Med alder at gøre.

Helbredet spiller en stor rolle og dit er vist ikke til et 5 tal året rundt...nej det er det ikke hvis man skal tro på det du tit og ofte skriver...

Kan man klare den store opgave det er, på ens dårlige dage, kan man klare endnu et "slagsmål" med de sociale myndigheder hvis ikke.

Har man råd, jaja man får altid råd, nogle dog bedre end andre.

Og mon ikke du fik svar sidst du oprettede en tråd om hvooor barnetosset du pt. var ??

Synes det er helt op til en selv.. Men synes ikke, man skal være over 50. Hvis du kan klare opgaven, så bare spring ud i det..

Mvh Moni

jeg kan godt huske den sidste tråd du skrev om dette. Så vidt jeg husker var der mange delte meninger.

- Måske skulle du finde tråden frem og læse den igen

Det er ikke rart for et barn at have gamle forældre, og selvom man jo får børn af "egoistiske" grunde, så skal man altså også tænke på barnet.

Jeg bliver 31 år i denne måned og kan nedkomme med mit 3 barn hvornår det skal være - dette barn bliver mit sidste barn, for jeg synes at min aldersgrænse er nået - jeg vil IKKE være en gammel mor.

Man kan også sige, at spekulerer man på, om man er for gammel...

- Ja så er man det nok

Men det kommer jo an på så meget.. Personligt syntes jeg heller ikke, man skal være meget over 40..

ser man fra et fysisk perspektiv så er man først for gammel når det af naturens vej ikke længere er muligt, men ser man fra et moralsk perspektiv så kommer det vel an' på om man med den alder man har vil være istand til at give et barn alt det dét behøver...

min grænse går ved 40 år for dem UDEN børn i forvejen, og 40+ et par år hvis man har børn i forvejen... der er nemlig stor forskel på om man er førstegangsmor eller erfaren rotte i faget i min verden...

For mig er grænsen nået ved ca 40 år... Synes også man må tænke lidt frem i tiden (hvor frisk er man om fx 10 år - der er barnet stadig "kun et barn")

Synes der efterhånden er mange egoistiske kvinder, der gerne vil have det hele ( fx karriere på højt plan i mange år) og så opdager de pludselig at "ups, nu tikker det biologiske ur hurtigt, så må vi hellere få et barn"...

Ja, jeg ved godt det er meget genereliserende - og det er ikke møntet på xtiny personligt - men det er bare en tanke jeg især får, når jeg læser fx Alt for damerne eller Femina, når de for gud ved hvilken gang, har en artikel om " Sådan får du karriere og børn til at hænge sammen" eller "gammel mor- ung indeni" o.lign

Så er det jeg tænker, at det er jo ikke en menneskeRET eller et KRAV at få børn, og nogle mennesker burde se lidt længere end deres eget behov her og nu, og tænke på barnets...

Det virker som om, at nogle mennesker ikke synes at det er okay, at stå ved,at de bare ikke skal have børn. Enten fordi de ikke har Lyst, eller fordi de simpelthen er blevet for gamle...

Der er nok også et gran af erkendelse i, at kunne sige, at "ja jeg har en fed karriere som jeg elsker, og jeg ville egentlig gerne have børn, men tiden er løbet fra mig" - det er en meget endegyldig ting at sige...

Min holdning er og bliver at når naturen sætter sin grænse er det slut...

Bliver børn med gamle forældre moppet mere end andre da siden I siger at det ikke er rart for børnene? Gamle forældre kan da have mere overskud end unge... Mon der er lavet videnskabelig dokumentationer?

Jeg synes da min mor var vældig frisk som 50 årig.. og nu som 60 årig... still going strong med arbejde og fritid, faktisk har hun flere jern i ilden nu end dengang... Hun har godt nok ikke været en gammel mor, men børn er hendes arbejde . Min far derimod var 42 da de fik mig... ham er jeg aldrig blevet mobbet med...

Tja det er kun dig selv der ved om der er overskud og vilje og dermed den der kan tage beslutningen...

at have svaret på dette før

For mig at se, går grænsen omkring de 40 - måske nok endda før.

For mig er det vigtigt, at jeg ikke er over 50 før mit barn bliver konfirmeret, og at jeg risikerer at dø, før det fylder 18 (det ved godt altid er en risiko, men den vokser jo med alderen)

Jeg synes ofte, at "gamle" forældre har et lidt bedsteforælder-agtigt forhold til at være forældre. Sætter ikke grænser, fordi de ikke orker at tage konflikten (eller hvad årsagen nu måtte være) og overbeskytter børnene. Sådan er vi også andre, der er , men jeg synes umiddelbart, at det er mere udtalt hos de "gamle" forældre...

Desuden ville jeg selv være ked af, at mit liv efter børnene er fløjet fra reden, skulle foregå på plejehjem eller i hvert fald med en vis "nedsat funktionsevne". For mig ville det betyde meget at have mange gode år tilbage i eget hus med egen have, hest osv. Den tid skal være en tid, som man ser frem til - ikke en tid man frygter skal komme engang forude... Så får børnene aldrig lov at flytte hjemmefra

Ja, sådan kort sagt er det vel sådan som jeg ser på det...

... at man skal lade være med at spørge herinde ...

Man skal mærke efter, hvad man selv vil - og om man kan leve MED - eller UDEN et nyt barn ...

Det er en belutning, som andre ikke hverken kan eller skal træffe ...

Venlig hilsen

Nina

Tror bare du skal mærke efter inde i dig selv, hvad vil du selv? Min mor var 40 da hun fik mig og det har da været fint. Måske kunne jeg godt tænke mig at jeg havde yngre forældre, men jeg er jo glad for dem alligevel

Illum: Kom til at tænke på om du egentligt læser alle indlæg her på HN? Synes nogengange du dukker op de mest underlige steder?

;-)

Ja som overskriften siger, så er jeg fuldstændig enig med NinaL!!

Hilsen

Jette - som bliver 33 om 3 dage og som IKKE skal have flere børn.

det synes jeg på sin vis er op til en selv, jeg ville nok tænke på om man havde et godt forhold, en rar bolig, rimelig økonomi osv. Hvis dette var iorden, så kunne man jo sådan set godt få barn efter de 40, bare man husker på at ens barn så ikke har en i så lang tid.

Mette

Sætter jeg grænsen ved de 40 år - både for mor og barns skyld.

Jeg fandt lige din gamle tråd fra Senior:

www.heste-nettet.dk/forum/25/425293/ 425293/

Og så kan jeg bare ikke lade være med at hæfte mig ved at du skriver følgende:

og nej Nørden vil ikke have børn. Aldrig!

Hmm...Altså - han er da ikke sådan lige til at stole på hva´?

Og når du så er blevet gravid - kunne han så finde på at gå tilbage til sin første holdning?

Næh du - af det jeg kender til dig her fra HN - så synes jeg du skal bide det i dig, og så bare vente på at du en dag bliver bedstemor

... jer er enig med Christel og også med Illum.

Hvorfor må hun i grunden ikke mene noget om emnet, fordi hun ikke har børn

Mvh. Lisbeth

Jeg har ikke læst din tidligere tråd, men jeg er lidt delt, hvad angår det med at få børn i en sen alder. Jeg er selv en halv-gammel mor: Jeg fik Johannes som 31-årig, og vi vil gerne have en nummer to snart - netop for ikke at blive for gamle - og så, tror jeg, at det er slut.

På den ene side oplever jeg, at det er en styrke at være en "moden" forælder: Man kender sig selv og måske også sin partner rigtig godt, og man har fået prøvet en masse ting, så man nu er klar til at hellige sig "jobbet" som mor. At dette er en fordel bekræftes af div. undersøgelser, der viser, at børn af ældre forældre klarer sig bedre end gennemsnittet.

På den anden side må jeg indrømme, at jeg er blevet overrasket over, hvor meget det kræver rent fysisk at være forælder. Min graviditet var rent ud sagt peace of cake i forhold til at blive mor (her skal det lige siges, at Johannes på mange måder er et meget nemt barn, men han sover altså ikke vildt godt om natten). Du har jo selv prøvet det før, men jeg synes, at det er vigtigt at overveje, om man kan holde til mindst et år med afbrudt søvn HVER nat: Diverse undersøgelser af fostret kan jo (heldigvis) ikke afdække kolikbørn(endnu). Til skræk og advarsel har vi et vennepar, hvis søn først som 3½-årig begyndte at sove igennem (ok - de har måske heller ikke været helt konsekvente). Jeg tvivler på, at jeg kan holde til at være forælder til et spædbarn om 10 år - vi planlægger i hvert fald ingen efternølere

Hvad angår dine bekymringer om handicap, ved jeg ikke rigtig: Er nok så naiv, at jeg ikke er så bekymret på det område (det blev jeg så, da min nakkefoldsskanning gav anledning til bekymring, der dog heldigvis hurtigt blev fjernet igen).

En mening om hvornår DU er for gammel, jamen jeg hænger mig ikke så meget i din alder, den er dit mindste problem

Jeg tænker mere på dit "skrøbelige" helbred på mange punkter og flere niveauer...

Du er jo tit ustabil,I skændes og opføre jer som børn, rimelig tit, i jeres forhold.

Og så har jeg vist underbygget hvad jeg mener om det at du pladrer om et nyt barn, igen.

kunne diskutere noget selvom man ikke selv har prøvet det ?

ellers er der da flere debatter der er temmelig umulige.

og det ville helt sikkert gøre lægen job noget mere besværligt...

han har vel ikke været igennem alle sygdomsforløb...

xtiny, om du skal have børn det er enkelt, kig i ALLE de tråde du har startet,

og se om det er noget du mener man kan byde et barn.

"Man kan også sige, at spekulerer man på, om man er for gammel...

- Ja så er man det nok "

Den er der nok noget rigtig i.

Jeg nåede jo at blive 37 inden jeg fik Lukas og jeg tænkte ikke på min alder. Jeg tror da også, at Lukas skal være storebror og det er da muligt, at jeg lige har rundet de 40 inden det sker.

Helle er inde på hvor hårdt det er fysisk, at have et lille barn. Jeg havde en ukompliceret graviditet, var dog noget besværet til sidst. Det er hårdt ikke at få sovet nok og det er faktisk fysisk mere krævende at have et barn, end jeg troede - og jeg fejler trods alt ikke noget i forvejen. Måske det er nemmere, når man er yngre?

Som Illum er inde på, behøver alder jo ikke være det største problem. Børn er jo, på nogen måder, robuste og får det bedste ud af det, der nu bydes dem.

Børn kan "mishandles" på mange måder. Det er vist sjældent forældrenes alder der slår hårdest.

Iøvrigt viste en undersøgelse, at børn af modne forældre generelt havde en bedre trivsel, set i forhold til børn af unge forældre.

Små børn kræver overskud. Det skal ikke bare være spontane indslag i livet.

Hvis man ønsker i en alder af 42 og få endnu et barn, må det være fordi man oser af overskud, både i parforhold og personligt. Ungerne skal ikke lide under gamle forældre. Måske var Nørdeleven ikke et ønskebarn fra starten, men det blev han vel???

Alt dette er selvfølgelig min personlige holdning, men hvis jeg var dig, ville jeg under ingen omstændigheder vove mig ud i en lille ny.Det er en livslang opgave, som ikke altid vil bære præg af at være et stort ønske, som blev opfyldt.

Hvis jeg var dig, ville jeg istedet lægge en masse kræfter i mit forhold til min mand og min store søn, og så nyde livet med dem. Livet bliver ikke nødvendigvis perfekt fordi man får to børn.

Jeg tror heller ikke nødvendigvis, at alderen er altafgørende, men... Det bliver heller ikke nemmere. Og hvordan vil du mon ikke have det, hvis det blev et kolikbarn du fik? Så er der bare ikke mere overskud at give af, når man ikke har sovet et par døgn i træk. Her vil jeg lige gerne slå helt fast: tag udgangs punkt i det liv du har, den situation du står i, og opgaver livet giver dig. Og er der så plads til en lille ny mere, oven i alt det, med de opgaver der følger i rumpen på sådan en størrelse, så er der vel ikke så meget tvivl???

Unge forældre kontra "gamle", ja der er godt og skidt at sige om begge.

Mette, som ikke ville tage ansvaret for endnu en lille ny borger. Men hellere vil nyde de to banditter hun har nu.

har vidde grænser, lærte en ældre herre mig engang.

Når det så er sagt, så tror jeg fint at du mentalt er i stand til at tage vare på et spædbarn Tine. Men din krop ved kun du og måske din læge om kan holde til det. Så vidt jeg husker, så skrev du engang om en arbejdsprøvning hvor du havde ondt i både arm, ryg og hofte og det bliver temmelig belastet både i graviditeten og efterfølgende. Her tænker jeg især på, at du formentlig ikke har manden din hjemme hele døgnet rundt og der vil være utrolig mange opgaver som du automatisk kommer til at "hænge" på - uanset om du orker dem eller ej.

Jeg husker også, at din mand havde nogle.. sære idéer en årgang. Her tænker jeg især på: www.heste-nettet.dk/forum/25/394192/ 394192/ tråd.

En ting er, at hele tråden med hans svar virker temmelig umoden, men hans vaner eller mangel på samme synes jeg helt ærligt ikke passer sammen med børn i nogen alder.

Et kort personligt svar svar fra mig af bliver nok noget i stil med, er du klar til at være mor for 3? Og ville du kunne klare - både psykisk og fysisk, at stå med den lille ny alene, hvis mandens næste impuls er, at han alligevel ikke er interesseret i familieforøgelsen? Jeg har selv en sygdom der gør, at jeg ikke kan alt med vores barn selv - og jeg kan love dig for, at det er hjerteskærende, når man må bede andre om hjælp til ting der burde være noget man kunne som en selvfølge.

Mht. alder. Jeg synes man er i overkanten bare man nærmer sig de 40 mht. at få børn. Jeg ser ikke særlig mange 40-årige som kan klare vågne nætter/dage i træk og hvor alle ens egne behov bliver så tilsidesat, at man til sidst føler sig som mad-skifte-nussemaskine og intet andet.

I sidste ende er det udelukkende op til dig, om du vil tage skridtet og gøre det. Jeg håber bare, at du mærker efter inde i dig selv og gør hvad du mener er rigtigt, både for dig, manden, din søn og for et evt. nyfødt barn.

-Annette

jeg tror da nok Illum ved hvad hun snakker om,jeg tror faktisk alle ved hvad hun snakker om.

det er nemlig svært ikke at kende bare lidt til alle dine personlige problemer.

ja det er frækt jeg skriver i tråden når jeg ingen unger har...puuuha...skam mig.

Det er altså ikke kun alderen, der spiller en rolle! Hvad med økonomien? Boligen? Parforholdet? Helbredet? Psyken? osv.

Personligt synes jeg ikke, at det virker som om, at du er gearet til en graviditet, fødsel og en lille ny... men så vil du nok bare sige, at jeg ikke ved en dyt om dig og dit liv... og at du vil se bort fra min kommentar.