Et surt opstød.

Hele min graviditet har der været mennesker hos os konstant. Især en som sov her 5 gange om ugen ca. d huset skulle laves færdig. Det er ikke blevet færdig og vi arbejder på højtryk - mig og min kæreste.

´Frida er nu en mdr. og hver dag har gået med at lave hus, weekendarrangementer, besøg rundt omkring, besøg her osv. igår og idag har den store også været hjemme.

Jeg har stort set ikke haft tid til at ligge mig og sove en time midt på dagen, sammen med Frida. I tirsdags besøgte vi mi kærestes lillebror og min kære kæreste inviterede ham så itl at være hos os i fra idg til i morgen . I forgårs sagde jeg så at jeg ikke havde lyst til at han kom og da slet ikke, at han skulle sove her. Skal siges at han er psykisk syg (asberger og skizofre og har en hjerneskade, han er på medicin, men tænker slet ikke som os andre.

Det ender med at han nu ikke skal sove her. Jeg er bare så træt idag og orket bare ikke ham lige idag ( da overskudet skal være der). Vi har rester fra igår, men kun nok til os. Så jeg sagde at Henning måtte køre ham hjem inden vi skulle spise. For laver altså ikke en gang mad til. Men så var det et stort problem at de un kunne være sammen her i 3 timer, plus 2 timer oppe i byen.

Så nu er vi blevet uvenner, på trods af at jeg i 3 dage har meddelt at jeg ikke var interesseret i besøg. Har jo læst flere steder at man skal sige stop. Men det fiser bare ikke ind hos gemalen. Hans svar var, at så måtte jeg ringe til hans lillebror og sige han ikke kunne komme. ergo så er jeg bussemanden.

Han er nu kørt op efter sin lillebror, sammen med Freya. Jeg sidder tilbage og tuder, for er så træt idag og kan ikke magte det. Har sms'et, at jeg synes de skulle finde et andet sted at være sammen. Hvilket de jo ikke gør.

Mest af alt har jeg lyst til at pakke en taske, og kaste mig ind i bilen (når de komme tilbage) og bare kører min vej - Har dog intet sted at kører hen

Så er jeg egoist eller normal