Det er dejligt når det går sådan.
Vores heste bliver også tilredet hjemme godt nok ikke af os selv ( vi kan ikke ride ); men vi laver forarbejdet selv og får en let rytter, som hesten kender, til at sætte sig op, mens min mand går med hesten i longesnoren de første gange.
Det har ind til nu altid gået nemt. Alt foregår stille og rolig og der kræves ikke mere af hesten end den kan kapere.
Vi tror det er vigtig at det er nogen hesten har tillid til og stoler på, der er med, når hesten skal tilrides.
Når vi tilkører er det mig der går ved siden af unghesten med løs træksnor og min mand der går med linerne idet det også her, er vigtig at deres tilkøring foregår så trygt, roligt og positivt som muligt.
Vi skal have 2 travheste tilredet om kort tid, når vores nye staldhjælp har lært dem at kende.
Så det er også noget vi glæder os til at gå i gang med.

Det er jo en dejlig fjer i hatten for jer, at det er lykkedes med en hest andre har opgivet.
Jamen, det er jo sådan det burde gå hver gang!
Jeg kom dog til at tænke på vægten. Man plejer jo at liste små, lette piger op på hesten de første gange, men din mand er måske ikke så stor? Eller betyder det ikke så meget?

Og så vil jeg da ikke undlade at høre, hvad I ville gøre med en hest som min Fie:
Jeg har også redet en del heste til efterhånden, og det er gået lige fint hver gang, bortset fra med Fie.
Jeg købte hende som tre års, hvor hun var enormt nervøs. Det afskrækkede mig ikke det mindste, for jeg plejer at få mest ud af nervøse heste.
Der er bare lige det ved det, at når Fie bliver bange, eksploderer hun. Og jeg mener EKSPLODERER! Det ene øjeblik står hun stille, det næste øjeblik befinder hun sig et par meter oppe i luften eller 20 meter væk i vilde bukkespring. Det går så hurtigt, at I tror det er løgn - man ikke kan nå at gøre noget som helst.
Det skete hyppigt i starten - første gang jeg rørte hende med en strigle, første gang jeg rørte hendes ben, første gang hun så en vandspand, første gang hun fik en rytter på ryggen...osv.osv.
Hun er i mellemtiden blevet langt roligere. Hun elsker at blive striglet, går villigt i longen, finder sig i at få løftet ben (og de sidste to gange smeden har været her, har han kunnet ordne hendes hove uden bedøvelse - det var lige før jeg tudede af glæde!).
I efteråret nåede vi så vidt som til at jeg lige så forsigtigt kunne sætte mig op på hende. Jeg har fået min mand til at bygge en "læsserampe", som jeg stiger op fra, så jeg kan være alene om det. Jeg ved godt, at man ikke skal være alene om den slags, men Fie kan altså blive bange med andre mennesker i nærheden (TING er hun derimod nervefast overfor).
16 gange stod hun ligeså stille, mens jeg sad på hende (hun drejede endda hovedet og nulrede mine sko). Jeg skridtede også nogle små omgange på hende og det gik fint. Det gik også fint første gang jeg havde sadel på, men 2. gang eksploderede hun. Det var ellers over et år siden hun sidst havde gjort det, så jeg troede jo, at den hellige grav var vel forvaret og at hun var "vokset fra det". Det bekymrer mig ikke så meget, at jeg drattede af og fik en hjernerystelse, for det kunne såmænd også være sket bare hun var hoppet lidt til side! Men det bekymrer mig, at hun stadig kan få de anfald. Jeg ved såmænd godt , hvorfor hun gjorde det: Jeg kom til at sætte mig skævt i sadlen og gjorde nok desværre et lidt voldsomt hop helt op i sadlen.

Ligenu holder vi vinterpause (intet ridehus+dårlig ridebane), men til foråret er det planen at fortsætte stille og roligt, hvor vi slap...Men det ville da være rart, at høre, hvad andre ville gøre i den situation?
(Det kommer ikke på tale at sælge hesten, som jeg er blevet vanvittigt glad for, og jeg tør heller ikke sende hende til fagfolk - tænk, hvis hun får et tilbagefald! En berider kan jo heller ikke tage sig den tid, jeg bruger på hende).

Til Lone
Hvis det var min hest der reagerede på den måde, så ville jeg nok få en kiropraktor til at checke ryggen på den, bare for at udelukke at det er den det er galt med.

Men ellers bruger vi de 3 T'er Tid, Tålmodighed og Tillid, uden dem kommer man ingen steder. Det var også det der var problemet med Chang, han havde aldrig hørt om de begreber. Sjovt nok har han reageret ens hver gang han skulle prøve noget nyt. Helt vildt og voldsomt første gang, noget mindre anden gang og bare været nervøs tredje. Derefter ingen problemer. Men vi har kunnet mærke at han har været vant til kontant afregning hvis han gjorde noget forkert.

Og nej Søren er ikke et voldsomt stort eksemplar af arten mænd, men det har de andre nu heller ikke været. Forskellen er nok at han er meget smidig og kan følge med når hesten flytter sig lidt hurtigt. Derudover er han ikke bange for at hoppe/kaste sig af hvis han føler at han er i ubalance der kan genere hesten. Dermed undgår han situationer hvor hesten bliver alvorligt skræmt.

Og ja alle tilridninger skulle da gerne gå så nemt som vores Daisy, og det gør de fleste da også hvis man får startet rigtigt. Gårsdagens arbejde var en del trav med 20 meter volter og skråt igennem, så den er der snart.

... når det daglige arbejde med hestene bærer frugt på den måde. Det er helt klart at Daisy har fuld tillid til jer - det vil hjælpe både hende og jer meget.

2. juledag havde vi vores 2-års hoppe Briza i selen for første gang. Hun tog det også helt afslappet. Min svoger var på besøg, og han førte videokameraet (den helt store julegave!) Vi har kigget på filmstumpen flere gange og bare nydt, at hun står og nusser min mands jakke med mulen, selv mens jeg spænder gjorden og rumperemmen.

Jeg havde grimen på under hovedtøjet med et reb i, og så gik min mand med linerne. Hun gik forsigtigt fremad - men fremad gik det, med ørerne spidset, og engang imellem lige vippende tilbage mod min mand.

SKØNT! Jeg glæder mig helt vildt til hun skal spændes for dækket - og for vogn - og have sadel på - og tilrides - og - og - og...

Hilsen Sif

...at få hende tjekket (det blev hun da jeg købte hende - uden anmærkninger) men tvivler nu på, at der er noget med ryggen. Så skulle hun have protesteret noget før, synes jeg.
Jeg ville bare ønske, at jeg kunne lære hende at reagere lidt mindre ekstremt, når hun bliver forskrækket. Og det sker selvfølgelig også sjældnere og sjældnere, så jeg kan heller ikke se, at der er andet at gøre end at fortsætte med de tre T'er, som du siger.
Jeg er nu ikke nervøs for at sætte mig op på hende igen - bare træt af at jeg skal fortsætte med at være SÅ forsigtig og gå SÅ langsomt frem.
Gør hun det igen, bliver hun selvfølgelig tjekket.
Arhh, men det gør hun da heller ikke
Der har jo kun været fremgang med den hest - det var bare udgangspunktet, der var specielt dårligt.
Jeg må trøste mig med, at for et år siden, tvivlede jeg stærkt på, at det nogen sinde ville lykkes at komme på ryggen af hende.
Tak for hjælpen, Charlotte.