlægge et bugdet og vise ham sort-hvidt, så han ikke tror at du vil 'snolder' pengende op. Eller spørg om han ikke kan sørge for maden og nødvendigheder alene.

Jeg var dæl fisme blevet gal, hvis jeg havde siddet med numsen økonomisk i vandskorpen og min kæreste kom med:" uuh jeg har lige så og så mange penge på min konto" - også jeg på ingen måde, måtte få del i den glæde (ikke ment at jeg skulle have pengende), men at han ville bruge hver en krone udelukkende på ham selv.

Jeg syntes rengøring er på begges konto, men jeg kan godt forstå at når du går hjemme, så er det ligsom indforstået at det er dig der gør det. Bare pas på, at det ikke bliver vane...jeg havde nok sat ham i sving med støvsugeren, uanset hvad.

Ja men det er rigtig det bliver en vane. Men har som sådan ikke noget imod at gøre rent og vaske tøj. Synes det er meget hyggeligt. Men synes ikke det er særlig hyggeligt når han er så "nærrig" den anden vej rundt.

Min kæreste har et vellønnet job og har kun gæld på en bil. Det er jo også derfor han bare kan skrabe så mange penge til side om måneden samtidigt med han bare går ud og køber GPS og pocketbike han ikke skal bruge til en skid.

Hvis jeg ber ham handle noget med hjem til mig som jeg har glemt køber han det absolut billigste selvom han ville vælge noget andet og bedre hvis det var til ham selv...

Men ja det er ikke ret sjovt at skulle være sammen med sådan en resten af sit liv. Må have et alvorsord med ham i aften når han kommer hjem.

Jeg bliver sgu næsten så harm at jeg bare har lyst til at kræve fælles konto eller farvel og good bye når han ikke engang kan unde mig det lidt ekstra om måneden. Måske barnligt men det går min virkelig virkelig på...

betaler vi gennemsnitligt 50/50.

Men når kæresten er på lærlingeløn og skal betale over 1000 kroner om måneden til buskort, ja så har jeg taget det største økonomiske slæb.

Da jeg kom på sygedagpenge regulerede vi det tilbage til halvdelen hver.

Når jeg nu kommer på su fra februar, ja så betaler kæresten sørme en tusind krone seddel mere.

Han har altid, hvis jeg har haft en ekstra udgift og manglede penge, givet mig et betragteligt tilskud og så sent som i sidste uge gav han mig et par nye bukser, som jeg har gået og beundret i lang tid...ligesom jeg gav ham et jakkesæt sidste år, som han sådan ønskede sig, men ikke havde penge til.

Sådan skal det være!

ja, det kan man jo ikke ligefrem beskylde ham for.

Jeg kan fortælle dig, at min nabokone sidste år, smed hendes samlever ud af samme grund, de havde boet sammen i 5 år, og der var milimeter demokrati. Hun skulle betale 2/3 af alt fordi hun havde en søn, det blev da heldigvis for meget for hende til sidst. Det skal lige nævnes at han havde en ledende stilling, og tjente betydelig mere end hende. 2/3 af huset var hendes, fordi hun havde arvet det efter hendes forældre, så hans husleje og faste udgifter var 2000 kr om måneden, og så ejede han 1/3, for han skulle da ikke betale mere når hun var 2.

Hvis man ikke kan tale fornuft og solidaritet med den slags mennesker, har jeg da ihvertefald fundet ud af, at det er bedst at skippe dem så hurtigt som muligt.

Her i huset har vi altid haft fælles konto, så vi begge har rådighed med ansvar.

med milimeterdemokrati.

Har boet sammen med min dejlige gemal i 13 år. De første 5 år var han på SU. Jeg havde de 1. 2 år elevløn, elev i forsikring. I disse 5 år tjente jeg derfor en del mere og betalte derfor også mere til vores faste udgifter. Da han senere læste på markedsokonom og HD betalte jeg ca ½ af hans udgifter til bøger, ellers havde han jo skulle tage et SU lån!. Jeg gjorde det med glæde og har aldrig haft sure miner over det.

Nu tjener han betydeligt mere end jeg - og han betaler betydeligt mere til de faste udgifter.Kan jeg ikke lige få mine "lommepenge" til at slå til, jaa så får jeg lidt af ham. Det fungerer fint. I vores forhoold er det helt naturligt at hjælpe hinanden på den måde. Det hele handler vel om at have en så rar hverdag sammen som muligt!

Deles vi om alle udgifter - alle penge der bliver tjent ryger ind på samme konto og vi har ikke noget der hedder mine og dine penge - deter vores...lige som vasketøjet

Hvor er han dog strid!!!

Tænk, jeg synes virkelig, at han er direkte tarvelig overfor dig!

Hvad hvis det var omvendt og du kunne købe en ny Passiersadel hver måned - ville han synes det var særligt behageligt?

Vend situationen om for ham. Få ham til at sætte sig i dit sted og lav et lille rollespil, hvor du kommer ind ad døren i ført din nye (fiktive) pels og han så sidder og venter hjemme og har netop hævet den sidste 50'er i pengeautomaten - og det er kun den 17. i måneden.

Nej, ham turde jeg godt nok ikke købe hus sammen med!

Herhjemme tjener gemalen mest (men vi har så det held, at vi altid har været meget jævnbyrdige indtjeningsmæssigt), så han sætter mest ind på budgetkontoen og mest ind på opsparingen. Jeg sætter mindre ind og overfører ved siden af så lige til staldlejen. Og jeg hører IKKE et kny for det! Vi har så hver vores lønkonto, men taler sammen inden der bruges løs af opsparingen.

Vi bor sammen. Vi lever sammen. Vi skal død-og-pine have det til at fungere sammen! Og så når hesten skal have tandlæge og sadeltilpasning for 3.000 kr. i januar!

En af mine veninder tjener væsentligt mere end sin kæreste. Han er på SU. Hun betaler gladeligt langt størstedelen og så vidt jeg ved, så står de endda 50/50 på den andelsbolig de har sammen.

Der er intet som penge, der kan skille folk ad (af samme årsag låner jeg heller aldrig penge ud - kun de få basører, som jeg kan tåle helt at miste).

Der var en artikel i et nyere Woman omkring pengesager par imellem. Den var udemærket og "mærkede" de forskellige typer (milimetertypen osv.)

Som alle de andre også har skrevet: nej, du er ikke galt på den. Du burde snarere blive lidt gal på ham! For enten vil han bo sammen med dig eller også vil han ikke.

Jeg synes ikke, du er galt på den. Jeg er bestemt ikke for delt økonomi, før der er papir på sagen, faktisk er jeg nok ret tæt på pernittengryn-typen. Men uanset hvordan man indretter sig, så skal der i et forhold ALTID være plads til at hjælpe hinanden. Du har hjulpet din kæreste ved at lade ham flytte ind, da det kneb for ham, og det er på grund af dig, at han har en billig husleje. Du har endda betalt maden i en periode plus det ekstra, som det koster at være to, du vasker hans strømper og er i det hele taget en sød kæreste, der hjælper ham. Og han burde bare skamme sig!!

mvh. tina

Ja jeg fik sagt til ham tidligere at jeg forventede at han enten overførte de penge eller fandt et andet sted at bo. Så nu får jeg de ekstra penge men det føles bare ikke fedt fordi det nærmest var "tvang".

Jeg har lidt lyst til at sige at vi bliver nødt til at bo lidt hver for sig. Så kan det være han ville værdsætte det mere -alt det der bliver gjort for ham.

Jeg er godt nok i 7 sind lige nu mht hvad jeg skal gøre

Ja det er da en underlig kæreste at have.

Ham gad jeg ikke bruge min tid på,hos mig ville han ryge ud.

I mine øjne burde han jo springe til med det samme og sige

noget i stil med at det skal du ikke være ked af lille skat,den klarer farmand her.Og så skulle han smile over hele hovedet og være rigtig glad over at kunne hjælpe sin lille skat og gøre hende glad.

Mvh Joani.

Hvis han flytter ud, så skal du betale hele huslejen selv... og det kan du jo åbenlyst ikke.

Jhez

huslejen før, så kan du også gøre det igen.

Han virker da godt nok som om hans sko klemmer temmelig meget!

Enten må han forstå at man hjælper hinanden, som du hjalp ham, da han var på r*ven, eller også må han finde en billig husleje et andet sted hvor han kan være nærig helt for sig selv.

Har jeg forstået det rigtigt når jeg læser det sådan at DU betaler maden jer begge?

Hvis det er sådan det forholder sig, så er det ikke dig der urimelig. Så er det ham, der nasser på dig!

så sig han må finde sit eget indtil han er klar til virkelig at etablere sig og så går du på kommunen og får lidt hjælp i den svære tid...

Synes ikke det er rimeligt at han har så mange penge og ikke "vil dele" ej heller synes jeg det er rimeligt at forlange at han skal gøre det - men boede han der ikke, var problemet jo løst.

Jo jeg har klaret huslejen før selv. Det ville være 1200kr dyrere for mig men til gengæld skulle jeg ikke ordne alt hans vasketøj og sørge for alt det andet. Så havde jeg kun mig selv at bebrejde. Og synes ikke det ville være sjovt bare at beholde en kæreste for at få hjælp til huslejen. Selvom det ville være ektremt hårdt at klare det selv.

Altså jeg ville da helst ikke af med ham for har været utroligt glad for at have ham som kæreste men her på det seneste har han godt nok vist en mindre behagelig side synes jeg.

Og ja, indtil for en måned siden har jeg klaret stort set alt madindkøb -bortset fra hvis han lige skulle have en mælk med hjem jeg havde glemt at købe og noget i den stil. Og han VIL have kød hver dag -og har fået det!

Nu må vi se. Jeg vendte det på hovedet for ham (hvis det havde været den omvendte situation) og har bedt ham om at tænke over om han selv synes han er særlig fair.

Hej.

Det første indlæg får mig til at huske hvor vigtigt det er, at når man vælger at være sammen, så skal man også holde sammen i tykt og tyndt.

Man kan være hård og sige at du bør begrænse dig og vælge hesten fra, da din økonomi ikke er til det, men hvem af os her på HN vil være med til det. Hesten er jo vores tempel og frirum og vi elsker af en eller anden grund de kræ.

Jeg finder det ualmindeligt egoistisk, at han ikke hjælper dig. Selv har jeg valgt fæles økonomi, og de sidste 17 år har min kone og jeg nærmest på skift hjulpet hinanden. Det man skal huske på, er at man selv på et tidspunkt kan komme til at stå i den omvendte situation.

Og med den lave husleje, finder jeg det helt åndssvagt at han med det overskud ikke bare betaler det hele, plus maden. Han vil jo stadig have flere tusinde til sig selv efter det.

Jeg ville i sådan et forhold som du har beskrevet i første indlæg, tage en lang snak om det. Og kræve at han betalte mere, og forklare at du ville gøre det samme.

Jeg er klar over at det er svært, men hvis han er så egoistisk at han ikke kan se det, så må der være noget andet galt. Har du tænkt over det.

Måske kunne du prøve at finde ud af hvad han sparer op til. Hvis hans overskud går til indskud i et fælles hus, er det j faktisk til gavn for jer begge.

En ting jeg vi sige er; hvis i skal købe hus sammen, så gør et med fælles økonomi. Ment på den måde at i begge ejer halvdelen hver. Ellers så mener jeg at du bør vente med at købe hus sammen med ham.

Når jeg læser hvad du skriver, så lyder han ret krævende, og måske er han ikke noget at samle på, men det er der kun 1 der kan vurdere, og det er dig. Nogen kvinder (desværre), tror at det er ok at mænd er sådan. Det er det IKKE.

Mænd (jeg selv incl) er nogen sløve egoister, men der er grænser. En af grundene til vi er sådan er vores dårlge indlevelsesevne, og hvis kvinder ikke fortæller helt nøjagtigt hvor skabet står, fatter vi det ikke.

Men måden han er på er stadig en utrolig gammeldags og egoistisk opførsel og er ikke tilgivelig hvis du spørger mig.

Mikael (betaler næsten både min kones hest og fælles aktiviteter, men snart skal hun betale min uddannaelse

Så meget enig med Mikael...

Jeg kunne måske gå videre og sige... er han det værd... hvor mange plusser og minusser er der ved at være sammen med ham???

Hvis det viser sig det mest er baseret på tryghed.. smid ham ud!

Alene den måde han er på nu ... er groft... ændrer han sig??

Men selvfølgelig... det er alene din beslutning. Siger bare lad dig ikke træde på!

Med en milimeterdemokrat, men vi boede heldigvis ikke sammen. Men da jeg så tjente flere penge end ham, så skulle jeg til at betale biograf, restaurantbesøg mm. Det gad jeg ikke finde mig i.

Det skal du da heller ikke, hvis han virkelig ER en milimeterdemokrat.
Han mangler fornemmelse for din situation. Nogen mænd er bare kluntede til det med at sætte sig ind i andres situation. Men vil han dig, børn og huskøb, så må I også kunne finde ud af det her. Sammen.

Måske er han bange for at du kommer til at miste din selvstændighed i forbindelse med din depression? For mange mennesker hænger arbejde sammen med at være selvstændig, være det sig emotionelt eller økonomisk. Ved han i hvilken forbindelse du fik din depression? Ved han hvad du går igennem? Ved du hvad han går igennem?

Hjemme hos os deles vi om alt. Penge, vasketøj, børneopdragelse, madlavning mv.
Det har taget lidt tid, det er ikke noget man bare gør. Men det er kommet lidt af gangen. For mig har det været et spørgsmål om tillid. At min mand ikke rev mig i næsen med at jeg var en "holdt kvinde", for jeg sætter stor pris på min selvstændighed økonomisk/emotionelt.
Til at starte med delte vi kun de regninger man var to om. El, varme, telefon, husleje og mad. Jeg betalte selv institution og buskort, tøj/sko til tøsen og jeg.
Med tiden er det hele blevet fælles. Det har taget sin tid og ikke bare med det samme.

6 måneder er ingenting, hvis man vil leve sammen resten af livet. Pengespørgsmål er i lige så høj grad et spørgsmål om tillid, som at spise morgenmad sammen resten af livet. Sæt jer ned og snak sammen om det hele. Han lyder jo ikke dum, som sådan. Bare manglende empati overfor din situation. Hvis jeg tager fejl, skal jeg nok dunke mig selv oven i nødden.

Jeg håber i finder ud af det.

Knus
MinnaN