Hvor er det ærgeligt du har det sådan der ):

-

jeg er også selv faldet af en million gange, har redet trav heste lige siden jeg var helt lille, men har dog aldrig haft det på den måde som du har det nu..

Jeg tror ikke der er så meget andet at gøre en at have en masse med heste at gøre, passe dem, strigle dem, gå ture og ride lidt af gangen, så man overvinder sin skreg..

Rom blev ikke bygget på en dag, alting tager tid

Hej Stella.

Kender det godt - slog en kølbøtte med min hest for et lille års tid siden og blev rigtig godt bange Af andre årsager var jeg nødt til at skille mig af med hesten, og da jeg var skadet i flere måneder, og der gik yderligere et par måneder før jeg fik hest igen, ja så var jeg også pludselig noget angst og usikker i sadlen. Min nye hest havde stået stille 2 år, så jeg var pisse ræd for at sige det mildt. Jeg steg også flere gange af hesten og lod datteren ride den, men vores beridder provokerede mig voldsomt, og jeg var simpelthen så træt af mig selv, at jeg bare blev stædig og blev ved og ved og ved... Det som hjalp mig mest når jeg sad stiv af skræk og i panik, var når nogen sagde noget til mig hele tiden om min ridning.. altså rid nu fremad, kortere tøjle, ret dig op osv osv.. for så blev jeg jo nødt til at koncentere mig om det, og gøre som de sagde, og så var der ikke plads til også at tænke over at være bange og nervøs... og efter sådan en oplevelse gik det op for mig, at jeg simpelthen bare kørte mig selv op - jo mere jeg tænkte over hvor bange jeg var, jo mere bange blev jeg... så mit råd er: koncentrer dig om din ridning, din opstilling osv. og få enetimer, eller en eller anden til at "råbe" af dig en halv times tid, så du får flyttet fokus og får en god oplevelse

god kamp og god fornøjelse

Hvorfor prøve de store heste først... Hvad med at finde et sted, hvor de udlejer islandske heste og tage en god lang tur på en sådan. Det virker absolut ikke skræmmende at tage en god rask tur på sådan en lille hest, og så kan du jo langsomt prøve at gå over til de større heste.

Ved godt at du skriver dressurrytter - men det ene udelukker jo ikke det andet.

Jeg rider normalt DV, men har haft skønne ture bl.a. i Mols Bakker på de dejlige små islændere. Synes det virker trygt at sætte sig op på dem og drage ud i "ukendt" land, ville måske ikke være lige så tryg ved en ukendt stor hest...

Mange hilsener

Kirsten

Det forslag med ismulerne er bare en rigtig god ide, det samme med stille ene undervisning hvor du bare starter med at arbejde med skridten.

Hvis du tager på tur med en ismule fx. så siger du bare at du vil have en rolig rolig musse og ikke noget vildt overhove´det og så får du det.

Du er nødt til at starte fra bunden og så se hvor langt du når før du bliver stiv af skræk. Så bliver du bare på det niveau hvor du ikke er stiv af skræk overhove´det i så lang tid at lysten kommer til at gå et skridt videre. Den skal nok komme men hvis du nedgør dig selv med ærgelser og skuffelser så ender det med at du ikke gider blive ved med at prøve.

Noget andet er at nu har jeg fx. været gravid og stået på jorden i nogle år pga. for unge heste osv og da jeg satte mig op for et lille stykke tid siden var min balance røget total og så føer man sig altså ikke spor sikker! Jeg startede med bare at hoppe op uden sadel imens hesten stod og græssede (for ca. 1.5 måned siden)og hesten er 18 år og meget sød og rolig. Så sad jeg der og øvede mig i at sidde slapt og finde balancen fx med lukkede øjne og nu rider jeg da ture ud alene uden sadel med rebgrime og både skridter og traver uden at krampe sammen og spænde an.

Se om du ikke kan finde en gammel rolig hest som du stille og roligt kan finde ud af det med i ro og mag og lad være med at ride ud hvor hesten bliver vågen og lad være med at pace dig selv frem til det ambitionsniveau som du føler du hører hjemme på. Lige nu hører du ikke hjemme der alligevel, men når du får lagt fundamentet ned igen så står resten af huset der nok stadig lige til at tage over.. Bliv i trygge omgivelser og bare vær sammen med hesten. Når du føler en småprovokerende spire i maven som gerne ville prøve lidt mere så er du først der klar til at gå videre.

Held og lykke med det.

bange da jeg købte min hest. var blevet smidt af en jeg passede så mange gange så var blevet bange. det jeg gjorde var at skridte først bare 5 min så 10 min og længere og længere...så gik frygten væk. tilsidst turde jeg så at trave og gallopere. jeg er dog stadig bange for at gallopere, da jeg ikk rigtig kan sttre hende i galloppen endnu. men det arbejdert vi med. så mit råd er at finde en hest som er rolig og som ikke lader sig provokere af at rytteren er nervøs også tage det skridt for skridt...

det hjalp mig. min opfører sig pænt selv om man er stiv som en pind og bange. sådan en skal du finde. ellers må du komme og prøve min grin. der er nemlig mange heste der udnytter det at rytteren er bange, eller selv bliver bange af det...

Hej

Som beskrevet i et tidligere indlæg er jeg virkelig blevet angst for at ride igen. Nu har jeg været ude i stalden 2 gange.

Bare det at rense hove, er jeg bange for. Jeg har hele tiden en frygt for at der sker et eller andet. Tænk hvis hesten bliver forskrækket og springer ind i mig, hvad nu hvis den sparker mig, hvad nu hvis den stejler eller andet. Mine øre er som radioantenner for hver eneste lyd omkring os. Tænk nu hvis hesten bliver bange for et eller andet.

Ja, man kan vist mildt sagt godt sige, at jeg er rædselsslagen og angst for hver en lille ting. Hvor er det dog irriterende,at jeg er blevet sådan et nervevrag. Jeg tør slet ikke være alene med hesten heller, for tænk hvis der sker et eller andet og jeg får brug for hjælp?

Jeg føler faktisk lige nu, at jeg totalt har kastet pengene ud af vinduet som jeg har brugt på nye støvler og leggins.

Min tanke lige nu er, om hypnose kunne hjælpe mig. Er der nogle som har erfaring med hypnose og angstbekæmpelse? Er der nogle som måske selv har prøvet det?

Jeg er udmærket godt klar over, at Rom ikke blev bygget på en dag, men jeg føler at min angst ligger dypt inde mig fra den alvorlige rideulykke jeg var ud for tilbage i 1993. Hvis jeg ikke får buk på den, er jeg bange for at jeg ikke kan blive en hel rytter igen.

Håber der er nogen som kan sætte sig ind i min situation. Jeg vil ikke opgiv min lidenskab for heste. Der må være en årsag til at jeg hele tiden bliver "trukket" tilbage til stalden og hestene. Jeg kan simpelthen ikke lade være, så det her problem er noget jeg virkelig skal af med. Derfor bruger jeg dette forum og jer.

Stella

Lad mig starte med at sige, at jeg så inderligt forstår dig!! Jeg har også stiftet bekendtskab med "angsten". Den kom da jeg for 3 år siden anskaffede mig en ny hest. 1 år forinden havde jeg måtte aflive min hest gennem 12 år - en hest som jeg kendte ud og ind og var helt fortrolig med.

Nuvel - den nye gik det helt galt med. Han var ung - rolig på mange måder - men tændt i visse situationer. Og angsten fik et utrolig tag i mig. Mange var undskyldningerne for ikke at ride, ikke at trække ind fra fold, ja - bare det at trække med ham. Jeg var tæt på at ryge af ham flere gange, når han pludselig - ud af den blå luft - lavede sine stunts. Oplevede flere gange, når han blev forskrækket - af ingenting - at han bragede ind i mig. Det var så modbydeligt.

Det der sker er, at man begynder at udvikle automatiske negative tanker - at hjernen forestiller sig alle de rædselsscenarier, der kan opstå. Som du selv skriver - bare at rense hove - hesten kan sparke efter en flue og ramme mit hoved. Hesten kan blive nervøs og springe ind i mig. Den tønde der står på gårdpladsen - ja, den bliver hesten sikkert nervøs for. Når jeg rider vil hesten sikkert blive bange for ... o.s.v., o.s.v.

Det kan være rigtig svært at bryde og det kræver, at man er bevidst om det og prøver at "omskrive" de negative tanker til et mere realistisk billede. Altså - hvor realistisk er det, at hesten bider mig i boksen, når jeg skal have den ud, sparker ud efter mig, når jeg renser hove, skubber til mig under striglingen, er aggressiv og usamarbejdsvillig, bliver bange for ALT der er på gårdspladsen og dermed hopper ind i mig, bliver skræmt i ridehuset/på banen af andre heste, ting, lyde o.s.v., o.s.v. og det i en grad, så den sikkert både bukker, løber løbsk, stejler og jeg ryger af.

En god metode er bevidst at gå efter en hest, der - enten via race - eller bare ellers - er en almindelig, rolig og venlig hest. Og så starte i det små. Bare med almindelig staldomgang først. Dernæst gå lidt rundt med den. Nå det så ikke længere fører til, at hjertet hamrer rundt i brystet, er det tid til at kravle på ryggen af den. Gerne med hjælp fra siden. Gerne med en, der trækker dig, til DU føler dig tryg. Rid så alene - i starten bare i skridt. Så småt kan du koble traven til - og til sidst - galop.

Ser du - det er hvad jeg har gjort. Købte mig for 7 måneder siden en oldenborger - han er kun 6 år, men MEGET oldenborg - og han har kunnet tackle min nervøsitet i starten og via hans rolige adfærd - både hjemme og i terræn - er min selvtillid vokset, ligeså mit mod samt selvtillid og selvværd. Min angst kan stadig "titte frem" - men nu har jeg nogle værktøjer - bl.a. at trække vejret roligt og omformulere mine "fantasier". Og jeg har fundet ud af, at jeg kan en masse ridemæssigt stadigvæk - og jeg nyder det!

Synes du skal vende tilbage til den 14-årige og starte lige så langsomt op igen. Jeg er 24 år ældre end dig - og når jeg kan, så kan du også Ridningen og heste trak også FOR meget i mig!!

Bare fortsæt - og held og lykke med det

Sys

Stella ♥Micka♥: Jeg kender det alt for godt. I oktober 06 havde jeg et voldsomt styrt, hvor jeg brækkede kæben 2 steder, et voldsomt sår skulle syes under huden og så igen på huden. Jeg fik også hjernerystelse, så jeg kan HELDIGVIS ikke huske så meget..Kun efter operationen selvfølgelig.

Før i tiden var jeg aldrig bange. Jeg faldte af en dag jeg red uden sadle, og det resulterede i, at jeg nu hader at ride uden. Jeg tror aldrig at jeg kommer til det igen pga. min angst.

Så jeg rider kun med sadle, og det er også fint. Men jeg har alligevel også angsten i mig, hele tiden. Jeg slapper aldrig ordenligt af mere, og det har selvfølgelig taget noget af glæden ved at ride. Men jeg fortsætter.

Jeg prøver hele tiden at fortælle mig selv, at det nok skal gå og min ellers meget rolige hest ikke gør noget.

Så du skal bare blive ved med at tage små skridt, det er nok bare at skridte en runde, og så gøre det i et par dage..Og så KUN når du føler dig tryg så prøv at trave 10 skridt og så måske ned i skridt igen. Det hjælper jeg taler af erfaring Det er en lang vej.

Held og lykke Jeg håber på det bedste.

og er kommet fuldstændig over min angst.

Det var så slemt at jeg ikke turde galoppere og ikke turde prøve halvdelen af de heste jeg var ude at prøve.

Har været kørt til nordsjælland for at kigge en hest, jeg kun turde skridte på i 30 sekunder.

Læs i denne tråd hvordan jeg slap af med min angst.

www.heste-nettet.dk/forum/3/282161/ 279351/

Mvh

Rikke

Hej Stella,

som overskriften siger, så må du forvente, at det tager tid. Og nok også lang tid! Jeg faldt ned under en hest tilbage i 95 og oplevede de samme følelser. Jeg var et års tid om at komme mig fysisk over et gennembrækket bækken.

Jeg var bange, men ville så inderligt gerne tilbage til det, jeg elskede og levede for den gang. Efter to halvhjertede mislykkede forsøg med MEGET angst til følge, var jeg ligesom klar til at gøre noget seriøst ved det. Jeg anskaffede mig en hest som jeg (med tiden) stoler meget på. I starten var min kæreste med hver gang, jeg var der. Jeg var urimelig, havde ondt i maven, kvalme, var pisse bange. Men selvom jeg forestillede mig alt det forfærdelig, der kunne ske, så skete det jo ikke. Det er vigtigt selv at tage kontrollen og stoppe de tanker, når de "kører med en". Derudover har mit mirakelmiddel været undervisning. Jeg kan stadig blive bange, få fysiske symptomer og tænke @!#$, var den ikke bare ved at blive lidt vild der?!, @!#$ nu snublede den og hvad der ellers er af tanker. Så slår jeg min rationelle tankegang til, taler om min frygt og får undervisning. For mig er det hele ikke helt så farligt, når der står en på midten. Vedkommende kan måske nå at gribe mig?

Jeg kan ikke se, hvor du bor, men er det i nærheden er du hjertelig velkommen til en tur på min søde ismule. Jeg vil gerne løbe ved siden af- så meget konditionen rækker

Kh Signe