Det er super, at du kan give tøjler og dine heste forsætter ned, indtil de møder biddet. Det burde alle heste kunne.
Jeg plejer få hesten op igen sådan her: Hvis hesten hiver hovedet ned, så lærer jeg den at stoppe for tøjlen, så den forstår, at den ikke bare skal hive igen. Understøt evt. ved at lære den at bakke for tøjlen og brug både tøjle og pisk til at flytte benene baglæns.
Når man rider hesten frem og ned er det fordi, den skal lære at bære rytteren i det ligament, der løber langs hele hvirvelsøjlen, fordi hesten så kan bære rytteren uden særlig anstrengelse. Imidlertid bruger hesten i dybden ikke musklerne på oversiden af halsen og fører ej heller yderligere vægt over på bagparten. Derfor skal den ikke blive ved med at gå dybt. Jeg rider dybt indtil hesten kan gå langsomt af afslappet med en dyb holdning. Hvor dybt afhænger af den enkelte hest. Så snart hesten kan gå dybt, rolig og stabilt vil jeg begynde at arbejde på, at hesten rejser sig fortil, sætter sig mere bagtil og gradvist samles mere og mere.
Hesten skal gå uden spænding. En hest, der iler, spænder altid. Men selvfølgelig kan den få lært sig, at hovedet nede er godt. I så fald løser jeg det i longen ved at vente, vente, vente til jeg KAN drive. Så driver jeg og som regel rejser hesten sig fortil før eller siden og så belønner jeg MED DET SAMME. Ellers kan overgange som regel gøre det. Gentagne overgange fra trav til skridt i longen eller ved hånd får også hesten til at rejse sig fortil, og jeg får anledning til at belønne.
Det hjælper MEGET at arbejdet med positiv forstærkning så man kan lægge belønninger ind i de rette brøkdele af sekunder.
Fra ryggen er det på samme måde. Hesten skal gå dybt og roligt som 1. delmål. Her rider jeg med ret lange tøjler. Når det er opnået, og jeg vil til at få hesten lidt op, vil jeg HELST drive - virker det ikke alene, så driv først, og anhold dernæst. Helst for sædet, evt. for tøjler. I starten er det nemmest at lave overgang til skridt. Slår hesten fra, må den dybt ned igen, og man forsøger en gang til. Jeg vil altid helst hente hesten op nedefra. På et tidspunkt får man en overgang, hvor hesten ikke slår fra, og så skal den ROSES.
Det svære er, at man når hesten går meget dybt, rider med ret lange tøjler. Når jeg skal til at arbejde med at få hesten op, korter jeg tøjler, men strækker armene frem, og læner mig evt. også lidt frem. På den måde opnår jeg, at når hesten sætter sig lidt mere, så skal jeg ikke fiske tøjler, men kan bare trække albuerne tilbage og rette mig op, og undgår derved at forstyrre hesten. Det giver også hesten et tydeligt signal om, hvornår den skal lave en overgang, senere bare sænke tempoet en anelse og forøge samlingen. At kunne sidde roligt, giver det bedste grundlag for at kunne ride nogle skridt på denne måde.
Dette kan i øvrigt godt gøres uden alt for megen tøjlekontakt, hvis hesten forstår andre hjælpere som stemme og især sæde. Samlingen er et resultat af forholdet imellem drift og anholdning, så det er hhv. drift og anholdning, der er de væsentligste virkemidler. Det er ofte nemmere på en volte end ligeud.
Philippe Carl metoden vil jeg især bruge til heste, der ruller sig sammen fortil. Men ofte kan man løse problemet ved at lære hesten at søge frem og ned, som du allerede har gjort, og så bare tænke sig, at man skubber hovedet frem med en usynlig stang, når den ruller sig sammen. At lære hesten at stoppe for biddet, i stedet for at rulle sig sammen og løbe, kan også løse problemet med den sammenkrøllede hest. I så fald skal man bare acceptere, at hesten i en omlæringsperiode ruller sig sammen når man forsøger at stoppe den, og man skal så IKKE give efter men få den til at forstå, at man giver efter når BENENE stopper, ikke når halsen ruller sig sammen....
