og ih hvorjeg ikke kan ta det ... hvorfor skal detvære så frygtelig når det er mig selv der har sagt at han kan ta alene afsted ? er det fordi da vi boede der, havde vi en del problemer da han drak rigtig meget, hans mor drikker , hans far , ja alle vi kendte drak , udover hans bedstemor,,, og jeg ved jo hvordan (og hvor ked af det jeg blev fordi han ikke kunne styre det) han bliver når han drikker, jeg ved alle deroppe (udover hans mor og søster og bedste) er imod at han flyttede med til fyn da han er født og opvokset der, jeg ved hvor meget de siger at han skal blive der over når vi har været på besøg, selv hans far når han er fuld.. ellers ikke.. og nu går weekenden op i druk, så mon han seriøst kommer hjem søndag ? han plejer altid at mene (når han er fuld) at vi godt kan vente med at tage hjem, men nu har har han jo noget at ståå op til om morgenen her, men tænker han over det når han drikker ?

min personlige mening er at alkohol er roden til alt ondt (det er en længere historie , men min biologidke far drak, og ham har jeg ikke set siden jeg var 3-4år) så sidder med tårene løbende ned at kinderne, jeg ved ikke hvad jeg skal tro, gøre eller tænke...

og nu er alle tårende egenlig væk, der er ikke flere, så jeg prøver lige at finde ud af mine følelser