Hvorfor det sker og hvad kan vi gøre ved det?
Af: Per Waaler
Til: Forældre til ryttere, hesteejere, samt andre hesteinteresserede
Hvad er det, der fører til voldelig behandling af heste i træningssituationer?
Hvis man ser på de bedste trænere i verden, så er det sjældent eller aldrig, at man hører eller ser spor af voldelig håndtering af heste. De bedste er ikke nødvendigvis de venligste, men deres viden og erfaring, har givet dem mange ikke-voldelige løsninger på de problemer, vi ofte står i, med det vanskelige arbejde, at skabe samarbejde med et individ af en anden art, der ikke forstår vores sprog.
Vold er altid en dårlig løsning, men det er ofte meget vanskeligt at finde den "rigtige" løsning uden tilstrækkelig viden og erfaring.
Jeg kan huske i mit professionelle liv, hvor jeg har oplevet tidspunkter hvor jeg følte fysisk og psykisk ubehag, ved at jeg tog penge for at finde løsninger på uddannelsesproblemer og resultatet udeblev. Det er en ubehagelig situation, der desværre for mange, er begyndelsen på en vej, som fører os længere og længere væk fra den oprindelige intension - det at hjælpe mennesker og heste til at forstå hinanden, og dermed begynde et samarbejde, som er givende (for både hest og rytter).
Omvendt empati
En anden grund til vold mod hesten er hvad min ven Emelie Cajsdotter kalder "Omvendt empati."
"Omvendt empati" : at påføre hesten den smerte og ubehag du oplever at hesten har påført dig gennem sin handling eller dårlige resultat. Det medfører frustration som gør at du føler dig retfærdiggjort i at straffe hesten med lignende eller større smerte end den du føler hesten har påført dig.
Rytterens handling er forvirrende og ubehagelig for hesten og fører til yderligere problemer i kommunikationen. En erfaren rytter eller træner forstår dette koncept og vil derfor undlade at straffe hesten. Jeg vil stille det etiske spørgsmål: Hvordan retfærdiggøres det, at vi tvinger vores vilje igennem på et andet individ. Er det berettiget gennem ejerskab?
En overlever
Heste reagerer instinktivt og deres reaktioner må ikke misforstås som dårlige valg. En hest er et flugtdyr, og er i tidens løb blevet perfektioneret til, at skulle være den bedste til overlevelse i naturen. Dette medfører, at de har ikke den luksus, som vi har, at overveje før de reagerer. De af deres slægtninge, der kan have haft denne evne er døde for længe siden, som en konsekvens af dette. Der er undersøgelser, der viser at forskellen mellem en mand, der ser, vurderer og reagerer, og hest, der ser ud og reagerer, er det halve. (24 millisekunder Relative hesten 12 millisekunder)
I mange situationer bliver hestene beskyldt for at være dumme eller frække, fordi de har denne evne til at overleve. Når nogen straffes for en naturlig instinktiv handling, opfattes dette som en dobbelt afstraffelse, som er direkte skadelig for selvtilliden. Selvom resultater er opnået, er selvtilliden på lang sigt blevet påvirket negativt. Dette kan ses som en årsag til at mange springheste springer til træningen, men efterfølgene refuserer på konkurrancebanen. Under pres bliver den dårlige selvtillid tydligere, og resultatet udebliver. (præstationsangst er også en direkte følge af lav, og prestationsbaseret selvtillid - hos både hest og rytter)
Befri træneren
Hvad kan du som forældre eller hesteejer gøre, når der opstår en situation, hvor kommunikationen mellem hest og rytter bryder ned, forståelsen forsvinder, og volden tager over?
Man kan anskue trænerens forsøg på at løse situationen, som et forsøg på at løse noget, som de ikke er i stand til på grund af sin manglende viden og erfaring. Manglende viden og erfaring er også grunden til denne træner ikke er blandt den bedste i verden - endnu. Dette igen fører til at du som kunde betaler en langt lavere pris for denne viden.
Det kan være en redning for træneren, hvis du på tidligt tidspunkt forklarer, at det er okay, at vi ikke løser dette problem nu og her, men snarere arbejder med hesten på en positiv, etisk måde, indtil vi kan finde en anden langsigtet løsning. Hvis træneren ikke føler sig anklaget, og du viser forståelse for hvor hårdt deres job er, vil vedkommede sætte pris på, at du tilbyder en anden løsning, end hvad enhver dyreven ser som sidste alternativ, nemlig at ty til vold og straf. (Der også er omfattet af lovgivning og reglementet hos alle verdens Rideforbund, også Dansk Rideforbund )
Hvad er vold og hvad er korrektion?
Her er der en fin linje, vi er nødt til at balancere på, og det er ikke ulig den, vi som forældre balancerer på i opdragelsen af vores børn. Der findes samfund, hvor vold mod børn er accepteret som en del af opdragelsen og forældrene ser på dette som et nødvendigt onde. Min søn hævder stadig i en alder af 26, at jeg engang i hans barndom, har givet ham en "endefuld". Han indrømmer selv, at han nok fortjent det. Jeg kan ikke huske det selv, men du ved, hvad der siges om børn og fulde folk! Det var ikke okay men hvis jeg i frustration og uvidenhed gjorde dette, var det i mangel af bedre metoder.
Med hensyn til korrektioner i ridning, så har de til hensigt at gøre hesten opmærksom på det spørgsmål, vi stiller den og ikke at skabe frygt, som vil være ødelæggende for lærings processen. Hvis korrektionen er for utydelig kan det skabe mere uopmærksomhed og forvirring hos hesten, så hver rytter må lære sin hests niveau at kende. Heste er som os forskellige, nogle bliver bekymrede blot vi hoster, mens andre kræver, at du klapper i hænderne tæt på deres ører, før de bliver opmærksom! Hver hest har sin egen grænse, men det må aldrig nå til det punkt, hvor der opstår frygt og spænding i hesten.
Mange gange forstår vi ikke, hvorfor hesten ikke "hører" efter. En hest, der er bange for sin mund, fordi den i gentagne situationer har oplevet smerte forårsaget af biddet (rytteren), vil have sin fulde opmærksomhed på biddet og derfor overhøre andre beskeder. Som træner er dette et etisk dilemma, hvor vi må finde en måde at få fokus og tillid tilbage, så hesten tør møde biddet og bevæge sig fremad. Vi skal væk fra det destruktive fokus på biddet, og konsekvens af smerte, som venter i den retning, den bliver bedt om at gå fremad. Hesten sættes i en situation med "forbandet, hvis jeg gør, og fordømt, hvis jeg ikke gør". Den foretager en prioritering baseret på at der er mest at tabe ved at gå fremmad en gang for meget end en gang for lidt.
Det er bemærkelsesværdigt, at de fleste uddannelses hjælpemidler, der er solgt, er baseret på at skabe ubehag, hvilket resulterer i en negativ tilstand hos hesten. Har vi vænnet os til dette til det punkt, hvor vi ikke reagerer- hvor det er blevet kulturelt bestemt?
Hvilken indflydelse har det på børn og unge, der er vidne til vold mod dyr, hvis velfærd vi er ansvarlige for?
Mange psykologistudier er blevet fremhævet i medierne, som alle siger det samme. Det er skadeligt for børn og unge (sikkert også voksne, selv om dette ikke nævnt i undersøgelsen). Når du tænker på dette i et stykke tid, så vil du sikkert nikke, for der er en selvfølge i det ræsonnement, der er ikke muligt at benægte.
Er det konkurrenceryttere eller mennesker disse unge ryttere skal blive til? Det er muligt at kombinere med henvisning til hundredvis af eksempler. Men fælles for alle er: Viden. Uanset om man er så heldig at have en mester som mentor (Ingrid Klimke er det bedste eksempel) eller hvis man holder de etiske linjer, og husker, hvorfor du startede at ride, og lader det være en udfordring at søge viden snarere end en frustration som skal bekæmpes.
Hestevelfærd
I medierne er der stigende fokus på hestens velfærd. Det er selvfølgelig godt. Men en "whistleblower" ses ofte som en person, der forsøger at ødelægge sporten, i stedet for at beskytte hesten. Dette er ofte uretfærdigt, da al hestesport er underlagt den grundlæggende regel om, at hestens velfærd er det vigtigste! Ikke "hestens velfærd er vigtig efter jeg får den til at gøre, som jeg vil"!
I skræk eksempler hører man om heste, der for eksempel ikke vil piaffere, (den sværeste dressurøvelse) og hvor træneren på jorden ved hjælp af pisken presser hesten så hårdt, at hestene til slut stopper og urinerer av skræk. Kender du den frygt, der medfører, at man tisser på sig selv?
I springning hvor der straffes med pisken ved refuseringer, kan man opleve at frygten for pisken får hesten til at springe, men frygten for pisken gør hesten endnu mere bange for springningen. Prøv at overføre dette på en højdespringer i atletik. Straf dem når de kommer forkert hen til barren, og når de til slut ikke tør hoppe mere, straffes de yderligere! De ender med at "blive frække" og vil ikke gå til atletik mere! Har du set noget lignende?
Før det er for sent.
Alle os fagfolk bør vide, at det er rytterens fejl, der medfører at hestene lave fejl . Buck Brannaman sagde så fint i sin film : "Jeg hjælper ikke mennesker med heste problemer , jeg hjælper heste med menneske problemer."
Det største problem er, at ingen, eller kun få, vil have at vide at de begår fejl. Og det er et dårligt forretningskoncept at skyde skylden på kunden, når din løn er afhængige af dem.
Gør det nemmere for din træner, ved at gøre det tydeligt for dem at du er interesseret i et grundigt og langvarigt arbejde med hesten. Sig til din træner: "Jeg ved, at vi har nogle problemer, men jeg ved også, at det er på grund af mine begrænsninger, de er kommet og jeg håber du vil hjælpe med at løse dem på en rolig måde."
Vi har et fælles ansvar over for vores heste, og i at uddanne rytterne. Lad ikke kortsigtede ambitioner gøre målet diffust. Når man indser sine fejl er det ofte for sent.
Baggrundsinfo om Per Waaler:
Per Waaler har arbejdet med dressurheste hele sit liv, i USA, Norge og Sverige. Han har trænet mange heste til Grand Prix niveau. Er blevet Norsk Mester 10 gange og har representeret sit land i flere internationale mesterskaber.
I dag driver han dressurcenteret Waaler Farm i Aasarum i Sverige, sammen med sin kone Helene. Deres mål er at al hestehåndtering og træning, i så stor udstrækning sommuligt, skal ske på hestens præmisser - og ikke ud fra økonomiske målsætninger, stress eller press.
