En veninde kom med en interessant - men desværre nok snart aktuel - problemstilling forleden dag og i min mangel på erfaring, så må jeg ty til jer om gode råd

Alle navne er opdigtede

Min veninde Magdalene har en dejlig datter Mikkeline på 1 år, som hun fik for et år siden med Michael.

Magdalene og Michael er desværre ikke sammen og har ikke være det stort set i hele Mikkelines levetid - altså et års tid.

Michael har lidt svært ved at føre et ganske normalt liv og har ikke de allerbedste venner og heller ingen støtte fra familien. Med andre ord er han ikke et af Guds bedste børn

Magdalene har aldrig nægtet Michael at se sin datter. Magdalene har endda bragt og hentet datteren til Michaels hjem og det er kun Magdalene, der sørger for alt det praktiske (kørsel, tøjvask, mad, legetøj osv.).

Magdalene har en kæmpe støtte i sin familie og venner og der er ingen tvivl om, at Mikkeline har alt hvad hjertet kunne begære af opmærksomhed, kærlighed og rene bleer

Mikkeline er et trygt, smilende og tillidsfuldt barn.

Men hun har reelt set ingen far.

Jeg tror ikke, at Mikkeline har set sin far i de sidste to måneder. Han har valgt at få hemmeligt nummer og kontakter kun Magdalene, hvis der er noget, som han er utilfreds med. Magdalene kan altså ikke selv vælge at tage kontakt til Michael.

Det generer nu som sådan ikke Magdalene, da hun ikke har noget behov eller brug for Michael i sit liv, men kun ønsker det bedste for Mikkeline.

Men her kommer problemstillingen så: en dag vil Mikkeline uværgerligt spørge efter sin far, når hun ser, at Peter, Line og Sofie fra daginstitutionen bliver hentet af deres fædre.

• Hvad svarer man sådan en størrelse?

Lige nu lever Mikkeline dybest set i lykkelig uvidenhed og det synes jeg egentlig er helt fint! Børn skal være børn og ubekymrede.

Men hun har krav på et fornuftigt svar en dag. Og børn har jo en fantastisk evne til at tro, at hvis far og mor ikke bor sammen, at så er det nok deres skyld