Det er synd, at kandaren den ene gang efter den anden bliver udråbt til et torturinstrument pga. uvidenhed. Kandaren er et uhyre vigtigt værktøj i uddannelsen af hesten, hvis man gerne vil langt.
Lykke B - jeg tvivler på, at folk gider defilere forbi bilbioteken og læse BBs bog, så derfor tillader jeg mig at citere de i forhold til tråden vigtigste afsnit (Bent Branderup, Ridning på kandar - en historisk og praktisk vejledning,1. forlag, 1. udgave, 2002, pp.87-93):
Kandarens indvirkning
Kandarens grundprincip har ikke forandret sig i mere end 2000 år. Det er altid det samme og er dog alligevel forskelligt. De skiftende krav, hestenes forskelligartede muler og deres grundlæggende evner og anlæg har sørget for, at kandaren hele tiden blev videreudviklet.
Man får en fornemmelse af datidens særlige omhu med at vælge og tilpasse kandaren ved oplysningen om, at der tidligere fandtes en profession som bidsmed. Hver hest havde sin individuelt tilpassede kandar, der fulgte den gennem et bestemt uddannelsesforløb eller fungerede som endeligt bid.
Alene G. E. Löhneysen nævner i sit værk fra 1588 "Della Cavaleria" over 14.000 variationsmuligheder for udformningen af kandaren.
Datidens bid var håndlavede, enestående kunstværker, der var tilpasset individet, så antallet på 14.000 variationer er ikke så overvældende som det lyder. Problemstillinger vedrørende kandaren kan derfor heller ikke behandles udtømmende.
I dag mangler vi en mængde viden, der er gået tabt. Vi har til gengæld mulighed for at besvare nogle af vores spørgsmål ved hjælp af videnskaben, men desværre har vi på mange områder ikke længere den tilstrækkelige erfaring til at kunne stille de rigtige spørgsmål.
Kandarens indvirkning er forskellig alt efter udformningen af dens enkelte dele:
1 Mundstykkets længde
2 Overbommens længde
3 Underbommens længde (i forhold til overbommen)
4 Bommenes samlede længde
5 Tøjlens placering
6 Kandarens ophæng i hovedtøjet
7 Kindkædens udformning
8 Kindkædekrogens udformning
De forskellige udformninger af enkeltdelene og i særdeleshed deres forhold til hinanden vil jeg nu beskrive lidt nøjere. Særlig opmærksomhed fortjener den del af kandaren, der er skjult for øjet - mundstykket!
Med indførelsen af kavaleriets enhedskandar så man for første gang bort fra, at hestemundes anatomi er forskellig. Netop på dette område er nutidens uvidenhed særlig formastelig i betragtning af vores dental-anatomiske forskningsmuligheder.
Hos nogle heste er det et problem overhovedet at finde plads til mundstykket.
Udtrykket "plads" er i forvejen misvisende, for der er ikke nogen "plads" i hestens mund: Tungen fylder munden ud. Det er absurd at tro, at der findes et bid, der ved dårlig håndtering ikke berører ganen, ikke indvirker skarpt på de følsomme lader, ikke klemmer tungen eller ikke forstyrrer synkerefleksen.
Et bid, der passer dårligt med lille tungefrihed, hæmmer tungens synkerefleks. Den muskulatur, der er nødvendig for synkerefleksen, er forbundet med muskelgrupper på halsens underside. Mundens og særligt tungens aktivitet påvirker således hestens løsgjorthed. Derfor er det forkert, at et bid med lille tungefrihed er mildere end et bid med stor tungefrihed. Jeg vil hævde, at tungefriheden bør være så stor som muligt, svarende til hestens gane. Dette betyder naturligvis samtidig, at kindkæden bør spændes så kort som muligt, så tungefriheden ikke kan støde mod ganen. Den store tungefrihed giver tungen mere frihed, så hesten lettere kan synke. Derfor bør denne del af mundstykket også være tyndt.
Et tungespil kan anspore hesten til at bevæge sin tunge uden spændinger, men ofte fører dette også til en overdreven aktivitet. I sidste ende opstår problemerne ikke i munden. De bliver tværtimod overført til munden fra en dårlig hånd, og det kan selv ikke det bedste bid forhindre.
Ikke desto mindre mangler vi nu til dags bidsmedene, der førhen var i stand til at fremstille mundstykker, der svarede til mundens anatomi. Har hesten for eksempel tykke eller tynde lader? Er huden over dem tyk eller tynd? Hvordan er tænderne placeret? Hvor høj er ganen, og er den smal eller bred?
I vores højteknologiske tid burde det være muligt at tage et aftryk, der opmåler de to tandløse områder og ganens hvælvning.
I dag bliver mundstykkerne snarere fremstillet for at behage rytterens øje end for at tilgodese hestens mund. Alt efter de forskellige ridemåders ideologier og regler fremstilles der mere eller mindre "fysiologisk" udformede mundstykker. Men man kan aldrig med rette hævde, at et præfabrikeret mundstykke er "fysiologisk", for enhver hestemund har sin særlige anatomi.
Udelt eller delt mundstykke? De delte mundstykker er ikke hensigtsmæssige, hvis man ønsker at ride med støtte ved biddet og tøjlerne. Kandarer med delte mundstykker egner sig kun til ridning uden støtte ved bid og tøjler, for i disse ridemåder nøjes man med at ryste lidt med biddet af og til, for at rytteren kan kontrollere løsgjortheden. Da mit mål er at hestene i bøjning og stilling med let støtte ved biddet og tøjlerne, er de delte bid ikke så velegnede. For hvis man ænsker at stille hesten og forkorter den aktuelle indvendige tøjle, kipper overbommen i denne side fremad og trækker derfor via kindkæden den anden overbom tilbage, så biddet kommer til at ligge skævt i munden.
Dette gælder ikke for de historiske, delte bid, fordi bommene her sad fast i kraft af mundstykkets udformning. Samtidig var underbommen forbundet via skumkæden eller stangen. Fordelen ved disse mundstykker er, at de ikke har nogen nøddeknækkereffekt og indvirker som et udelt bid, mens bevægeligheden medfører, at hesten tygger på biddet og tilpasser sin mund til det.
Kandarens over- og underbom
Alt efter udformningen kan kandaren indvirke hurtigt eller langsomt, og dens vægtstangseffekt kan være mere eller mindre kraftig.
En forholdsvis kort underbom overfører håndens indvirkning hurtigere, mens en lang underbom overfører indvirkningen langsommere. Rides der med kraftig støtte ved bid og tøjler, er den korte bom mildere, fordi den kan give en mindre kraftig vægtstangseffekt end den lange.
Rides der med let støtte ved bid og tøjler, er den lange underbom mildere, fordi hånden kan bevære sig mere , inden indvirkningen overføres til miunden.
Ergo, hvis hesten ligger tungt på bid og tøjler, er lange underbomme præcis lige så uhensigtsmæssige som korte underbomme er, hvis hesten søger let støtte på bid og tøjler. Kandaren kræver altid en faglig korrekt håndtering.
Når man indleder uddannelsen på kandar, er en stang med korte underbomme mest hensigtsmæssig, fordi hesten oftere mister sin ligevægt og må korrigeres med hånden. På en stang med længere underbomme har den højere uddannede hest en mulighed for selv at genfinde sin ligevægt inden håndens indvirkning overføres til munden.
Vægtstangens kraft virker ikke kun stærkere eller svagere på grund af underbommens længde, men også på grund af det proportionelle forhold mellem længden af underbommen og overbommen. En gennemsnitlig stang har et forhold på en tredjedel af længden i overbommen til to tredjedele i underbommen. Hvis overbommen er kortere, kan vægtstangseffekten blive kraftigere, og er overbommen længere, bliver vægtstangseffekten afdæmpet.
Den fysiske forklaring på kandarens vægtstangsprincip er forenklet set, som hvis vi lagde en stok (over- og underbom) på en lille sten (mundstykke) for at løfte eller flytte en stor sten (kindkæde).
Fordelen ved S-kandaren er, at hesten ikke kan snappe fat i underbommen med munden. Til gengæld er det bedre at kombinere en underlagstrense med en lige stang, fordi en S-stangs øverste S-kurve kan presse underlagstrensen opad i munden.
Kraften overføres fra det sted, tøjlen er tilsluttet vægtstangen (biddets stang), og den virker i trækkets retning i en ret vinkel til omdrejningspunktet (mundstykket).
Det betyder, at hvis hesten indtager en lav hovedholdning, og rytteren holder hånden relativt højt, indvirker en stram kæde mildere end en løs. For heste, der går bag hånden, er den løse kæde derfor skarpere.
Hvis hesten indtager en høj hovedholdning, og rytteren holder hånden relativt lavt, virker en løs kæde mildere ned en stram.
For heste, der er over hånden, er den løse kæde derfor mildere, men en stram er mere effektiv.
Derudover bestemmer kædens længde også tungefrihedens hældning, hvorfor kæden altid bør være lidt strammere på bis med stor tungefrihed.
Man tilpasser kæden ved først at dreje den glat og spænde den på. Derefter kipper man stangen bagud fir at kontrollere, om man har opnået den ønskede længde. Generelt må hældningen ikke overstige 45 grader, for ellers bliver tungefriheden trykket mod ganen, så biddet løftes af drejningen i munden ("Elevatoreffekten").
Samtidig vil en eventuel underlagstrense blive forskubbet i retning af kindtænderne. Ved ridning på den blanke kandar risikerer man, at læben bliver klemt inde mellem kæde og mundstykke. Derfor bør man ved ridning på blank kandar uden underlagstrense vælge en stang med længere overbomme og sørge for, at krogene er åbne bagtil. Ved ridning med underlagstrense bør krogene være åbne fortil, så trensen ikke hægter sig fast i dem. Overbommen må desuden ikke være særlig lang, i modsat fald kan kæden ikke finde plads mellem underlagstrensen og kandarmundstykket.
Der findes forskellige typer af kæder:
1 Små læderremme
2 Læderstropper med kæde
3 Snor eller strofrem
4 Moderne kæde (dobbelt med enkelte ender)
5 Bred barokkæde
6 Bøjle ned kædeender
De forskellige typer af kæder kan have hver deres fordele, alt efter hvad hesten foretrækker. Hvis man bruger varianterne af stof, snor eller læder, skal man være opmærksom på, at disse med tiden skal spændes efter. Kæder med en bøjle skal være nøje tilpasset hesten.
Kandarens indvirkning på hvirvelsøjlen
I grunduddannelsen går hesten frem og ned til trensen. Så snart arbejdet med søgningen til hånden og løsgøringen af overlinjen er på plads, kan man begynde at bringe hesten i ligevægt mellem begge biddene.
Når hesten lader sig bøje og stille af rytterens hjælpere og søger sikkert frem og ned til den eftergivende hånd, kan man begynde at rejse hesten med sædet til den blanke kandar, efterhånden som den bærer sig bagfra.
Kandaren skal bevare overlinjen lang på dem rejste hest, så frem- og nedadsøgningen ikke går tabt. Hestens rejsning af halsen skal altid være relativ, altså hænge sammen med bagpartens aktivitet. Er bagparten høj, vil den frem- og nedadsøgende hest bære sit hoved lavt. Jo mere hesten sænker sin bagpart som følge af den øgede bæring, desto højere bæres hovedet i kraft af hvirvelsøjlens hældning.
I høj rejsning vil en trense trække hovedet for tæt ind til halsen. Derfor må heste, der rides på trense, stilles noget dybere, for at de kan bevare deres støtte ved bid og tøjler.
Hvis hesten rides frem og ned, vil en antrukket kandar bringe hestens hoved bagved lodret. Kandaren kan derfor kun anvendes til frem- og nedadridning i ridemåder, der ikke ønsker støtte ved bid og tøjler (fx westernridningen).
I den frem- og nedadsøgende holdning er trensen således det optimale bid for de ridemåder, der ønsker, at hesten søger støtte ved bid og tøjler.
Den vægtstangseffekt, man ønsker at opnå ved brug af kandar, drejer sig ikke om dens virkning på munden, men derimod om kraftoverførslen til hals- og ryghvirvelsøjlen såvel som til overlinjens muskulatur, der strækkes, når panden kippes fremad.
Hos heste med en meget konkav hovedform, er laderne ofte skabt på en måde, så biddet rutscher op til kindtænderne, hvilket gør det vanskeligt, både ved frem- og nedadridning og i samling, at opnå den optimale indstilling af hovedet. Derfor kan det være fordelagtigt, hvis man i god tid tømmer op på kandar med underlagstrense eller pelham for hurtigt at kunne veklse mellem at rejse hesten og at føre den frem og ned. Hos heste med meget konveks hovedform er laderne ofte placeret sådan, at hesten let kommer bag ved hånden eller går nedad imod hånden under uddannelsen på trensen, mens de lader sig forme påtimalt, når de rejses på kandaren.
Hvis hesten har en naturlig evne til selvbæring og en halsholdning, der allerede ligner det endelige resultat, bør man lade den være i fred for ikke at ødelægge naturen. Man løsgør lidt og tider resten bagfra. Disse heste egner sig bedst til uddannelsen på kapsun med kandar.
Heste med for høj halsholdning, eksempelvis en svanehals, er de vanskeligste for en hånd, der har en dårlig indvirkning. Kun den rytter, der forstår at føre hestens mund ved at lade kandarhånden synke, kan forme denne hals optimalt.
Heste med korte, faste og noget lavt ansatte halse er de nemmeste for lægfolk, for disse heste skal løsgøres og rejses ved konstant at bevæge hånden, hvilket de fleste ryttere naturligt har tilbøjelighed til. Disse heste er de bedste at ride frem og ned på trensen, men de vanskeligste at rejse.
Kandarens forskellige udformninger og formens betydning for biddets ligevægt
Der findes forskellige former for kandarer, hvad angår deres påvirkning af hestens hovedholdning:
Hvis stangen er bøjet bagud, virker kandaren frem- og opadførende. Dens underbomme er udformet sådan, at hvis vi trækker en ret linje ned fra overbommen, er underbommen bøjet bag ved denne linje.
Tyngdekraften bevirker, at denne kandar falder fremad, hvis hesten går bag ved lodret, og dermed løsner kæden sig automatisk. Først når hesten strækker sig frem, finder den en støtte ved hånden. Disse kandarer egner sig således til at rejse heste, der går lidt for dybt.
Hvis stangen er bøjet fremad, virker kandaren bagud- og nedadførende. Dens bomme er formet på en sådan måde, at hvis vi trækker en ret linje ned fra overbommen, er underbommen bøjet frem foran denne linje.
Tyngdekraften gør, at den fremadbøjede kandar indvirker på kæden, så længe hesten går foran lodret. Den bliver først løs, når hesten giver efter og søger ned i det lodrette plan. Disse kandarer egner sig til heste, der har tendens til at gå lidt for højt.
Den lige stang er udformet sådan, at overbom og underbom befinder sig på en lige linje. Denne kandarform sørger for, at kæden og stangen indvirker, så snart hesten løfter hovedet. Kæden hænger løst, når hestens næseryg er nær ved den lodrette position. Derfor egner disse bid sig til de fleste heste, der er blevet optimalt forberedt til ridning på blank kandar. Forskellige udformninger af ophængningen giver også krogene forskellige positioner i forhold til kæden, og dette kan have lidt indflydelse på indvirkningen. Personligt lægger jeg stor vægt på tøjlens kvalitet og dens ophæng. Tøjlen har indflydelse på kvaliteten af signaloverførslen fra hånden til munden såvel som på overførslen fra tøjlen til halsen. Tøjler, der virker så kraftige, at de nærmest ligner skagler til et ponyseletøj, vil aldrig kunne overføre sinde indvirkninger. Tøjlen skal være af allerbedste kvalitet, så den kan smyge sig blidt til hånden og kan holdes delt af lillefingeren.
- Citat slut -
Hvis man gør sig selv den ulejlighed at få en dygtig instruktør til at lære sig, hvorledes kandaren anvendes, så får man en helt anden rideoplevelse end på trensen, men det kræver selvfølgelig dels, at man har en hest, der er langt nok i sin uddannelse, dels at man selv er en dygtig nok rytter, så man er kommet til stadiet, hvor man kan FØLE med sædet, hvad hesten foretager sig og dels, at man kan finde en underviser, der overhovedet ved, hvordan kandaren fungerer.
Vi kan være ganske enige om, at den anvendelse man ser af kandaren i dag på konkurrencebanerne (og opvarmningsbanerne) er alt andet end efter hensigten med en kandar, men igen er det jo bare endnu et udtryk for uvidenhed.
Anne