... er altid den, der volder de største problemer, ikke bare for rytteren, men i aller højeste grad også for hesten.
Tøjlehjælpen er den hjælp, man giver hesten gennem større eller mindre tiltag i tøjlerne I SAMARBEJDE MED ANDRE HJÆLPER! Tøjlehjælpen benyttes altså aldrig alene, og den har til formål at tilbyde hesten en `støtte´ i dens forsøg på at forstå alt det andet, vi sidder og foretager os i sadlen.
Tøjlehjælpen skal komme til udtryk gennem bevægelser, der går ad en LIGE UBRUDT LINJE fra hestens bid gennem tøjlen, rytterens hånd og underarm til albuen. Dvs., at man skal arbejde i `forlængelse´ af tøjlen. Man skal ikke trykke ned eller løfte op, og man skal til enhver tid have en hånd på hver side af hestens manke. Derudover skal hænderne være på niveau og ALTID lige over for hinanden ... også når hesten bøjes!
Tøjlehjælpen fungerer som nævnt i samarbejde med andre hjælper, og hvis dette ikke sker, kan hesten ikke koncentrere sig om at `mærke efter´ de andre langt mindre fysisk mærkbare hjælper. Man skal altid huske på, at i den ene ende slutter tøjlehjælpen i et metalbid, der hviler på hestens følsomme tunge, og i den anden ende i rytterens hænder, der er rytterens absolut `stærkeste led´, når han/hun sidder i sadlen.
Tøjlehjælpen skal være indvendig støttende og udvendig koordinerende forstået sådan, at den indvendige tøjle ALDRIG har anden opgave end at understøtte, mens den udvendige skal være regulerende (f.eks. ved ridning ad volter, sidebevægelser o.m.a.).
Hvor meget skal rytteren så have i hænderne? Det er vidt forskelligt fra hest til hest. Nogle beder kun om få gram, mens andre har behov for flere kilo. Det kommer meget an på, hvor god rytteren er til at formidle sine øvrige hjælper, og også på, hvor omhyggeligt hesten er redet til.
Enhver indvirkning gennem tøjlerne foregår i begge tøjler SAMTIDIG og aldrig blot i en af tøjlerne. Derimod skal rytteren være i stand til at kunne lægge mere eller mindre større vægt på den ene af tøjlerne, og tilsvarende være i stand til at kunne mindske vægten på en af tøjlerne. Og det er præcis her, langt de fleste har problemer.
Vi ser meget tit hste, der går og svinger med hovedet fra side til side, fordi rytteren arbejder med en tøjle ad gangen. Noget sådant er formålsløst af flere grunde. Dels mindsker det hestens balance og koncentrationsevne, og dels ophæver det hestens evne til at kunne fornemme ryterens andre hjælper, og endelig kan det i grove tilfælde skabe problemer for benflytningen under sidebevægelser og medføre strygninger, etc.
Når rytteren husker disse ting, og overholder de linjer, der skal være på plads, skal han/hun desuden være i stand til at kunne arbejde afslappet med sine hænder/arme, således at der aldrig lægges kræfter i tøjlehjælpen MEN BLOT STØRRE ELLER MINDRE VÆGT. Man skal altså gennem afslappethed og uden brug af muskler kunne gøre sine hænder tunge, så man altid og til enhver tid ved lige præcis, hvor meget man har i hænderne.
Sidst - men ikke mindst - skal tøjlehjælpen ikke være en hjælp, man STOPPER IND I HOVEDET PÅ HESTEN, men en hjælp, HESTEN SØGER AT OPNÅ. Derfor skal man administrere sin tøjlehjælp på en sådan måde, at det er hesten, der lægger sit hoved og hals ned i rytterens hånd, og ikke rytteren, der trækker hestens hoved og hals op i hånden.

Så meget om det. Der vil sikkert være spørgsmål hertil, så kom med dem, og jeg skal forklare i enkeltheder, hvordan man griber `problemerne an´.

HÆNDERNE ER TIL KÆRTEGN - SCHENKLERNE ER TIL KOMMANDOER!

Hilsner. Johannes