Igår sagde et par familie medlemmer til mig, at de var overraskede over hvor godt jeg har taget især de sidste par dage, men også de sidste par måneder.
For at ridse kort op så startede det i maj måned med en lang hospitals indlæggelse, hvor lægerne ikke fandt ud af hvad jeg fejlede. Jeg blev henvist videre til Riget.
For et par uger tilbage skulle jeg til alm kontrol for kræft (har haft den oplevelse for godt 2 år siden) hvor de fandt en ny cyste af den slags, som jeg havde kræft i, samt "noget" i leveren. Det i leveren blev hurtigt affejet, men de vil operere cysten væk. Operationsdagen var igår.
Mit første besøg på riget var noget "tamt". Det var bare et indledende interview.
I onsdags blev jeg så indlagt, hvilket selvfølgelig kostede nattesøvnen i dagene op til og total gak i låget mandag/tirsdag. Da jeg havde snakket med alle og nåede til den sidste som var narkoselægen, blev det vurderet at jeg er for "farlig" at ligge i bedøvelse pt, så længe riget ikke har regnet ud hvad der er i vejen med mig.
Så jeg blev sendt hjem igen.
Nu sidder jeg så her. Uddannelsesstart i september må jeg skyde en hvid pil efter. Jeg kan risikere at de ligger den nye op-dato midt i vores flytning (september), nu er jeg alvorligt bange for at komme i bedøvelse, især hvis herlev alligevel ikke kan vente på riget.
Men alligevel er jeg faktisk sådan rimeligt afklaret med det. Selvfølgelig syntes jeg det er mega un fair...især fordi alt var planlagt til at jeg skulle være væk hjemmefra i 1-3 uger.
Men på den anden side forstår jeg så udemærket lægernes bekymringer.
Men ja, flere har nævnt nu at de ikke fatter jeg tager det så roligt. Jeg kan bare ikke se hvad det hjælper at jeg sætter mig ned og tuder eller brokker mig. De har jo kun handlet ud fra mit bedste. Og jo jeg er skuffet, men derfor behøves jeg jo ikke at blive i sengen og trække dynen over hovedet (selvom det faktisk var det jeg havde lyst til idag).
Hvad siger i? Er jeg lidt halv mærkelig...eller burde jeg være hamrende frustreret?
Derfra gik det dælmer stærkt.
