Du er ikke den eneste.

Jeg blev også syet og var meget bange for at være sammen med kæresten igen.

tænkte meget over om det ville springe op osv. men jeg er overrasket over at det ikke gjorde ondt selv om man var syet. men der gik så også 8 uger inden vi lavede noget. Tror i min underbevisthed at jeg ville høre fra lægens ord at alt var som det skulle være.

Men gør det i et stille og roligt tempo, så skal det nok gå.

Uha - vi kom igang ca. 5 uger efter fødslen... Der var blødningen holdt op og jeg var begyndt på p-piller igen.

Jeg var ret bange for at det skulle gøre ondt - men havde også utrolig meget lyst til min mand, så vi sprang ud i det... Og lidt ondt gjorde det, men kun indtil vi kom igang

det helt præcist - men jeg ved, at jeg blødte i næsten 8 uger med begge piger og kort efter kom min mens... så der gik i hvert fald 2-3 mdr.

Lysten, energien og overskuddet var der heller ikke før - fra nogen af os. Men det gik over

én to- tre måneder efter jeg havde født kalle, først der følte jeg mig klar og det var stille og rolig, du skal først gøre det når du føler dig klar.

Efter Mikka var det noget længere tid men jeg var også blevet syet over 20 sting og ned i ringmusklen ... øv øv

Jannie

eheeem... 5-6 uger Blødningen skulle lige være overstået...

Med den første gik der en uges tid.

Med nummer 2 gik der ikke andet end et par dage.

Blev heller ikke syet nogle af gangene, kun nogle få ridser som jordmoderen kaldte det

gik der præcis 3 måneder - og det var mig selv der sagde (eller rettere tog initiativet) da jeg var klar. Det gjorde ikke ondt overhovedet. Tværtimod

Jeg var blevet syet en del efter første fødsel, og jeg blødte vist nok i ca. 5 uger.

Nu er det 11 måneder siden jeg fik nummer to, og det er ikke med stolthed jeg skriver at vi endnu ikke har haft 6 Men det handler ikke så meget om at jeg ikke er fysisk klar, mere psykisk, og vi taler om det herhjemme og der er ro på, så jeg føler mig ikke presset. Jeg kan dog godt mærke at jeg er mere og mere klar for hver dag der går (nok også derfor jeg kunne savle over en 20 år gammel film med Patrich Swayze forleden dag HA HA HA )

Mit bedste råd til dig er at lade være med at tænke på hvornår andre var klar efter deres fødsel, lyt til dig selv, og mærk efter i dig selv, og hvis i går igang og der er noget der siger dig at det ikke bliver godt, så må i stoppe. Det tror jeg din mand vil have fuld forståelse for.

Jeg mindes ikke at have hørt om nogen der synes det gjorde ondt når de kom igang.

jeg... og det var næsten som om man var jomfru

Havde lige skrevet en hel stil - og så var den så møg langsom til at "gemme" og slettede så det hele! Grrr

Korte træk: Første gang var ca 6 uger efter fødslen, meget akavet, fordi vi begge var nervøse for om det skulle gøre ondt på mig, og om det skulle føles anderledes (større).

Nu 3 mdr efter fødslen er vi stadig ikke på "normalen" da der simpelthen ikke er overskud - vælter bare omkuld i sengen om aftenen. Men det bliver da til lidt indimellem (midt på dagen på mandens fridage - mens tøsen sover og vi ikke er trætte)

Hvor er det da dejligt med HN - man kan sgi da også få svar på hvad som helst

Kan se jeg havde ret - det svinger utroligt meget. Men kan så også udlede at jeg ikke nødvendigvis er "langsom".

Jeg ved godt jeg ikke skal springe ud i det halvhjertet, men vil jo som sagt også nødig at det går helt i stå.

Er glad for ingen af jer skriver at det gjorde sk*de ondt - det beroliger da en del

Min blødning er stoppet, så dét er ikke en "undskyldning" - hvis det er det man kan kalde det. Søger jo ikke en undskyldning

I hvert fald mange tak for jeres svar, I er sg* nogle gut-inder

der gik ca 8 uger.. så havde jeg været opp eog blive tjekket hos lægen og han sagde det hele var fint og så "turde" jeg godt.. hehe

jeg var ikke bange som sådan, men meget nervøs for om det gjorde ondt..

altså første gang var nok lidt halvhjertet for mig, da jeg var nervøs for om det gjorde ondt... og nej det gjorde det ikke.. det var ligesom da man var jomfru, altså kommer jo an på hvor ondt det gjorde den gang... hehe..

du skal være helt sikker på du er klar... var jeg inderst inde, men lige inden så melder frygten sig, og der pressede jeg mig selv lidt.. og det var akavet ja, for vi var begge lidt nervøse.

men jeg vil sige at gangene efter føste gang var vidunderlige.. syntes det var en hel anden følelse til det bedre end før vi fik rasmus..

håber du kunne bruge det til noget..

Jeg fødte i tirsdags og har allerede lyst. Jeg tør endnu ikke 6, men der er da andre ting, jeg har lyst til at gøre for/med kæresten.

Det eneste der holder mig tilbage, er at jeg kun får meget lidt søvn for tiden, så når lysten er der så er overskuddet til fysisk aktivitet er ikke helt endnu. Men altså : Havde overskuddet været der havde jeg allerede overfaldet ham...bare ikke med 6, men med andet "hygge"