Andrew McLean har en PhD i hestetræning og -psykologi. Han leder og ejer det internationalt anerkendte hestetræningscenter Australian Equine Behaviour Centre i Austarlien. Andrew har over 20 års erfaring som underviser i ridning, han har vundet Gawler CCI***, har konkurreret i dressur på FEI niveau og i ridebanespringning på Grand Prix niveau.

McLean er desuden forfatter til flere bøger om træning af heste. En af dem Træning af heste - på hestens præmisser kan du købe til en meget fordelagtig pris via Læsehesten

Vi bringer her tredje del af en faglig træningsserie omhandlende McLeans 8 træningsprincipper som han har arbejdet med under sin PhD.

De to første artikler:

Del 1, Pres

Del 2, Pavlovs princip

Del 3, Princippet om signaladskillelse

Princippet er at der kun gives ét signal af gangen, altså må man f.eks. aldrig bremse hesten i tøjlen, og drive den frem med benene samtidig. Princippet er værdsat af de fleste professionelle dyretrænere, men har svært ved at slå igennem hos hestetrænerne. Det skyldes formegentlig at ridning ofte består af en masse signaler der gives meget tæt efter hinanden, og det kan derfor være svært at få signalerne ordentligt adskilt.

I starten af hestens uddannelse, er det ikke svært at adskille sine signaler tydeligt. Hesten skal ikke lave komplekse øvelser, men skal blot gå frem, stoppe og dreje, altså øvelser der ikke kræver en masse forskellige hjælpere der gives hurtigt efter hinanden. Jo længere man når med sin ridning, jo sværere øvelser kræves der - specielt i dressur. Her skal basisresponserne kombineres til svære øvelser. I stedet for at bede hesten om at gøre en masse ting samtidig, bør signalerne dog komme som en række der alt i alt munder ud i den valgte øvelse. Jo bedre indlært de enkelte signaler er, jo tættere kan signalerne ligge uden hesten bliver forvirret.
Og det er ikke helt for sjov at signalerne skal komme et af gangen - det kan simpelthen være helt umuligt for hesten at udføre det vi beder den om, hvis ikke signalerne er adskilt. Tag f.eks. en halv parade hvor rytteren ikke får adskilt sine signaler, og derfor kommer til at bede hesten om at bremse og gå frem samtidig. Nogle vil mene at det får hesten til at bevæge sig mere opad, og at man vil "samle energien", men det er jo ikke det hesten har lært. Hesten har sandsynligvis lært at et ligeligt tag i begge tøjler, betyder at den skal bremse. Når hesten mærker presset i munden, vil den derfor aktivere den muskelgruppe der bremser hesten. Når benene lægges til, vil hesten i stedet aktivere den muskelgruppe der får den til at accelerere. Når hesten accelerere, vil de bremsende muskelgrupper virke stabiliserende for benene, og det omvendte sker når hesten bremser. De to muskelgrupper kan altså ikke aktiveres samtidig.

I dybden med samtidige hjælpere:
Den berømte amerikanske psykolog C.L. Hull definerede to resultater af samtidige hjælpere: Blokering og overskygning

Blokering: Hvis en hest samtidig udsættes for to nye stimuli der af hesten opfattes som værende af samme styrke, vil ingen af dem blive indlært. Hvis to indlærte signaler bliver givet samtidig, med samme styrke, vil begge signaler gradvist blive aflært. Jo oftere det gøres, jo hårdere skal hjælpen være hvis man vil have hesten til at reagere. Grunden til det går galt, er at hesten, rent fysisk, ikke kan reagerer på begge stimuli.

Overskygning:
Ovenstående eksempel er lidt et tænkt eksempel, for hesten vil næsten altid opfatte den ene af hjælperne kraftigere end den anden. Da hesten ikke kan aktivere både accelererende og bremsende muskelgrupper samtidig, er den altså tvunget til at overhøre det ene af signalerne - det med den svageste styrke. Fortsættes træningen på denne måde, vil hesten vænne sig til ikke at reagere for den svageste hjælper, og vil med tiden blive "døv" for den. Er der tale om samtidig schenkel- og tøjlehjælp, vil hesten pga. sensitiviteten i munden oftest vælge at reagere for tøjlen, og bliver med tiden schenkeldøv. Rytteren må så bruge sporer eller lignende, indtil styrken når op på et niveau hvor den overgår signalet for tøjlen, som herefter vil blive gradvist aflært. Mange problemer med heste der er døve for hjælperne ville kunne afhjælpes ved en adskillelse af hjælperne, så hesten har mulighed for at reagere fuldt ud på den givne hjælp. I stedet for samtidige hjælpere, kan hjælperne lægges tæt, så hesten f.eks. i en halv parade får mulighed for at bruge bremse- og accelerationsmuskelgrupperne én af gangen.

Signaladskillelse:
Men hvor tæt kan signalerne så ligge? Det kommer meget an på hvor trænet hesten er. Er hesten utrænet, skal man sørge for at den har fået lov at reagere fuldstændig på det ene signal, før man får givet det næste. Jo mere trænet hesten bliver, jo bedre vil signalerne være indlært, og hesten reagerer nu hurtigere og for lette hjælpere. Så kan hjælperne begynde at ligge tættere og tættere, men ikke hurtigere end at hesten kan nå at reagere på dem én af gangen. Det tætteste hjælpere som tøjle og schenkel kan ligge, er med ét fodfalds mellemrum. På den måde kan hesten skubbe sig frem ved det ene fodfald, slappe af i accelerationsmusklerne og begynde at bremse ved næste fodfald.

Hestenes reaktion:
Heste er individuelle, og det er meget forskelligt hvordan de reagerer på samtidige hjælpere. Nogle heste virker ikke til at være generet af det, og bliver bare lidt sløvere i responsen på signalerne. Nogle heste reagerer voldsomt på forvirringen, og vil måske bukke, stejle, slå voldsomt med hovedet eller "tilbyde" en masse andre øvelser. Disse heste vil ofte blive betegnet som vilde eller uartige. Andre heste igen, vil måske ikke vise konfliktadfærd under ridningen, men kan få andre problemer som separationsangst eller de bliver måske svære at håndtere fra jorden. I tilfælde af at hesten hører til i den sidste kategori, kan det være meget svært for rytter og træner at opdage årsagen til problemet og dermed løse det.
Problemet er ikke så kendt inden for hesteverdenen, men professor Daniels Mills har ved observationer af hunde vist at der var en sammenhæng mellem hundenes lydighed og deres stress-relaterede adfærdsproblemer. Hunde der reagerede dårligt på kommandoer som "sit" og "bliv", havde flere stress-relaterede adfærdsproblemer som vedvarende gøen eller separationsangst end lydige hunde.

Der er ingen der har sagt det skal være nemt at træne heste, og det er det bestemt ikke. Heste er forskellige, reagerer forskelligt og har forskellige behov. Men ved at sætte sig ind i hestens fysiske og psykiske formåen, kan man undgå mange adfærdsproblemer og spare både sig selv og hesten for mange kræfter.

Kilde: Exclusivity Principle af Andrew McLean