Jeg har syge heste - ØV! Og fordi jeg er noget i tvivl om, hvad pokker der er galt, søger jeg nu jeres erfaringer.
For et par uger siden opdager jeg, at 2 af mine hopper slingrer, når de går og står meget usikkert på benene. De er sløve, men ellers er der ingen tegn på sygdom - ingen feber, ingen udslæt, ingenting.
Dyrlægen kommer selvfølgelig ud samme dag - hun er lidt i tvivl om, hvad der helt konkret er galt, men hun hælder til en forgiftning. Der gik 4 heste på folden - 2 er syge, 2 fejler ingenting. De får alle samme foder.
Efter et par dage i stalden med dækken på, på penicillin og smertestillende samt i ro og fred, virker hestene raske igen. Resultatet på blodprøven kommer, og den viser, at de har en infektion - men heldigvis ingenting på lever osv. Infektionen kan godt stamme fra en forgiftning, men vi vil højst sandsynligt ikke finde kilden.
I dag kommer jeg så hjem og en ny hest er syg. Den har ikke været sammen med de andre, der var syge, men har derimod gået på mark med 2 andre heste, som ikke har tegn på sygdom overhovedet. Den får et helt andet foder - det eneste fælles er frøgræs.
Nu er jeg selvfølgelig enormt frustreret - især fordi jeg ikke aner, hvad kilden er, og om det overhovedet er en forgiftning, eller om det kan være noget andet.
Er der nogen, der kan hjælpe?