Irske Jessica Kürten red torsdag aften den 10-årige franske hoppe Castle Forbes Myrtille Paulois til sejr i World Cup kvalifikationen ved stævnet i belgiske Mechelen.
Nøjagtig et halvt sekund hurtigere end den andenplacerede Gregory Wathelet fra Belgien var den irske toprytter i omspringningen på Myrtille Paulois (SF e. Dollar du Murier/Grand Veneur).
Gregory Wathelet red den blot 8-årige belgisk opdrættede Sea Coast Cortes 'C' (BWP e. Randel Z/Darco) mens den tredjeplacerede og ligeledes for Belgien ridende Jos Lansink sad på endnu en newcomer i topsporten, nemlig den 8-årige Casper van Spielveld (BWP e. Mr. Blue/Capitol).
Den danskavlede hoppe Coquette (DV e. Coronado I/Quidam de Revel/Tasano opdrættet af Ole Bang) blev bedste danske repræsentant under sin ligeledes danskfødte men for Norge ridende rytter, Nicholai Lindebjerg. Coquette og Nicholai sluttede som nummer 14 i klassen med et enkelt nedslag i hovedrunden.
Charlotte Lund og Cartani (Holst. e. Carthago/Landgraf I) sluttede som nummer 31 med samlet 9 fejl.
For sin sejr kunne Jessica Kürten udover at indtjene værdifulde World Cup-point, køre en splinterny Land Rover hjem og stoppe 13.000 Euro i lommen.

