@Jane: Jow, det kan jeg da regne ud for dig

.
Først lige det grundlæggende. En homozygot et-eller-andet-farvet hest har to gener for den farve, den er homozygot på. En cremello er således homozygot på rød (som er grundfarven "under" både palomino og cremello) og på cremegenet. Det betyder, at den har to røde og to cremegener. (Vi er enige om, at rød plus ET cremegen giver palomino (for det gør det!

) ... ikke?).
En homozygot broget vil således have to gener for broget, og en homozygot sort vil have to gener for sort. (Problemet med den brogede er så, at du ikke har nævnt, hvilken farve den del af hesten, der IKKE bliver hvid, har ... det gør det lidt sværere at regne det ud

!).
Når så man parrer to heste, så giver de ET farvegen for hver farve videre til afkommet. Har en hest to sorte gener, så vil afkommet få et sort gen fra den (og et sort el. rødt fra makkeren).
Det sjove kommer så, når vi parrer en hest, der er homozygot på cremegenet med en hest, der er homozygot broget. (Lad os for nemheds skyld sige, at den også er homozygot på sort - det letter forståelsen lidt). For lige nøjagtig cremegenet er lidt drilsk i nedarvning, da det - i homozygot form (altså når hesten har to af dem) - giver en mælkehvid hest med blå øjne og lyserød/lyslilla hud, mens det i heterozygot form (når der kun er et af dem) giver enten palomino (på rød farve), buckskin (på brun farve) eller smoky black (på sort farve). Og smoky black kan variere fra helt kulsort til støvet gullig med et brunt "underskær", så der er endnu en faktor at tage hensyn til.
MEN! Nok om det grundlæggende. Her er din udregning (cremello x homozygot sortbroget): føllene vil blive smoky black brogede, altså variere fra kulsort til støvet brunlig med brunt "underskær" - og være broget.
Går du derimod ind og parrer en cremello med en homozygot rødbroget, så vil du få 100% palominobroget. For cremegenet på rød giver palomino. Og hvis alle afkom skulle blive broget, så er det palominobroget.
Den brogede cremello, du nævner, kan du ikke få med en cremello plus broget. For at lave cremello skal føllet have cremegenet fra begge forældre, og af de heste, du har nævnt, er det kun den ene, der overhovedet har cremegener. Og eftersom hver hest kun giver ET gen for hver farve videre, så vil føllet ikke kunne få to cremegener. (Men sæt en cremello og en palominobroget sammen, så er der 50% chance for cremellobroget

!).
En sort med hvid man og hale? Ehm, hvor har du den tanke fra? En sort med hvid man og hale er en sølvtonet (silver dapple, eller på islandsk: (mó-)vindótt), og det er et helt andet gen

. Så også der må jeg desværre skuffe dig.
Har det hjulpet dig lidt? Ellers må du endelig skrive igen, så prøver jeg at forklare det på en anden måde

. (Du kan evt komme med nogle detaljer om, hvilken farve broget, du gerne vil have blandet med cremelloen ... ?).
Ismulevrinsk Susan