Da jeg havde født min vidunderlige dreng for ca. 7 år siden nu, var jeg ca. 30 kg. tungere, havde ingen balance eller muskler, havde fået taget ham ved kejsersnit så mavemuskler var der jo heller ikke mange af... Men jeg skulle jo op på min 5 års vallak igen som jeg selv havde tilredet og så havde jeg haft den i proffessionel ridning under min graviditet. Jeg var hunderæd, jeg sad og hørte alle lyde før min hest, sad anspændt på hesten og holdt forkrampet fast i tøjlerne, dette mærkede min hest selvfølgelig og så fik jeg ture, den drejede om og løb af helvede til med mig... Jeg fik heller ikke redet hver dag fordi det var en overvindelse hver gang, og det gjorde det jo ikke bedre med sådan en veltrænet 5 års... En dag i ridetimen tog hesten en bukketur rundt i hele hallen, hvor jeg til sidst valgte at springe af, og jeg slog mit knæ, da beluttede jeg mig faktisk for at jeg ville af med hesten og have mig en stille og rolig hest i stedet... Det skal lige siges at jeg altid har redet ungheste før min graviditet... I mellem tiden fik jeg hesten redet, og der gik et par måneder så ville min veninde gerne have ham på prøve, hvilket hun fik. Men hendes smed var lidt hård ved den så den blev halt og så ville hun ikke have den alligevel... Jeg begyndte at tage mig af min syge hest, og den måneds tid det gik med at passe den, fik jeg langsomt modet tilbage og tilliden til den, og rent psykisk oveni sagde jeg til mig selv at nu måtte jeg tage mig sammen og lade være med at se spøgelser over det hele... Da jeg så begyndte at kunne ride hesten igen så var der ingenting... Jeg sørgede for at den var blev arbejdet regelmæssigt, den havde kun en fridag om ugen, og når jeg red den i starten sagde jeg til mig selv at den kun blev bange for det som jeg kiggede på og det hjalp...

I dag rider jeg ungheste og problemheste igen, er faldet af et par gange, og det rører mig ikke, jeg tager også gerne en rask galop ud over markerne på min "dressur"-hest...

Hvis du ikke selv kan overvinde din angst burde du måske tale med nogen professionelle om det, og sammen kan i måske finde ud af hvor angsten stammer fra...

Held og lykke med dit projekt, vær stærk og tro på dig selv..

Jeg var/er stadig meget bange for at prøve nye ting, men jeg har lært en metode som jeg altid bruger. Hvis der er en bestemt ting man er bange for skal man tage det for bunden. f.eks. galop har altid været min store skræk, min lære sagde at det var okay og vi startede op med nogle øvelser fra jorden, med noget horsemanship.

Jeg lånte nogle bøger på bibloteket, og læste helt vildt lidt, men det gav mig alligevel nogle ting jeg kunne arbejde med for, at få et tættere bånd til min hest, når man kan mærke at hesten forstår det, og du selv kan mærke kontakten kan man så begynde at ride. og hvis der kommer en situation du ikke føler du har styr over trækker du bare vejret dybt ned i maven og siger det er okay, for hvis du går i panik eller bliver bange kan den mærke med det samme, det er her du skal overbevise dig selv om at der ikke er noget, så hesten kan mærke din trykhed. Det hjalp mig meget held og lykke

Jeg er en stor kylling hvad angår skovture, efter at jeg har haft et par uheld. Det største problem er at jeg skifter hest ret tit, da jeg pga pengene er nødt til at ride på rideskole.

Min erfaring er at man er nødt til at prøve at give sig selv gode oplevelser.

Jeg vil foreslå at du rider ud med dem igen og får prøvet at ride lidt mere frit. Bakken skal du helt klart prøve igen, men måske i et lavere tempo de første par gange.

hvis bakken er så stejl så synes jeg ikke du skal ride den. Det er ikke sikkert bagpartsmusklerne er helt up todate hvis ikke du ligesom stille og roligt har trænet dem op. Derforuden er det en hård belastning for forparten på vej ned igen. SÅ heller flere små bakker. Og hvis de andre synes du er en kylling så lad være med at ride med dem, for hvis de først rider derop og ned igen så vil din hest jo sikkert med.

Stejle bakker er hverken godt for hest eller rytter (rytters sikkerhed)så hvorfor skulle amn gøre det, når nu man heller ikke synes det er sjovt men blot er srædselsslagen.

Ps. så synes jeg da det er lidt ærgeligt, at hvis du virkelig var bange, at du så gjorde det alligevel. Du skal tage og lytte lidt til dig selv, og så tage små skridt af gangen (altså finde små bakker som ikke er så stejle eller så lange, og så kan du ligeså stille tage lidt stjelere bakker osv., men det er ikke ensbetydende med at du skal ende med /eller have som ål at ende med) at skulle kunne ride op og ned af den store bakke.

Det var min mening

Kære Sara !

Jeg har købt verden dejligste hest for 1/2 år siden. Jeg er gammel konkurrencerytter men er efterhånden 50 år - jeg gik efter en tryg hest, og det er min søde hoppe. Men jeg er også blevet modigere - opfordret af de unge piger på rideskolen - så nu springer jeg på lilleputholdet hver mandag - sidste mandag gik min hoppe totalt amok - nu var det bare for sjovt - så det var ren rodeo !!! Jeg blev siddende og mine små veninder var imponerede !!! Jeg er også en kylling - men ved, at hvergang jeg overvinder mig selv, så er det en sejr !!! Jeg springer igen på mandag - trods den voldsomme oplevelse

Jeg har en dejlig ridelærer der lige rider min hest hvis hun bliver for voldsom

Man må gerne være kylling -

Knuz

Jeg kan lige kort fortælle om min egen oplevelse:

i september 2005 bliver jeg smidt voldsomt af min ny indkøbte hest, der står lidt højt i tændingen, lige som jeg kan lide det. Der går tre måneder inden jeg må ride igen og da jeg skal på nakken af den er jeg blevet dødsens ræd.

Hesten var en typer, der uden grund kunne finde på at løbe og lave mange bukkespring. Jeg brugte indtil juli 2006 på at erkende at jeg ikke turde ride på den, havde masser af undskyldninger for at longere eller slet ikke træne den.

Den bliver solgt i august 2006 og jeg køber en ny efter et par uger. Den er så uheldig at komme til skade og er lige blevet aflivet - så jeg nåede ikke rigtigt at komme igang med at ride den max. 20 gange ialt og jeg blev smidt af med bukkespring på 2. tur.

Så da jeg nu startede med at kigge hest, var det med hjertet i halsen og jagten på den roligste hest. Mange heste turde jeg ikke sætte mig op på og mange skridtede jeg kun eller travede nogle få omgange. Så det var virkelig seriøst en angst jeg havde udviklet.

Men nu er det løst - jeg var til en NLP-terapeut, der via hypnose fik ændret min underbevisthed. Det lyder vildt mærkeligt, men det og ca.2 timer og jeg tror ikke at jeg behøver flere behandlinger, men jeg skal tale med ham opfølgende efter 14 dage.

Jeg var til konsultation i onsdags og havde en planlagt rute med 6 heste torsdag. Han ville gerne at jeg kunne vente, men nu var alt jo aftalt. Min angst kunne når den var værst blive 9-10 på en 10-skala - men med de heste i torsdags var den kun ved den ene oppe på omkring 3. Den ene hoppede lidt rundt og jeg reagerede rigtigt og det var sådan en fed fornemmelse

Faktisk har jeg igår købt den ene af hestene, faktisk den der hoppede lidt rundt og jeg føler mig helt tryg ved den.

Så det eneste jeg kan sige er at - har man en tilstand som man ønsker at ændre, så få fat på en behandler der kan hjælpe proffesionelt. Jeg fik ham anbefalet af en springrytter der for 2 år siden havde haft et grimt styrt og faktisk ikke turde at sætte sig op på en hest - hun er efter 2 samtaler igen igang med at springe LA, på sin meget friske hest.

Er der nogle som vil høre mere er i meget velkommen til at skrive en privat besked eller ringe til mig.

Mvh

Rikke

Det er jo heller ikke fordi jeg følte mig tvunget ud i det, jeg tvinger mig selv... for jo det er jo en fed oplevelse når det sker/ eller er sket.. hehe

Lige nu må jeg låne mig til en anden, da Toronto desværre stadig står på sygefold, men det er en pony, og så er der jo ingen problemer med at ride det ponyræs hehe...

Skal jo bare stole lidt mere på min store pruhh... og det lærer jeg jo kune ved at prøve de ting jeg er bange for og lære at han faktisk bærer mig igennem det

du har erkendt dit problem- jeg har lige været i USA og træne parelli- her er det HELT ok at være bange- ja, det er faktisk nærmest en synd at undertrykke sin usikkerehd og spille sej- derved ikke sagt at, du ikke skal arbejde med det- de brugte meget NLP og var ret gode til at få den enkelte til at finde sin naturlige vej-

Så NLP terapeut er absolut en god ide- jeg mener efter hvad jeg kan læse ikke at du skal hoppe på tur med "de vilde" igen-du har vist også selv en fornemmelse af det lige var nok for din hyp og dig- du skal følge dine egne fornemmelser og sige direkte at hvis i skal følges med mig bliver det på mine betingelser- det kan være svært- men igen lad værer med at overskrid dine grænser, det er ej sundt i dit hesteforhold.

Jo, forresten- parelli har udgivet en bog om det - godt nok på engelsk- spør efter den her inde- ellers gi mig et pprivat skriv og jeg skal finde titel for dig.

Held og lykke

MVH Dorthe

...bukkede da hun skulle springe an i galop - hvilke førte til at jeg fandt 10.000 undskyldninger for ikke at træne galoppen, da det gjorde mig angst.

Men - så fik jeg ny ridelærer!

Han gjorde klart fra starten, at hvis jeg ville have ham som ridelærer - så skulle jeg arbejde med ham, gøre hvad han sagde - og ikke forvente at skulle komme sovende til det.

Han accepterede simpelthen ikke mine undvigelser - og insisterede på at jeg slog hende an i galop. Da hun begyndte på unoderne stod han nede i den anden ende og råbte "videre - rid hende igennem det". Det gjorde jeg på mirakuløs vis så, og få dage efter holdt bukkeriet op - og min angst er nu også væk.

For mig hjalp det at blive "presset" ud og gennem den farlige situation. Han tilstedeværelse gjorde at mit fokus skiftede, så istedet for at rette min opmærksomhed mod angsten, rettede jeg det mod at gøre hvad han sagde.

Jeg er MEGET glad for hans noget kompromisløse holdning, da den virkelig har givet mig modet tilbage, og har desuden lært mig hvordan jeg takler min hest i situationer hvor hun "spiller op". Det har gjort mig til en modigere og mere selvsikker rytter. Og så er han en blændende god underviser, som jeg for alt i verden gerne vil beholde!

Så det er også en måde at overvinde angsten på
Marianne