Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Giftige planter - Vårbrandbæger   Fagligt

Vi bringer her første del af en serie om giftige planter.

Rigtig mange planter er faktisk giftige for heste, og en hel del af dem kan findes på en ganske almindelig græsfold. Heste er generelt gode til at spise uden om giftige planter, men ingen regel uden undtagelser, og især hvis plantetætheden er høj, kan det være svært for hestene at undgå de giftige planter.


I første afsnit af serien, bringer vi en artikel om vårbrandbæger.


Kendetegn:

Vårbrandbæger er en enårig plante der oftest findes på sandede og kalkfattige jorde og blomstrer i maj og juni. Den er 20-40 cm høj, forgrenet fra grunden og med lange, krusede blade. Kurvene er et par cm brede og sidder i halvskærme i toppen af stængel og grene. Randkronerne er tungeformede, mens skivekronerne er rørformede - begge er gule. Et kendetegn er også at de ydre kurveblade kun er halvt så lange som de indre.


Følsomhed hos heste:

Heste er ret følsomme for vårbrandbæger, og der er vist forgiftning ved et indtag af 0,5 kg vårbrandbæger dagligt i 21 dage. Heste er ret gode til at undgå vårbrandbæger i frisk tilstand, hvis ikke tætheden er for høj, men i hø og wrap har de ikke mulighed for at undgå den.


Giftvirkning:

Vårbrandbæger indeholder pyrrolizidin-alkaloider, som nedbrydes til de meget giftige pyrrol-derivater. Pyrrolizidin-alkaloider bevarer sin giftighed selvom planten tørres eller ensileres.


Pyrrolizidin-alkaloider giver varige leverskader, og bevirker at galdevejene blokeres. Der kan også opstå skader på lungevæv, i hjertet, tarmkanalen og nyrerne


Forgiftningen kan enten ses akut ved et stort indtag, eller en snigende kronisk forgiftning, der dog ikke er mindre farlig. Forgiftiningen er meget smertefuld for hesten, og selv med stærke midler er det svært at dæmpe smerten. Derfor må heste forgiftet af vårbrandbæger ofte aflives i hendhold til dyreværnsloven grundet stærke smerter.


Symptomer:

Heste reagerer forskelligt på forgiftningen, men Landbrugsinfo giver følgende generelle symptombeskrivelser:


Akut forgiftning:

Hesten går i shock, sveder, puster, ryster, usikker gang og manglende orienteringsevne. Ved det akutte angreb skal be­handlingen ske hurtigt pga. den alvorlige shocktilstand.


Kronisk forgiftning:

Hesten går hvileløst omkring, usikker gang (slinger), sløvhed, presser hovedet mod væggen, blindhed, udspilet bug, væskeansamlinger (ødemer), vægttab og gule slimhinder. Forløbet er ofte kronisk over flere måneder, og ofte dør hesten eller må aflives.


Behandling:

Der findes ingen decideret modgift, men hestene kan behandles med væsketerapi for at forebygge eller modvirke shock. Derudover vil man forsøge at give hesten energirigt og proteinfattigt foder. Fremtidsudsigten afhænger herefter meget af hvor store skader der er gjort på leveren.


Bekæmpelse:

Hvis man ikke er til kemisk bekæmpelse, er det en mulighed at slå marken inden planten sætter frø, så der ikke kommer nye planter året efter.



Kilder:

Landbrugsinfo.dk

Netdyredoktor.dk


Tilføjet d. 28-06-2010 kl. 10:51 og sidst rettet den 20-05-2012 kl. 22:06 af i kategorien Røgt og Pleje.





Seneste relaterede nyheder
29-05-20 Pas på de giftige planter
29-05-20 Pas på giftige træer og deres afgrøder i år
20-04-17 Temaaften: Giftige planter og ændringer i hesteloven
30-06-10 Giftige planter - Gifttyden


Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider