Stakkels dig. Håber alt går godt go at lille bebs viser sig at være sund og rask.

Hej.

Det lyder da som om I har fået lidt af et chok. Jeg kender desværre ikke nogen der har oplevet lige det I har oplevet. Ikke så vidt jeg ved ihvertfald.( Men nu er der heller ikke så mange i vores omgangskreds som har børn )

Men jeg vil nu alligevel tillade mig at ønske tillyke med graviditeten.. Det skal nok gå. Tænk, jeg synes at kunne huske at du har et barn på nogenlunde samme alder som min Jonas. ( 1 ½ år ) Jeg synes at kunne huske noget med nogle gode søvnråd du gav mig engang ? Er jeg helt forkert på den ? ( Jeg kan jo lige tjekke din præsentation. Måske det kunne opklare mysteriet for mig )

Jeg venter mig også igen, så synes det er lidt pudsigt.

Men rigtig meget held og lykke med bebs i maven. Det lyder som om det sagtens kan ende godt.

Mvh Trine.

Jo, vi har børn på samme alder. Cille er også 1½ og en bandit af værste skuffe, så det bliver sundt for hende med lidt konkurrence

Har hørt fra en anden, der efterhånden er højgravid med samme "lidelse", og de har fået samme besked som os om, at intet taler for, at det ikke skulle gå godt (har dog ikke fået svaret endnu - det kræver lige lidt mere overskud end at skrive et par linjer her, jo )

Men det er svært; for familien har jeg slet ikke lyst til at fortælle det til, før vi ved noget mere om, hvor godt det går. Og går det godt og planmæssigt, så er der slet ingen grund til, at de ved noget, før sønnike ser dagens lys - synes ikke ligefrem det hjælper at blive pylret om, for de vil jo så hver gang de ser mig spørge, hvordan jeg har det, om jeg nu mærker liv og alt det dér - med det der enormt bekymrede udtryk i øjnene... Det kan jeg ikke klare.

Jeg har det langt bedre med at være optimistisk og tro på, at det selvfølgelig går nøjagtig som det skal i stedet for hele tiden at skulle spekulere i "hvad nu hvis". For der er jo altid en risiko for at det kan gå galt, også selv om bebsen så har det 3. blodkar.

Ja jeg synes nok jeg kunne huske det.

Dejligt at du tager det så afslappet, mht at Cille skal være storesøster. Måske jeg også skal se sådan på det. Er nemlig lidt bekymret for hvordan det skal gå, med to så små børn.

Kan godt forstå hvordan du har det mht familien. Vi oplevede jo at få en dårlig risikovurdering til NF scanningen med Jonas. Så selvom det ikke helt er det samme, så er det jo alligevel lidt derhen ad. Det der med at gå og vente og ikke rigtig vide om man er købt eller solgt. Og skal man fortælle det til familie og venner eller vil man hellere vente. Vi valgte at fortælle det. Det fortrød jeg ikke, og gjorde det også nemmere at forklare hvorfor jeg blev indlagt, men man kan godt blive lidt træt af at høre på folks bekymringer, når man ikke selv har det store overskud. ( Nu lyder du til at være rigtig god til at tro på det positive. Jeg var nok lidt modsat. )

Me jeg synes det har gjort det svært her anden gang. Vi valgte ikke at fortælle folk, at vi skulle til Nf scanning. Mange havde udtrykt en mening om at " næste gang skal I vel ikke have den scanning " eller " Ih hvor var det hårdt at følge jeres forløb sidst ", så vi valgte at " skåne " dem ( og os selv ) ved ikke at fortælle noget, før vi havde været til scanning.

Jeg ønsker jer ihvertfald rigtig meget held og lykke. Det skal nok gå.

Mange hilsner fra Trine

fingre...

Skal på hjertemedicinsk afd. kl. 14 i dag for at få undersøgt, om bebsens lille hjerte virkelig ér lige som det skal være.

at krydse fingre for jer... håber at alt er ok.

Jeg krydser hårdt fingre for jer idag

Pøj pøj herfra.

Held og lykke herfra også. Lover at krydse fingre.

Vh Trine

Jeg er så sur og skuffet...

Jeg tog jo til Viborg på hjertemedicinsk for at få sikkerhed for, at der ikke var noget i vejen med hjertet. Mødte en læge, der knap kunne smile, kom ind på en lille undersøgelsesstue, hvor lægen skulle sidde på den briks, hvor jeg også skulle ligge (ret trangt og ubehageligt).

Hvis så ellers undersøgelsen var forløbet godt, så kunne ovenstående jo være lige meget... Det gjorde den bare ikke

Lægen begynder så at scanne mig, men jeg kan jo hurtigt se, at det apparatur, hun har til sin rådighed, er langt ringere end det, den anden jordemoder vi var hos, havde.

Den anden jordemoder kunne forstørre hjertet op til næsten at fylde hele hendes skærm, hun kunne gå ind og fokusere på kamrene, se flapperne arbejde og måle pulsen samt se hjertet fra forskellige vinkler.

Denne læge kunne hverken zoome ind eller måle en puls med sit udstyr. Hun forsøgte at optage en "film", som hun kunne bruge til noget, men det lykkedes ikke, da junior ikke ville ligge stille. Det fortalte hun efter at have makket ca. 5 minutter.

Hun prøvede lidt flere gange (så vidt jeg kunne se, uden held) og skifter efter nogen tid (uden i øvrigt at sige noget som helst) til termisk, så man kan se de røde og blå farver, når blodet pumpes ind og ud af hjertet. Der går så yderligere 10 minutter, hvor hun intet siger.

Dernæst beder hun mig tørre maven og siger, at hjertet er som det skal være...

Jeg tørrer og rejser mig op. Lægen sætter sig over til en computer. Jeg spørger, om det var dét med et ret forundret udtryk (tror jeg), hvortil hun svarer ja... Jeg siger "nå" og går uden at give hånd... Lægen gad ikke engang rejse sig for at gøre dét.

Jeg gik ud til bilen med en fornemmelse af, at denne læge ikke kunne se en pind, og at hun bare sagde, at alt var ok, fordi hun dels ikke kunne se nok til at sige andet, og dels for at nå videre til næste "kunde".

Heldigvis har jeg da stadig en fornemmelse af, at den omtalte jordemoder undersøgte hjertet så grundigt, at hun også ville have opdaget det, hvis der var noget, der ikke var, som det skulle være.

Desuden er junior en livlig lille fyr, så jeg er da ikke i tvivl om, at han har det fint nu i hvert fald. Men hvor er jeg skuffet over den behandling jeg fik i går!

Og så ærgrer jeg mig over, at jeg bare fandt mig i det - at jeg ikke fik spurgt eller sagt noget, mens jeg var derinde. Men helt ærligt, så anede jeg slet ikke, hvad jeg skulle sige, fordi jeg var så rystet over at lægen bare virkede så totalt uprofessionel.

Hej.

Øv det var da en rigtig dum oplevselse, som du godt kunne have været foruden. MEN tillykke med at den lille fyr derinde er sund og rask. Det er trods alt det vigtigste.

Jeg synes egentlig man rimelig tit hører om at folk møder læger/jordmødre osv som er direkte arrogante eller syner ligeglade ved div scanninger. Selvfølgelig er det et arbejde for dem, men for os andre som forældre/kommende forældre er det jo noget som sker så sjældent i vores liv og som er så stort.

Jeg selv, har kun stødt på de flinke sundhedspersonaler indtil nu, men har dog også ved sidste misdannelsesscanning oplevet at man står som et stort spørgsmålstegn bagefter og må spørge om " det var det " og om alt er ok.

Tillykke endnu engang.

Vh Trine.